Læsetid: 7 min.

Seks sorte unge, to plakatmænd, en tæppebanker og en begravelse

Livet i den polske provinsby Tczew har mange facetter midt i stilheden og den umiddel-bare tristesse. For her er man nødt til selv at finde på noget, hvis ikke kedsomheden skal vinde
29. november 2003

TCZEW – »Her. Drik!« Den røde og grønne væske i hver deres halvanden liters plastikflaske er langt fra det rene saftevand. Der er blandet godt med sprut i. Men ikke så meget, at det er udrikkeligt på dette tidspunkt på dagen: Tidlig formiddag.
»Senere drikker vi vodkaen rent,« lover 19-årige Kamila Grobovska, der som sine fem kammerater alle er klædt i sort fra top til tå.
Seks sorte unge. På vej over broen, som fører over det brede banelegeme med sine dusinvis af spor. Skinner, der forbinder Østersø-byen Gdansk med hovedstaden Warszawa længere mod syd. Kun få polske togpassagerer vil formentligt frivilligt stå af her i Tczew – med mindre de selv bor i denne lille by med 60.000 indbyggere og et ukendt antal hunde i gaderne. En by, hvor fyring med kul har gjort træerne lige så sorte som de seks unge undergrundstyper. En by, hvor ravne i hobetal flyver rundt og bidrager til uhyggen.
»Der sker jo ikke så meget her,« uddyber Kamila Grobovska, »så vi må selv finde på det sjov, vi vil have.«
I dag går morskaben ud på at ryge noget pot hen på eftermiddagen hos den kammerat ovre på den anden side af broen, som de er på vej over til.
»Der vil også komme mere vodka på bordet,« tilføjer 23-årige Wojciech Szcybura, hvis lange mørke hår er todelt af den slags midterskilning, som sidst er set blandt medlemmer af bands som Aerosmith og AC/DC i senfirserne.
De tre unge kvinder og tre unge mænd er alle studerende – ikke i Tczew, men i andre, større byer. Men Tczew er deres hjemby og mødested.
»Her er billigere. Hvis man går ud her, koster en øl fire zloty (ca. 6,50 kroner, red.), mens den koster seks zloty (ca. 10 kroner, red.) på en bar i Gdansk,« siger Aia Obuchowska på 18 år.
De seks unge foretrækker imidlertid selskab i privat lag fremfor i offentligt rum. Måske af nødvendighed. Sagen er nemlig, at der her i Tczew er langt mellem sorte typer som dem selv.

Byen er tillige caféløs i moderne forstand. Men ind imellem finder man klassiske værtshuse – ofte betegnet som billardsaloner – hvor ældre arbejdsløse mænd allerede tidligt på dagen har bestilt den første halve fadøl. Mændene sidder så og lytter til musikken, der for det meste er polske covernumre af vestlige hits fra 80’erne.
En blød polsk kvindestemme gør det således ud for Maggie Reilly i Mike Oldfield-nummeret Get to France, da vi træder ind i billardsalonen på hjørnet af et vejkryds. Krydset udgør et startpunkt for byens fremmeste bygningsform, boligblokkene. Herfra ligger de derudad i endeløse rækker.
Musikken er den absolut eneste lyd, der er at høre på værtshuset, hvor alle andre sidder helt stille. Mest kigger gæsterne ud i luften – og ind imellem på Informations udsendte. For stamgæsterne forekommer kombinationen af vor snak på dansk og bestilling af kaffe frem for øl tilsyneladende mærkelig. Omvendt undrer vi os over kaffens konsistens, der med sit tunge bundfald nærmest antager sydslaviske dimensioner.
Og dog er vi ret højt mod nord i den øst- og centraleuropæiske geografi. Blot 50 minutters flyvning og 35 minutters togrejse fra København. Og alligevel i en helt anden verden. På den måde er det nemt at mærke forskellene i levevilkår og livsbetingelser i det nye Europa, hvor EU om et halvt år består af 25 lande med en samlet befolkning på 450 millioner. Polen er med sine 40 millioner indbyggere det største enkeltland, som træder ind i unionen. Samtidig et land, som internt rummer utrolige forskelle.
»Her i Tczew har vi mærket begge sider af omvæltningerne,« siger 44-årige Piotr Babinski, som kører rundt i en lille Polski Fiat med bagagerummet forrest og motoren bagest.
»Vi har stadig utroligt mange arbejdsløse mænd i byen efter massefyringerne på skibsværftet i Gdansk (midt i 90’erne, red). Deres hverdag var at tage toget op til værftet og så vende hjem igen om aftenen. Det har ikke været muligt at finde noget nyt arbejde til dem,« siger Piotr Babinski.

Arbejdsløsheden i Tczew er lidt over 20 procent, så byen er med til at trække op i det polske gennemsnit på omkring 18 procents ledighed.
Selv har Piotr Babinski formået at udnytte de postitive muligheder, som er dukket op efter omvæltningerne i 1989 og markedsøkonomiens indtog. Han har startet sit eget lille selvstændige erhverv: Skilte- og plakatophænger.
»Jeg startede det for ti år siden. Firmaet består kun af mig og Marek,« siger Piotr Babinski og peger på sin kollega, 40-årige Marek Czuczujew.
Iklædt tykke vinterjakker og huer er de klar til at kravle op på en lang stige for at hænge enorme plakater for et mobiltelefonselskab op på en tom husgavl. Det er dagens sidste opgave, inden det bliver fyraften.
Piotr Babinski skal hjem til en ensom lejlighed, for han er fraskilt – konen og parrets fire børn bor i Szczecin, tæt ved grænsen til Tyskland.
Selv om han må sende penge hjem til eks-konen og børnene, kan han godt klare sig med sin indtægt som plakatmand her i Tczew.
»Det er mere billigt at leve her,« anfører Piotr Babinski, sådan som så mange andre har gjort det denne kolde efterårsdag i byen.
Ind imellem bryder solen igennem skydækket og lyser pludselig op mellem boligblokkene, hvis husnumre er malet med meterstore tal, så der ikke er noget at tage fejl af. En yderst praktisk foranstaltning, da blokkene ligner hinanden til forveksling. Samme højde, samme altaner og samme parabolantenner.
En FC Barcelona-trøje med nummer ni (Patrick Kluivert) på ryggen har fundet vej til en enkelt drengekrop ud af flokken på seks, som holder varmen ved at spille fodbold ud for blok nummer seks.
For de, som frysende venter på bybusserne ovre på den anden side af gaden, er solen en dejlig chance for tilførsel af kærkommen varme. Da den titter frem, lyser det unge, forelskede teenagepar på bænken i venteskuret op, mens den gamle mand ved siden af kigger forlegent væk fra deres kælen.

Skønt solens tilstedeværelse betyder meget, så ændrer den imidlertid intet ved de sørgmodige miner henne ved byens stolthed – domkirken.
Begravelsesopbudet er stort, som det venter dér uden for kirkens udgang. Den nærmeste familie til den døde står tættest ved døren. Resten af familien, venner og bekendte danner en halvcirkel omkring den ventende ligvogn.
For de fire kistebærere, alle mænd i sort, er det dog svært at holde den helt tunge mine. For dem er dagens job en rutinesag, og før de går ind efter kisten sporer man en antydning af galgenhumor imellem dem. Da præsten kommer ud, og kisten er blevet anbragt i vognen, bevæger optoget sig ud på gaden, hvor det tvinger bybussen til at køre i sneglefart bagved. Turen er dog kort, cirka 200 meters gang om på den anden side af kirken, til kapellet. Herefter pakker de fire kistebærere deres lilla faner sammen, og forsamlingen opløses i fortsat tavshed.
Selv om der generelt hænger en dyne af søvnighed over byen, er stilheden i de halvtomme sidegader omkring kirken ekstra udtalt.
»Det er en vidunderlig kirke,« bemærker 18-årige Premek Bojanka, som er ene om at bryde stilheden på sin gade.
Han har nemlig fået besked af sin mor på at gennembanke et tæppe. Tæppet har Premek Bojanka nu slænget op over den brune portlåge ind til det hus, hvor han bor sammen med sin mor, mormor og deres hund. Det ekkoer højt mellem bygningerne, hver gang han med sin handskeklædte højre hånd hamrer løs på tæppet.
Premek Bojanka går i sidste gymnasieklasse og skal snart bestemme sig til, hvad han vil med sin fremtid. Han overvejer at læse matematik på universitetet i Gdansk fra næste år. Det vil dog formentlig ikke medføre, at han flytter til Gdansk.
»Jeg vil blive boende i Tczew. Dels koster det ikke noget at bo h jemme, og dels er det billigere at leve her,« siger Premek Bojanka.
Ubevidst giver han dermed ekstra grobund for vores spekulation om, at det lave prisniveau må være noget nær det eneste, som holder folk her i Tczew.
Men faktisk er her ikke så kedeligt.
»Man kan sagtens finde på noget, hvis man er lidt social,« siger Premek Bojanka.
I aften har han netop tænkt sig at være social på det lokale diskotek Felix.
»For mig er det, det bedste sted. De spiller techno og pop,« siger Premek Bojanka. »Og så er der mange unge mennesker. En god stemning. Så jeg håber, det bliver godt.«
For Premek Bojanka ligger en ting dog fast – uanset hvor sent det bliver i aften. I morgen, søndag, skal han være i kirken til gudstjeneste kl. 10.
»Det er en vidunderlig kirke,« gentager han. »Det smukkeste sted i Tczew.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her