Læsetid: 2 min.

Plejehjem i troldspejlet

Christian Lollikes plejehjemsfarce gik hjem hos det ægte plejehjemspersonale – kun dødshjælpsfantasierne var for skrap kost
10. november 2003

Teater
»Vi skal udvise værdighed hele tiden,« siger Lane Linds ubetalelige plejehjemsforstander med det hennafarvede, holistiske grundsyn og de naive personaleillusioner – udtalt fra »en størrelse 40 med lakhæl«.
Virkeligheden er naturligvis ikke helt så enkel, heller ikke i Christian Lollikes veldrejede plejehjemsfarce Undskyld gamle. Her råber de gamle op, de vil bades og tørres, de er sultne, (men ikke efter mere øllebrød!), de stjæler fra hinanden – og de kan ikke huske, hvad der skete i går...
Birgitte Federspiel danser alfeglemt omkring og synger »Se min kjole«, og William Rosenberg og Søren Elung Jensen, hakker morbidt ad hinanden, mens de pulser på den sidste indsmuglede cigar.
Odense Teaters tre unge Morten’er – Christensen, Hemmingsen og Thunbo – plejer de gamle med underholdende og yderst forskellig empati som typecastede medhjælpere. Den modelsmukke Morten Hemmingsens 23-årige Valentin går endda så vidt i sin omsorg, at han forelsker sig i Kirsten Saerens’ bedårende, 81-årige kleptoman... Værdigheden bliver altså gradbøjet.
Christian Lollike skriver 1:1-realisme. Satiren blomstrer mellem de gamle venner – »du lugter af krematorium«, som den ene siger til den anden, sådan for at få en samtale på glid.
Men egentlig er det, når realismen overskrides i replikkerne, og Christian Lollike inddigter drømme og ellers utilgængelige psykeverdener, at stykket har sin største intensitet.

Oldingetempo
Instruktøren Mogens Pedersen har imidlertid tolket forestillingen unødigt bombastisk og jordnært – og i anstrengt oldingetempo. Og scenografien af Christian Tom-Petersen har tilsvarende skabt en fortættet og klaustrofobisk scenografi. Fantasiordene har derfor svært ved at nå flyvehøjde i denne fortolkning.
Den aften, jeg overværede forestillingen, var der lutter kvinder på tilskuerpladserne omkring mig. De viste sig at være medarbejdere ved ældreplejen i en fynsk kommune, og de kendte tydeligvis alt til dilemmaet med plejehjemsværdigheden:
De gispede, når personalet gik over grænsen – og de grinede erfarent, når de ældre gik amok. Fantasierne om at tage livet af de besværligste af de gamle var dog tydeligvis for stærk kost: Her var der ikke langt nok mellem virkelighed og fiktion.
Og det er nok ikke den ringeste ros til Christian Lollike og til forestillingen: At professionelt plejehjemspersonale tog den for pålydende.

*’Undskyld gamle’ af Christian Lollike. Iscenesættelse: Mogens Pedersen. Scenografi: Christian Tom-Petersen. Musik: Bent Lundgaard. Værkstedet, til 19. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her