Læsetid: 3 min.

Prinsesse Victoria i retten

Jeg har fået nok af løgne og falske historier, siger den svenske kronprinsesse. I denne uge indledte hun et felttog mod den tyske ugepresse
13. november 2003

Royale rygter
BERLIN – Hver uge spadserer 20 millioner tyske kvinder ind i en kiosk for at købe sig et kulørt ugeblad.
Denne trofasthed blandt kunderne har en grund. Med stor indfølingsevne fylder journalisterne de mere end 20 forskellige ugentlige hæfter med madopskrifter og anden hjælp til læsernes liv – og garnerer med en ordentlig dusk nyheder.
Gerne om de kendte, men helst om de kongelige.
På bladenes første sider får tyskerne et indblik i en glitrende verden, de færreste får lov at betræde: De kongelige lever i et eventyr fyldt med drama. Skilsmisse og forelskelse veksler i svimlende takt – mellem graviditeter, affærer og svulster. Men allerbedst er kærligheden.
»Drømmende sidder kronprinsesse Victoria i biblioteket i Drottningholm Slot, bladrer omhyggeligt i et fotoalbum,« sovsede Woche der Frau for en måned siden.
Ved synet af forældrenes bryllupsbillede trillede »en varm tåre ned ad hendes kind«. Ikke at »Vicky« var ked af det, næh, hun var stormende forelsket. Hjertets udkårne?
»Det er prins Nikolaos af Grækenland,« jublede Woche der Frau.
Et andet ugeblad mente bestemt, at den kommende gemal hed kronprins Felipe af Spanien.
Victorias virkelige kæreste, den lidet eventyrlige Daniel Westling, tager de tyske ugeblade ikke alvorligt, og hendes søster Madeleine pådutter de ihærdigt et forhold til kronprins William af England...

Kræftsyg Victoria
»Jeg har fået nok af løgne, falske historier og billeder,« udtalte konprinsessen til den svenske avis Expressen i sidste uge og remsede op, hvad der var hændt hende på det seneste – ifølge de tyske blade:
»Den ene gang har jeg brystkræft, så er jeg gravid, så er jeg gift med en tredje, så er barnet dødt, og senere er jeg gravid igen med en femte, og i næste uge – inden barnet er kommet – er jeg gravid igen og så en abort.«
Remsen antyder, at tysk sladder ikke kan sammenlignes med den britiske ditto. Hvor briterne får serveret smudsigheder på en tallerken af realiteter, slubrer
tyskerne en sødgrød af opdigtet drama. Beskrivelsen af fysiske aktiviteter i de kongelige gemakker er utænkelig – det handler især om store følelser. Og bladene har Forfatningsdomstolens ord for, at deres historier tjener et højere formål.
I 1999 konstaterede den høje ret, at de byder læserne »orientering ved den egne livsplanlægning«. De kendte og de kongelige må altså finde sig i omtalen, fordi de er rollemodeller.
»Det er så absurde sager. Det er så banale sager,« klagede Victoria.
»Jeg har hele tiden troet, at det var umuligt at stille noget op. At man skulle leve med det,« fortalte hun, men det er slut nu. I denne måned besluttede prinsessen, at hun ikke længere vil være hovedperson i tysk underholdningsindustri.
Hoffet har taget kontakt til advokaten Matthias Prinz, der er Tysklands ekspert i at skræmme ugeblade. Blandt andre har han hjulpet prinsesse Caroline af Monaco.

Victoria får ret
Efter et opdigtet interview måtte ugebladet Bunte bløde 375.000 kr. i erstatning, og siden da har der vanket retssag, blot bladene overvejede at vise et badebillede af hende.
Matthias Prinz bladrede i bunken af Victoria-historier og fandt materiale til en halv snes sagsanlæg. Alene truslen sendte rystelser gennem bladskoven. I denne uge trykte Echo der Frau – næsten helt frivilligt – et dementi på sin forside:
»I hæfte 41 påstod vi, at Daniel Westling var flyttet sammen med en anden kvinde. Denne påstand kalder vi hermed tilbage som urigtig. Vi undskylder os hos kronprinsesse Victoria,« peb bladet.
Men i blandt andet bladhuset Klambt, der udgiver Woche der Frau, var man stålsat; der skulle ikke dementeres.
Prinz halede Klambt i retten, og længe varede forsvaret ikke. Under en pause i retsforhandlingen tirsdag enedes bladhus og advokat om et forlig: Et dementi på forsiden, 80 kvadratcentimeter i omfang.
»Det kan vi leve med,« sagde Klambt-chefen, Rüdiger Dienst, og lovede, at hans blade for eftertiden vil kontrollere de journalister, der »spreder sådanne usandheder.«
I tysk presse kan man ikke rigtig forstå Victorias drastiske skridt.
»Man skal ikke tage bladene alvorligt. De beskæftiger sig med underholdning, ikke journalistik. Historierne er opdigtede, og det ved tyskerne,« sagde Alf Schmidt fra det seriøsere dameblad Frau im Spiegel til den forbløffede journalist fra Expressen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu