Læsetid: 3 min.

Samler sine sokker sammen

Madeleine Røn Juul får ‘The Full Monty’ til at løfte sig over sin egen, strippende letbenethed
1. november 2003

Teater
Det er lige på og hårdt ude i Tapperihallen – og tak for det. Alexander Kølpin indleder The Full Monty med et strippershow, der får salen til at koge af hvin og fnis og vi-vil-se-mere. Det er næsten rørende, så eftertragtet den mand er. Han optræder da også i alle forventelige outfits – fra bastskørt til sølvtangaer og et par trendsettende, Røde Kors-trusser – med sine berømte runde balder og sine rævesmil.
Stykkets fem mænd, som lader sig inspirere af Kølpin og selv vil være strippere for en aften, er en munter fryd for øjet – overgearede og modige som en flok teenagedrenge i et omklædningsrum.
Men synge, det kan næsten ingen af dem – og slet ikke rent. Derfor bliver det noget af en pinsom oplevelse for øret at komme gennem denne såkaldte musical. Hvorfor må Peter Mygind ikke bare tale sig gennem sine sange? Publikum elsker ham jo som landets førende fraskilte mand og er nok ligeglade med, om han synger eller ej.
Pigerne er til gengæld gode til at synge, men deres roller er yderst perifere – på nær altså når Christiane G. Koch bruser sit røde hår op til narrestreger og kæler for Klaus Bondams fede mave, så han kan komme videre over trøstespiseriet fra arbejdsløsheden.

1.000 friske ord
For The Full Monty handler om arbejdsløsheden og krisen, som også føles så stærkt i Danmark lige nu. Og takket være en kongenial tekstoversættelse af Hans Kragh-Jacobsen og forfriskende sangtekster af Allan Mortensen, så er denne engelsk-fimsede historie pludselig blevet et stykke ajourført, dansk samtidssatire. Her er både replikker om parallelimport af Viagra – efter sigende et gruppeindkøb til Socialdemokratiet – og her er Lone Kellermann og Christiania-suk. Desuden har scenografen Marianne Nilsson fjernet alle naturalisme-radiatorer og i stedet præsenteret Tapperihallens enorme rum som den produktionshal, den faktisk er – med nummererede plastikforhæng som eneste faste kulisse. Og Lars Schou har tryllet et lysshow frem med røg og rotationsspots, der plejer holdets ene, seje rockstjerne, Pernille Højmark. Hun dræver sig befriende råt gennem rollen som den fordrukne pianist, der hjælper fyrene med at stable strippershowet på benene. Hendes kropslighed kender ingen generthed, og hendes øjne er lige så bramfri, som de er tømmermandstrætte. Et scoop.

2003-tolkning
The Full Monty har spillet i Malmø hele foråret (anmeldt i Inf. 26. apr.), men i en opsætning af Marianne Mörck, der var mere ivrig end fræk. I Tapperihallen er det lykkedes instruktøren Madeleine Røn Juul at gøre sine mænd til overbevisende typer fra mandegalleriet anno 2003: Peter Mygind som den fraskilte far, der aldrig overholder det med børnepengene (over for sønnike, der blev spillet af Anders Lunden Kjeldsen med uimponeret naturlighed). Klaus Bondam med selvtilliden, der er røget lodret ned, sådan sammen med chokoladen. Jesper Lohmann som den materialistiske mellemleder, der ikke tør fortælle konen om fyringen. Gordon Kennedy som nørden, der stadig bor hjemme hos mor. Zlatko Buric som den kunstneriske indvandrer uden netværk. Og så stortalentet Johannes Lilleøre, der løber omkring som et DAMP-barn med selvsikre håndbevægelser og insisterende karisma – og sixpack-mavemuskler.
Alligevel får forestillingen sin egentlige kunstneriske tyngde gennem sine to bipersoner, Asger Reher og Kristian Halken. »Jeg vil ikke have dagpenge, for fanden. Jeg vil have et arbejde,« siger den fyrede Asger Reher, mens Kristian Halken enterprenante overlever forsøger at opmuntre ham med ulovlige småjobs for at lappe på økonomien. Rehers arbejdsløse brygmester ser skarpt sin egen ydmygelse – ikke en gang et amatørjob som stripper kan han få. Og han samler sine sokker sammen...

2.002 tilskuere
Her får Madeleine Røn Juul forestillingen til at løfte sig over sin egen letbenethed – og hun giver denne danske version langt mere bid end originalen. Om Peter Audes selskab Tape Production så kan lokke 2.002 tilskuere til at se disse strippermænd hver aften frem til jul, det er en satsning. Og det er en særlig satsning i disse dage, hvor kulturministeren forsøger at samle teaterstøtten til de store institutioner, så det øvrige teater skal kunne klare sig selv. Måske bliver The Full Monty – lige som nøgenstrippet i stykket – bare en engangsforestilling. Men hatten og trusserne af for dette teatralske opgør med maskuliniteten.

*The Full Monty (2000) af Terrence McNally og David Yasbek. Oversættelse: Hans Kragh-Jacobsen. Sangoversættelse: Allan Mortensen. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Marianne Nilsson. Lys: Lars Schou. Koreografi: Ann Crosset. Musikalsk arr. og kapelmester: Noah Rosanes. Tape Production i Tapperihallen, Gl. Vartov Vej/Dessaus Allé, Tuborg Syd. Til 20. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu