Læsetid: 3 min.

En praktisk idealist

21. november 2003

Søren Søltoft Madsen tilhørte ikke skødeskriverne eller de tv-glorificerede forsvarsadvokater. Han påtog sig ofte de umulige sager fra samfundets nederste sociale lag

Nekrolog
Forsvarsadvokaten Søren Søltoft Madsen døde pludselig torsdag i sidste uge kun 68 år gammel. Han blev syg i sin bil nær Munkholm-broen ved Holbæk, var ved at miste kontrollen, slingrede på vejen, men nåede at trække ind på en parkeringsplads uden at implicere andre trafikanter i et uheld. En tilfældig medtrafikant, der opmærksomt havde observeret hans kørsel og fulgt ham i sin bil, fandt ham bevidstløs og fik tilkaldt en ambulance. På hospitalet kunne man kun konstatere, at han var død.
På en mærkelig måde var Søren Søltofts sidste biltur og bratte død næsten symbolsk for hans indsats som advokat: Hensynsfuld og med bestræbelser på at redde eller mildne konsekvenserne for mennesker, der kom i klemme eller galt af sted. Som advokat hørte han ikke til kategorien af skødeskrivere, heller ikke til de glatte, glorificerede forsvarsadvokater, som fremstilles på film og i tv-serier ude og hjemme.
Han var den beneficerede forsvarsadvokat, der påtog sig ofte umulige sager og forsvaret af klienter i laveste socialkategori, som de fleste andre advokater helst undgår. Og han gjorde det med en energi og et engagement, der givetvis må have tæret på både konstitution og mentalt overskud, selv om han nærede en medmenneskelig sympati med de ofte underholdende lurendrejere og småforbrydere, han forsvarede. Taknemmelige klienter sørgede for, at hans barskab var altid fyldt med whisky – oftest uden bandarole.
Søren Søltoft var på en måde arveligt belastet. Hans far var den berømte, skarphjernede forsvarsadvokat Carl Madsen – Mads Ram som var hans navn i det let genkendelige portræt i partikammeraten Hans Kirks nøgleroman Frydenholm (1963) eller »hjernemadsen« som han allerede blev kaldt i sin ungdom, også af modvillige beundrere, der ikke sympatiserede med hans DKP-synspunkter, heller ikke da han forlod partiet. Hans mor var Madsens første hustru født Søltoft-Jensen og af solid borgerlig familie.
Denne blandede familiemæssige baggrund kom til at præge Søren Søltoft. Da hans forældre blev skilt, fulgte han moderen og boede i en periode i Holte hos sin morbror, den konservative Jens Søltoft-Jensen, chefredaktør for det skrantende dagblad Dagens Nyheder/Nationaltidende, der blev holdt i live af Dansk
Arbejdsgiverforening, Industrirådet og en række store erhvervsvirksomheder frem til 1959.
Faderens DKP-medlemsskab og politiske holdninger, den konservative morbror og det sociale og politiske miljø i Holte og omegn var rigeligt kraftige modsætninger for en knægt i gymnasiealderen. Ikke unaturligt stak unge Søren til søs 16 år gammel som så mange andre, mindre tilpassede ungersvende.
Han sørgede senere for at tage studentereksamen og tog fat på jura-studiet, som dengang i 50’erne var præget af solid borgerlig konservatisme og studerende især rekrutteret fra de nordlige københavnske forstæder.
Efter sin embedseksamen fulgte han i faderens fodspor, ikke i DKP, men som advokat med speciale som forsvarer. Han etablerede kontorfælleskab med ham på Enghave Plads i arbejderkvarteret på det yderste Vesterbro langt væk fra de mondæne advokatkotorer i Københavns city og fortsatte her efter faderens død. Som ensom ulv og mens andre indgik i mere indbringende kompagniskaber i store kontorer påtog han sig som forsvarsadvokat fortrinsvis de beneficerede sager, hvor det offentlige betalte honoraret for klienterne. Det bliver man ikke fed af som advokat, selv om han var en meget søgt og flittig forsvarer.
Til gengæld vandt Søren Søltoft hurtigt ry som en skarphjernet og engageret forsvarsadvokat i retssalene, også i de umulige sager. Og faglig respekt hos i hvert fald nogle dommere og kolleger. De seneste år måtte Søren Søltoft trappe ned af helbredsmæssige grunde – og godt brugt. Han døjede med en lymfecancer og opgav sit kontor på Enghave Plads.
Søren Søltoft Madsen var et meget privat menneske. Som advokat en af de skarpe, socialt bevidst og vidende om, hvordan selv velfærdssamfundets klasseskel kan ramme de mindre privilegerede uretfærdigt.
Han var og forblev ikke så lidt af en idealist i advokatpraksis – en af de få i den branche – selv om han ville have frabedt sig det prædikat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu