Læsetid: 4 min.

Den radikalt nye danske udenrigspolitik

Men uden stats-terroristisk selvtægt i menneskerettighedernes navn!
7. november 2003

INTERNATIONAL
Igen en god nyhed. Sidste fredag var det SF-formanden Holger K. Nielsens oprør fra den radikale midte og midtens radikalitet i en landsmødetale, hvormed han ikke alene indstillede sit parti på en aktivistisk EU-politik som aldrig før (om Gud og Pernille Frahm da ellers vil). Men også indstillede venstreorienterede på det vilkår, at kampen for retfærdighed i verden nu må til at indordne sig under naturens grænser og at naturen ikke giver eller lader sig fravriste sin goder gratis. Så vi i den rige, mere eller mindre demokratiske femtedel af verden ikke kan blive ved med at beslaglægge 80 procent af naturens ’fedme’, for at overlade de øvrige fem tusinde millioner (5 mia.) mennesker på kloden at slås om de sidste 20 procent. Vi må opgive fremskridtsreligionens tro på evig, ubegrænset økonomisk vækst og absolut aturvidenskabelig/teknologisk magt over livets tilskikkelser, Hvis vi ærligt mener noget med al vores tale om udbredelse af menneskerettigheder, demokrati, retssamfund og økonomisk/social lighed til alle mennesker og alle folkeslag på jorden. Denne fredag er den gode nyhed Det radikale Venstres ikke alene grundige og fremadrettede men også dagsaktuelle udspil En dagsorden for danske verdensborgere. Et fremragende grundlag for at den kommende høring om Irak-krigen får gavnlige følgevirkninger.
De radikale foreslår nemlig midler og metoder til at standse den truende pervertering af den ellers nu muliggjorte og særdeles ønskværdige aktivistiske udenrigspolitik til udbredelse af menneskerettighederne osv. En pervertering, som medfører selvtægt! Og som nedbryder netop den globale retsorden, der beskytter menneskerettigheden.

Efterhånden som det synes at stå klart for folk rundt om i verden, selv for amerikanere og briter, bortset fra det uoplyste danske folk (i hvert fald tilsyneladende et stort flertal af det), at Irak-krigen blev indledt på en række gemene, bevidste løgne, glider de meget omtalte »masseødelæggelsesvåben« og »forbindelser til al Qaeda« i baggrunden, og den fortsatte krig og mere eller mindre desperate besættelse forsvares nu næsten alene med – udbredelsen af menneskerettighederne! Så sent som i går kunne pressebureauerne meddele, at den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice for USA’s præsident George W. Bush forberedte offentligheden på, at præsidenten var ved at blive rigtig godt vred over hele tiden at få sin politik i Mellemøsten vurderet på stabilitets-kriterier, da det jo først og fremmest gælder udbredelsen af friheden til alle mennesker og folkeslag. Og enhver må dog kunne se, at muligheden for en udvikling mod frihed, demokrati og menneskerettigheder er blevet større i netop Mellemøsten, efter at Saddam Hussein blev fjernet. Og når vores egen både liberale og ny-liberale og liberalistiske formand for Danmarks liberale parti, statsminister Anders Fogh Rasmussen, konfronteres med sine løgnehistorier, gider han i stadig mindre grad overhovedet gøre forsøg på at forsvare sig, for modspørgsmålet er bare, om spørgeren eller kritikeren da elsker Saddam Hussein? Irakerne har fået det bedre, efter at han blev fjernet, uanset hvad få eller flere irakere så selv måtte mene, og dermed basta. Krigen er legitimeret, for enhver, der ikke går ind for den, går altså imod friheden, demokratiet og menneskerettighederne. Enhver iraker, der ikke finder den fortsatte krig mod og forsøg på at besætte hans eller hendes land for legitim, er terrorist eller latent terrorist. Så enkelt er det.
Så enkel er selvtægt altid. Især når den øves i det absolut godes og uimodsigeligt rigtiges navn. For at beskytte mennesker herimod er menneskerettigheden afgørende. Kravet om retssamfund og retsorden – nationalt såvel som internationalt – i stedet for selvtægt forudsætter denne menneskerettighed – og beskytter den. Derfor er det velgørende, at den radikale folketingsgruppes dagsorden for danske verdensborgere, hvis pennefører sikkert har været Morten Helveg Petersen, med lysende pædagogisk klarhed redegør for alle de uklarheder, som en udbredelse af alt det gode nu engang er underlagt i praksis og som risikerer at pervertere det hele, hvis ikke man ser uklarhederne skarpt i øjnene: De kunne ganske vist i stort omfang udryddes ved alene at holde sig til FN-pagtens legitimering af forsvarskrig mod en angribende aggressor. Efter den kolde krigs opgør er der imidlertid heldigvis åbnet for en udbredelse af friheden, demokratiet og menneskerettighederne som måske aldrig før – men dermed er der også åbnet for en selvtægt, som den kolde krig på sin egen perverse måde holdt i skak! Derfor er det helt afgørende for opretholdelsen af retssamfundet og retsordenen, at i hvert fald FN’s Sikkerhedsråd godkender disse såkaldte »humane interventioner« i frihedens, demokratiets og menneskerettighedernes navn, skønt de altså ikke føres som slet ret forsvarskrige mod en truende angriber. Og så er det endda ikke nok, Det radikale Venstre gør sig ikke opgaven for let, men indrømmer, at partiet selv i 1999 med sin støtte til NATO’s »humanitære intervention« i Kosovo var med til »at bryde to tabuer i folkeretten. Dels at et brutalt regime, som massakrerede egne borgere, kunne gøre krav på den statslige suverænitet som skjold mod ekstern militær indblanding, dels at der i ekstreme tilfælde kan handles moralsk rigtigt uden FN’s Sikkerhedsråds blåstempling«, – fordi en eller flere af rådets vetoret-indehavere i en aktuel sag kan være korrumperet af interesser, der sigter mod alt andet end at beskytte mennesker og folk mod vilkårlighed og selvtægt. Her er vi virkelig i den farligste gråzone af alle en mere aktivistisk udenrigspolitiks gråzoner. Hvorfor partiet foreslå otte kriterier for, at Danmark (og evt. EU) i fremtiden overhovedet kan vove sig ud i denne gråzonernes gråzone. Interventionen skal i hvert fald, lyder det 8. kriterium, »bakkes op af et flertal i FN’s Sikkerhedsråd«, hvad Danmarks angrebskrig mod Irak som bekendt ikke var.
Om det lige præcis er de otte kriterier, de radikale foreslår, der bedst modvirker den nu katastrofalt faretruende vilkårlighed og selvtægt i menneskerettighedernes navn, kan ikke alene diskuteres, det skal diskuteres. Den diskussion er eneste mulighed for at den forfærdende og fortvivlende Irak-tragedie overhovedet kan føre noget som helst godt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her