Analyse
Mens Venstre og Det Konservative Folkeparti sunder sig over dagpengeaffæren og forsøger at finde ud af, hvad de kan sige til vælgerne i næste valgkamp, kan regeringspartierne glæde sig over én ting: De står ikke alene med behovet for parterapi.
I takt med regeringens vigende meningsmålinger og det problematiske forløb omkring de skrottede dagpengebesparelser er snakken på Christiansborg begyndt at gå på dét, de fleste indtil for et par uger siden anskuede som grå teori: At Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre har chancen for at genvinde magten allerede efter næste valg. Den udbredte opfattelse af, at statsministeren kunne gå på vandet og har mindst seks år foran sig i magtens centrum, er ved at smuldre.
De to års regeringssamarbejde mellem Venstre og konservative har afsløret dybe forskelle i strategier, mål og metoder for de to borgerlige partier. Men i samme periode er de tidligere regeringspartnere, S og R, også gledet fra hinanden på afgørende felter. Langt ind i begge partier erkendes det, at der forestår en kompliceret opgave, hvis partierne skal fremstå som realistisk alternativ til den borgerlige regering. Opgaven er at forene synspunkterne på udlændingepolitikken, og det forekommer sværere end nogensinde.
Det Radikale Venstre har i opposition oplevet mere medvind end i de foregående mange år. Partiet har fået et par tusinde nye medlemmer en stigning på over 30 procent siden folketingsvalget for to år siden, og i flere meningsmålinger er de radikale på vej til overhale Det Konservative Folkeparti i vælgertilslutning.
Internt er der stor opbakning til den principfaste og kompromisløse kurs, som Marianne Jelved har lagt. Gang på gang har hun krævet, at udlændingestramningerne rulles tilbage som forudsætning for et nyt regeringssamarbejde med Socialdemokraterne. Det er især 24-årsreglen, tilknytningskravet og de skønsmæssige vurderinger i spørgsmålet om arrangerede ægteskaber i forbindelse med familiesammenføringer, som Det Radikale Venstre vil af med.
Over for denne kurs står Socialdemokraterne, der med Mogens Lykketoft i spidsen har lagt partiets udlændingepolitik om i et forsøg på at undgå, at det bliver stridstema nummer et også i næste valgkamp. Løftet fra Socialdemokraterne til befolkningen lyder, at S ikke vil ændre familiesammenføringsreglerne, så følgen bliver, at der kommer flere udlændinge til Danmark.
Med de to partiers vidt forskellige indgange til udlændingepolitikken er det indlysende, at det bliver vanskeligt at finde et kompromis. Det er grundværdier, der står på spil, og ikke blot et spørgsmål om at forhandle sig til rette om nogle beløbsgrænser i en skattereform: De radikale er i udlændingepolitikken fokuseret på grundlæggende principper om retssikkerhed og statsborgerskabet som umistelig borgerrettighed. Enhver afvigelse herfra vil belaste især Marianne Jelveds troværdighed og det, hun selv har beskrevet som den »radikale identitet«. Socialdemokraterne er optaget af, hvordan man undgår at give vælgerne billedet af, at nye strømme af udlændinge vælter ind over grænserne, hvis S kommer tilbage til magten.
Begge partier ved, at regeringen kan profitere på splittelsen og vil udnytte den hæmningsløst op til næste valg: Hvad nytter det, at Socialdemokraterne omsider er blevet enige med sig selv om en stram udlændingepolitik, når de radikale vil have fjernet stramningerne, vil Venstre og DF kunne spørge.
Den officielle melding fra Socialdemokraterne er, at »knasten« i udlændingespørgsmålet nok skal blive løst mellem de to partier. Internt i S og R peger kilder på, at det er nødvendigt med en snarlig afklaring. Jo længere tid, der går, des vanskeligere vil det være i en folketingsvalgkamp at overbevise vælgerne om, hvilken vare, de kan forvente.
Marianne Jelved og Mogens Lykketoft har holdt tæt kontakt i perioden i opposition. De drikker kaffe sammen hver torsdag og drøfter aktuelle politiske temaer. Ifølge flere kilder tager Lykketoft udlændingestriden langt mere alvorligt end Jelved gør. Den radikale leder gør ligefrem en dyd ud af at fremhæve forskellene på R og S samtidig med at hun lægger op til nyt regeringssamarbejde. Som da Jelved i Nyhedsmagasinet for nyligt i tv troppede op sammen med Mogens Lykketoft, og de to som et ældre ægtepar fik udstillet deres problemer for åben skærm.
Eller som da Marianne Jelved på de radikales landsmøde for nyligt anklagede Socialdemokraterne for populisme og Lykketoft for at udvise mangel på lederskab i den økonomiske politik.
Den radikale leders udtalelser om udlændingestriden viser ligeledes, at hun tror, problemet vil løse sig af sig selv ved at S ændrer holdning:
»Det er et must for os, at tilknytningskriteriet bliver lavet om. Det er helt klart. Vi har ikke ændret mening men jeg tror, at Socialdemokratiet går ud med deres retorik nu af taktiske grunde. Det er en Rambo-stil, der handler om taktik,« sagde Marianne Jelved tidligere på året. De radikale har imidlertid forregnet sig med troen på, at S vil føre sin udlændingepolitik tilbage til SR-regeringens tid. Lykketoft har flere gange slået fast, at S ikke rokker sig, men står ved de indgåede aftaler med VK-regeringen.
Og som en fremtrædende kilde i S udtrykker det, sætter de radikale chancen for et regeringsskifte over styr ved at stå fast på kravene om slappere familiesammenføringsregler: »De radikale må gerne stå og være sure og skælde ud. Men de må ikke kræve, at Socialdemokraterne ændrer politikken.«
Det radikale krav blev skåret ud i pap forud for det radikale landsmøde i 2002, hvor Jelved stillede som betingelse for et nyt SR-regeringsgrundlag, at udlændingestramningerne blev ændret.
»Det er radikalt hjerteblod,« sagde hun.
Siden da er udlændingepolitikken med Socialdemokraternes støtte kun blevet yderligere strammet. Blandt andet ved indførelse af det såkaldte »formodningsprincip«, der dækker over, at unge med indvandrerbaggrund, der ikke har levet sammen før ægteskabets indgåelse, som udgangspunkt er stillet dårligere, når de søger familiesammenføring.
Udlændingepolitikken er langt fra det eneste område, hvor der er uenigheder mellem S og R. I forhold til EU-forbeholdene, retspolitikken, økonomiske velfærdsreformer og skatteudspil er der også forskelle, men ikke af en karakter, der ville umuliggøre et nyt regeringssamarbejde. Udlændingestriden adskiller sig ved dels at være båret af grundholdninger dels ved at begge partier har udstedt ganske håndfaste løfter til vælgerne, som de hver især får vanskeligt ved at løbe fra.
Skulle muligheden for et regeringsskifte være til stede efter næste valg, er en socialdemokratisk mindretalsregering også en mulighed om end den anses for mindre sandsynlig end en SR-regering. Hos Socialdemokraterne tror man heller ikke meget på den virkelig alternative mulighed at Marianne Jelved selv skulle kunne opnå statsministerposten, hvis partierne fik valget mellem hende eller Anders Fogh Rasmussen.
