Teater
»Det går for vidt!,« råber Helle Fagralid, da hun vælter ud over scenekanten og ned til Stærekassens forbløffede tilskuere på første række, kun iført sine sexede nylonstrømper og trusser og sovekammerhår.
Hun har ret. Det går vitterlig for vidt. Det gjorde det måske allerede i Lessings originale, borgerlige sørgespil Miss Sara Sampson fra 1755, hvor uskyld, moral og bedrag brød sammen i stykkets fortænkte konstruktioner over borgerlighedens splittelse mellem pligt og lyst.
Men det gør det også i Det Kgl. Teaters danske uropførelse af stykket, iscenesat af den 40-årige svensker Anders Paulin, (der tidligere på året prøvede kræfter med von Horváths Kasimir og Karoline).
Det går for vidt med Paulins grimhed. Tilsyneladende finder Paulin nøglen til Lessing ved at spille ham i en nutidig, formørket fortolkning med de to bortløbne elskende placeret i et discounthotel. Hugo Gretlers brune nålefiltscenografi og Åsa Frankenbergs dunkle diffuslys har i hvert fald alle de obligatoriske elementer fra 1990ernes realisme-teater: Kabel-tvet, køleskabet, håndvasken, skraldestativet med poserullen nederst og de besudlede madrasser, naturligvis. Og, nå ja, støvsugeren bliver her endda suppleret af dampstrygejernet...
Potensen ryger
Til gengæld mangler der jern andre steder og det går fatalt for vidt. Paulin tager simpelthen potensen fra Morten Suurballes modelskønne helt jo mere han snakker, jo mere forsvinder kraften fra hans to meter høje krop med de brede skuldre. Afstanden til hans labre udkårne vokser og vokser, jo mere hans klangstemme taler om hendes skønhed og dyd. Mystisk.
Til gengæld bliver Olaf Johannessens tjener tilsvarende mere lidenskabelig og sanselig i mødet med sin herskerinde som simpel budbringer har han både hormoner og moral i balance.
Søren Sætter-Lassens servile tjener forbliver derimod potent under sit forklæde, mens han kontrolleret holder sanserne i skak og læsebrillerne i snor.
Måske har Paulin ikke kunnet styre Helle Fagralids grænseløse sanselighed på scenen. Måske har han undervurderet effekten af hendes smækre lår i de tætsiddende sorte. Men faktum er, at hendes balder bugter sig ind og ud og alle steder, strammet ind af Mia Stensgaards raffinerede sløsekostume med både
g-streng og lavtaljetrusse, der bliver aftenens visuelle trøst gennem forestillingens næsten tre timer lange verbal-
afmontering af sanseligheden.
En nap spejlæg
Tilsvarende har Birgitte Simonsens jaloux og yderst handlingsparate eks-elskerinde et par lysende, lange ben i høje, sorte hæle, der forstyrrer ordinstruktionen med deres krævende og vulgære sanselighed.
Faktisk er det kun stykkets to gamle, der kan holde ord og krop adskilt Vera Gebuhrs tålmodige lytterske, (der af og til må have en pause og en nap af spejlægsresterne), og John Hahn-Petersen, hvis oprigtige faderstemme med den uovertrufne diktion ellers tvinges til at stå med ryggen til i de afgørende øjeblikke. Ja, og så hotelvært-statisterne Marius Jensen og Arne Elkrog, der med deres trætte topmaver og trippende tågængeri måske bringer den vittigste kommentar til jagten på den kropslige besættelse.
Jo, Miss Sara Sampson er da blevet en glimrende trekantsforestilling om handlingslammelse og hævnlyst. Men måske havde Lessing været bedre tjent med, at Paulin havde fundet et nyskrevet stykke til sin samtidsprojektion
af post-teenager-desperation, trøstespisning og sumpedruk.
Så havde den patetiske spillestil, som netop Lessing bekæmpede så inderligt for 250 år siden, måske også været afløst af en oprigtig realisme.
*Miss Sara Sampson af G.E. Lessing. Oversættelse (fra det mundrette til det storladne): Adam Paulsen. Bearbejdelse og iscenesættelse: Anders Paulin. Scenografi: Hugo Gretler. Lys: Åsa Frankenberg. Kostumer: Mia Stensgaard. Det Kgl. Teater, Stærekassen. Til 31. jan.
*www.kgl-teater.dk
