Læsetid: 4 min.

Hvad vi siger – fra jøde til indvandrer

Udstilling viser billeder af dansk fremmedangst i 30’erne og 40’erne med paralleller til nutiden
4. november 2003

Dokumentation
På plakaten trutter en jazzsaxofonist med vældige ekspressionistiske kurver. Han har kæmpe smæklæber, afrohår og jødestjerne på brystet: han er sort og jøde på én gang. Ved siden af ham i montrerne ligger avissider, løbeblade og skolebøger fra 30’ernes Danmark. Nogle handler om ’jødeproblemet’, andre om racelære; Berlingske Tidende skriver om filmen Jøden Süss, at dens »kunstneriske værdi uvilkaarligt maa indrømmes af enhver,« og Svikmøllen tegner små mørkhårede mænd med lange næser og pengemapper under armen på vej ind for at tage den nye århusianske børs i besiddelse.
Fællesnævneren er antisemitisme i Danmark mellem 1933 og ’43. Materialet er fundet af ph.d.-stipendiat Sofie Bak, og én ting har overrasket hende i løbet af hendes treårige forskning: at der var så meget.
»Jeg ændrede faktisk mit projekt af den grund,« fortæller hun i Det Kongelige Biblioteks Sorte Diamant, hvor udstillingen vises.
»I begyndelsen ville jeg finde ud af, om der var reel antisemitisme på færde i den danske offentlighed i de år. Men det blev det hurtigt helt overvældende klart, at der var. Så i stedet har jeg undersøgt, hvordan 30’ernes fremmedangst kunne forenes med den nationalfølelse, der blev til modstanden mod nazismen.«

Historiske paradokser
At jazzmusikeren kan være både sort og jøde på en gang, og at fremmedangst kan blive til både diskrimination og modstandskamp er kun et par af de øjensynlige paradokser, som nutiden ifølge Sofie Bak kan lære af ved at betragte fortiden. Hun har lige holdt foredrag i Helsingør, hvor der blandt publikum var både gamle fiskere og ikke mindst deres børn, som protesterede mod hendes genfortælling af historien om redningen af de danske jøder.
»Det er for eksempel svært for dem at høre om, at der blev taget penge – ganske mange – for sejladsen til Sverige, og at det betød, at nogle ikke kom over i tide. Blandt de cirka 500, der blev sendt til Theresienstadt, var der en overvægt af fattigere jøder med dårligt kontaktnetværk i Danmark. Det omtaler jeg ikke for at angribe fiskerne, men for at forstå situationen i sin historiske sammenhæng.«
Det er dén sammenhæng, der har været ballade om på det seneste. For hvem har ret til at påberåbe sig arven fra modstandskampen?
»Det ahistoriske opgør, som statsministeren har startet med samarbejdspolitikken, er en forkert historisk arv at give yngre generationer, fordi de lærer altid identificere sig med heltene i baretterne, men ikke bliver klogere på den historiske sammenhæng, hvor det ikke var så klart, hvem heltene var,« mener Bak. Alligevel understreger hun, at Fogh ikke er alene om at bruge fortiden til at påvirke nutiden:
»Det gør vi alle. I min udstilling er det ingen steder eksplicit fremstillet, men det er meningen, at folk skal se lighederne til situationen i dag. Sådan noget som at indvandrer-spørgsmål er blevet til indvandrer-problemet i dag, ligesom jøde-spørgsmål til dels blev til jøde-problemet dengang.«
»Når man begynder at kigge i avisartiklerne, udgivelserne og alt det andet materiale fra førkrigstiden, ser man i første omgang alle de traditionelle fordomme samle sig om jødefiguren: outsideren der isolerer sig med sine internationale forbindelser, ågerkarlen – og i 30’erne kom frygten for jøden som kommunist frem, hvor det politiske valg blev et spørgsmål om race og natur. På den måde blev skikkelser fra Brandes-brødrene – som ellers var decideret anti-religiøse – til jazzmusikere som Benny Goodman, som fik sorte musikere med på scenen, til jødiske produkter af en biologi, der ikke kunne ændres,« fortæller Sofie Bak.
»Førkrigstidens danskere tager udgangspunkt i deres erfaringer med indvandrere, som dengang især var østjøderne, der flygtede fra pogromerne i 1910’erne og ofte var temmelig fremmedartede og ortodokse. De slog sig – som alle indvandrere – på de jobs, der var tilgængelige, dengang var det skrædderarbejde, og samlede sig i bestemte kvarterer. Det affødte frygt for ghettoisering. I 30’erne kom presset udefra og aktiverede alle disse fordomme, og de blev kombineret med racetænkningen, der var meget udbredt. Så blev det farligt.«

Det man kan sige
»Hvad jeg har dokumenteret er udviklingen i, hvad man kunne tillade sig at sige. Jo længere, vi kommer op i 30’erne, jo mindre kunne man faktisk sige uden at blive stemplet som nazist. Den bevidsthed var en afgørende grund til, at den danske antisemitisme ikke blev ondartet som i Tyskland: der blev sat nogle meget håndfaste rammer for, hvilke synspunkter man ville tillade. Af kirken, af ledende politikere fra Socialdemokraterne til Christmas Møller, og ikke mindst internt i partierne. Det lykkedes at gøre demokratiet til en dansk værdi og antisemitismen, som PH sagde det, til en brist i demokratiets rustning.«
Sofie Bak mener ikke, det er sidste gang, vi er gået for langt.
»I dag bliver grænserne for, hvad man må sige, snarere udvidet. Det er ikke et spørgsmål om ondt og godt, men om de rubrikker, vi bruger til at forstå verden – for eksempel om det virker relevant for pressen at nævne gerningsmandens race i omtalen af en forbrydelse. Når de begynder at analysere vores nuværende fremmeddebat om 50 år, vil de kalde nogle ting racistiske, som vi ikke synes, er det nu.«
– Kommer det ikke an på, hvem der vinder?
»Nej. Når man ser i øjnene, at det multietniske samfund er uundgåeligt, vil man give nutiden et navn, som vi ikke vil bryde os om.«
I mellemtiden kan man kigge selv og vælge sine egne ord: Baks udvalg af 30’ernes offentlige stemmer står på Det Kongelige Biblioteks galleri i udstillingen »Frø af ugræs?« – dansk antisemitisme før og efter 1943’ frem til den 17. januar.

*’Frø af ugræs?’ har åbent mandag til lørdag fra 10 til 19

*I forbindelse med udstillingen holder Hans Kirchhoff foredrag om ’Best og Duckwitz og jødeaktionen oktober 1943’ torsdag den 6. november kl. 19, og Henrik Lundtofte og Hans Sode-Madsen holder foredrag hneholdsvis 20. nov. og 4. dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her