Hat
Aviser oplyste i fredags (kilde: BBC Online), at et »eksperthold« har lokaliseret den forsvundne sagnby Atlantis og forbereder en ekspedition.
Byen ligger angiveligt på lavt, mudret vand vest for Gibraltar ved en lokalitet kaldet Spartel Island. Ekspeditionsmedlem Paul-Henri Nargeolet udtaler til BBC, at stedet svarer fint til den beskrivelse, Platon gav, og en »anerkendt« historiker, Jacques Collina Girard, fastslår, at gåden Atlantis inden længe vil være løst.
Har de to herrer ret, vil fundet være guf for turistindustrien, men en bet for de fantaster og esoterikere, der på hjemmesider og cellemøder samles for at drømme om en kæmpe ø, ifølge Platon større end Lilleasien og Libyen tilsammen.
Mærkeligt nok er Platon den eneste, der har fortalt om Atlantis, i de to dialoger Timaios og Kritias, affattet ca. 360 f.Kr. Han skildrer Atlantis som en idealstat og beskriver detaljeret øens geografi, samfundets organisation, hovedstadens form, næringsvejene og befolkningens levevis. Da østaten var på sit højeste, dominerede den ifølge Platon Middelhavsregionen, men så blev landets herskere imperialister, pådrog sig gudernes vrede og blev overmandet af havet.
Spøgelses-gensyn
I fjor udkom en monografi, Platon und die Erfindung von Atlantis, af Heinz-Günther Nesselrath. Han konkluderede, at hele historien må ses som et filosofisk eksempel, en art politisk lærestykke, der ikke skulle lokke fremtidens eksperthold på tur, kun tjene som manende advarsel til bystyret i Athen.
Nej, vil man have troværdig efterretning om det sunkne Atlantis, bør man henvende sig hos den islandske billedkunstner, komponist, forfatter m.m. Karl Einarsson Dunganon, som i 1962 udsendte digtsamlingen Corda Atlantica.
Her finder man tekster på islandsk, færøsk, skandinavisk, engelsk, tysk, fransk, latin, italiensk, spansk, finsk, russisk, kinesisk, hebraisk, maori, hindustáni, hvortil kommer flg. digt på Atlantis-sprog, hvis titel »A-MÀHLA MÙHRU« udlægges »Spøgelses-gensyn«: Zettna morr ulla-làma/ all àhman,/ màhlo la-illa/ mall-mi all tàman./ Kom zeh teh tùhú/di-zàrron,/tùrmina ùrmin i-tàrron.
At ligheden med ældre gælisk næppe er tilfældig, vil fremgå af det følgende.
Karl Einarsson blev født 1897 på Østisland som søn af guldsmed og købmand Magnús Einarsson, men voksede op i Tórshavn, hvor faderen lod en død kat spille violin i butikkens vindue. Det syntes færingerne var morsomt. Navnet Dunganon opstod her, fordi faderen havde en ko. Mødding hedder på færøsk dungi. Fader ville have, at Karl skulle overtage forretningen og dungi, men da Karl hellere ville til Spanien og elske smukke kvinder, sagde han: non, når faderen sagde dungi. Heraf fødtes navnet Dunganon.
1924 finder vi Dunganon i Bordeaux, hvor han og færingen Sivert Patursson opretter en verdenskasse til støtte for sigøjnere og tatere. Formålet var at gøre alle penge værdiløse. Mønten skulle hedde globus og blev aldrig præget. FN overtog senere ideen, som Den Internationale Valutafond.
Hertug af St. Kilda
I 1930erne var Dunganon i Bruxelles, hvor han under navnene prof. Emarson og prof. Valentinus drev et psyko-astralt ægteskabsureau og udøvede mirakler pr. post. På den tid erfarer han, at der i Dorchester i England holdes auktion over lordtitler til en gennemsnitspris på 500 pund. Med hver titel følger en stump jord et eller andet sted. Da han samtidig får nys om, at klippeøen St. Kilda 70 sømil nordvest for Skotland er forladt af levende væsener bortset fra skarver, mallemukker og suler, får han tilladelse til at kalde sig hertug af St. Kilda. Fra da af rejser han med et pas med flg. tekst: »Our countryman ambassador and Bard, Charles Dunganon duke of St. Kilda, author of the famous Oracles, is voyaging throughout the length and breadth of the world as our special envoyé representing the old Atlantic dynasty Cormorant, doing astro-psychic business everywhere as he goes along. Please render him facilities from port to port. Port Nirvana, St. Kilda, Commonwealth of Atlantis, the 20th century. Valid on all dates. Our hand and seal.«
Når grænsepolitiet spurgte, hvad det skulle betyde, sagde Dunganon, at det var hans eget pas, udstedt af ham selv til sig selv, hjemmehørende i et rige, som han selv agtede at oprette. Først rystede de på hovedet. Så lod de ham fortsætte. Heri var, tør jeg for egen regning påstå, adskilligt mere fornuft end i de spekulationer, hvormed DHrr. Nargeolet og Collina Girard nu begiver sig ud på lavt, mudret vand vest for Gibraltar.
*Dunganon er beskrevet i to noveller af Halldór Laxness, Vølvens Spådom på Hebraisk, overs. af Chr. Westergaard-Nielsen i Noveller, 1944; og Corda Atlantica, overs. af Helgi Jónsson i Syv tegn, 1968
