Læsetid: 3 min.

Paris råber: En, to intello!

Michel Houellebecq, Marcel Gauchet, Alain Finkielkraut: de franske intellektuelle proklameres levende og væsentlige på plakater i Paris
14. november 2003

Intellektuelle
PARIS – Glans og stjernestøv og forsider på magasiner: den intellektuelle er en celeber figur. Den intellektuelle erklæres på forsider død og forsvundet. Og så igen på andre forsider for levende og nødvendig og lige til tiden.
I denne uge står genkomsten proklameret på plakater over hele Paris: ’Le retour des intellos’. Det er ikke en beskrivelse af en ny intellektualisme i det franske samfund. Det er ikke en konstatering af en ny tendens: Det er en præsentation af en begivenhed: fra den 14. til den 16. november mødes 40 franske intellektuelle til et grandiøst kollokvium i Deauville.
Det franske dagblad Le Figaro udgiver i den anledning et særligt magasin med artikler af og interview med intellektuelle. Der er både reserverede notabiliteter som forfatteren Michel Houellebecq, samfundsvidenskabelige spidser som Marcel Gauchet og Pierre Manent, og der er en notorisk medieintellektuel som Alain Finkielkraut, som ikke overraskende vælger at tale om sig selv og sine egne præferencer og lufter sine sædvanlige banaliteter om, at »den politiske korrekthed dominerer såvel den filmiske og litterære produktion som det intellektuelle felt.«
Men det kendetegner feltet af franske intellektuelle, at de findes på flere niveauer: Man iagttager de intetsigende medieintellektuelle som Bernard-Henri Lévy – vennerne kalder ham Benny – og Andre Glücksmann. De medieintellektuelle bidrager flittigt til antologier over ’tidstypiske’ temaer som ’anti-semitisme’ og ’hvor er de intellektuelle?’. De er forargede over krigen i Tetjenien, og de er modstander af global terrorisme. De medieintellektuelle er belæste og sofistikerede; de har pæne negle. Bernard-Henri Lévy bliver plejet med udsøgt manicure.
På et andet niveau og langt over Benny og André & Alain er der deciderede fagfolk som Pierre Rossanvallon eller Marcel Gauchet, som bryder ind i debatten. De udfolder deres fag som en åben horisont. Deres aktioner bliver hyldet som ’interventioner.’
Og filosoffer som f.eks. Jacques Derrida og Jean-Luc Nancy markerer nye offentlige positioner så sjældent, at det hver gang ligner en undtagelse. Deres indsats betragtes som noget så ophøjet som en ’nødvendig luksus’.
Endelig må man ikke glemme de spektakulære bohemer som Michel Houellebecq og Jean Baudrillard.

Progressister
De franske intellektuelle blev som samlet flok sidste efterår diskvalificeret som ’de nye reaktionære’. Det var idehistorikeren Daniel Lindenberg, der intervenerede med bogen Rappel à l’ordre.
Michel Houellebecq reflekterer i Le Figaro Magazine over udtrykket ’de nye reaktionære’:
»Reaktion kommer altid efter aktion. Hvis der således eksisterer nye reaktionære, må der også være nye fremskridtsoptimister, nye progressister.«
Den nye progressist elsker det nye, bare fordi det er nyt. Den nye progressist lever i en permanent epifani over alt det nye, som hele tiden viser sig. Og ifølge Michel Houellebecq er den nye progressist ude af stand til at forholde sig til substansen i det nye. Derfor underminerer denne optimistiske aktør det fremskridt, han lever af.
Houellebecq foreslår en ny konservatisme: man bør leve som videnskabsmændene. Man bør holde sig til sine grundsætninger og sine aksiomer. Man bør måle det nye omhyggeligt:
»En videnskabelig teori er meget værdifuld; den er erhvervet gennem hård kamp, og en videnskabsmand vil aldrig opgive den med mindre overbevisende eksperimenter eller tvingende fakta gør det nødvendigt.«
Houellebecq erkender, at det konservative videnskabelige ideal kun vanskeligt lader sig oversætte til politisk praksis. Men som han selv slutter: »I modsætning til den nye reaktionære dyrker den nye konservative hverken helte eller martyrier; han redder ingen. Han gør faktisk ikke noget, som er særligt heroisk, men han er – og det er et ganske charmerende træk ved ham – temmeligt ufarlig.«
Den intellektuelle har ifølge Marcel Gauchet lidt samme skæbne som de andre store autoriteter: den intellektuelle har mistet sit monopol på det intellektuelle. Forestilingen om kunstneren som geni og den intellektuelle som alvidende oplyser var de to sidste store autoriteter i det tyvende århundrede. Men som Gauchet bemærker:
»Den intellektuelles kvaliteter er kort sagt blevet demokratiseret og udbredte i hele samfundet, samtidig med at tilliden til den intellektuelles særlige oplysningsevne er svækket.«

Konfliktkultur
Når de fleste udtaler sig som intellektuelle, forsvinder de få intellektuelle i mængden. Gauchet efterlyser en virkelig konfliktkultur:
»De intellektuelle i det 20. århundrede var barn af en revolutionær kultur. De intellektuelle i det 21. århundrede må opfinde en ny konfrontationskultur.
Det, som det offentlige rum i dag har brug for; det er en fornyelse af den demokratiske pluralisme. Man må åbne for modsætninger mellem synspunkter og rigtige valgmuligheder: De intellektuelles opgave er at finde både indhold og sprog til de nye konflikter.

*www.figaromagazine.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu