Læsetid: 3 min.

Skamfuldt

Tv bød i denne uge på tre uundværlige dokumentarer
14. november 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Når snakken nu går om tv og radio, så skal jeg først berette, at jeg siden sidst har haft en af de helt store oplevelser på området. Det var 10 dage i Paris på et lille hotel i et rent og nobelt og billigt værelse – uden pletter på gulvtæpperne og uden radio såvel som tv. Det kan anbefales på det varmeste som en afvænningskur. Står man det igennem uden abstinenssymptomer, er man ikke helt fortabt. Kniber det, kan man altid trøste sig med, at man alligevel ikke er taget til Paris for at sidde på sit hotelværelse.
I virkeligheden – indrømmer jeg – ville jeg nødigt undvære de to medier i mit daglige liv. Bare de ikke kommer til at fylde for meget. Der var tre dokumentarprogrammer i
ugen, som jeg nødigt ville have været uden. Det var: DR’s Udvist til tortur, Udefra’s Patent på livet og TV 2’s Våben til salg.

Kynisme
Udvist til tortur handler om den 18-årige iranske flygtning, Ashkan Panjahee, der i 1999 blev udvist til sit hjemland og en sikkerhedsmæssig situation, der blev vurderet gunstigere af de danske myndigheder end af Det Internationale Flygtningehøjkommissariat. En kynisk historie om viljen til at komme af med nok en uønsket etnisk fremmed. Hvis den ikke gik, var det selvfølgelig en skam. Men det var allerede en skam, at forsøget overhovedet blev gjort.
Ashkan forsvandt straks efter afleveringen i Teheran for fire år senere mirakuløst at dukke op og berette om års tortur i de iranske fængsler. Rehabiliteringscentret for Torturofre, der er internationalt anerkendt for sin ekspertise, når det drejer sig om mén efter mishandling, bekræfter, at Ashkan har været udsat for grov tortur. Så han skulle være selvskreven til asyl. Men nej. Udlændingestyrelsen og andre autoriteter lader sig ikke hundse med af eksperter. Hver en sten skal vendes i søgen efter muligheder for alligevel at skaffe sig af med manden. Koste hvad det vil, inklusiv hans helbred. Han får alligevel sin asylret, og det synes autoriteterne sikkert er en skam. Det har de ret i i den forstand, at det var skamfuldt, den måde han fik asyl på.
Skamfuldt er det også at opleve, som i Våben til salg, hvordan kyniske, økonomiske overvejelser hos dansk politi og militær går forud for humanitære hensyn, når det drejer sig om udskiftning af gamle håndvåben. TV 2 afslører, at langt størstedelen af de våben, der blev beslaglagt ved et mislykket smugleriforsøg ind i USA fra Canada, stammer fra dansk militær og dansk politi. Trods løfter over for internationale organisationer om, at man ville destruere sine gamle håndvåben, når man skulle udskifte dem med nye, vælger man på kræmmervis at sælge de gamle skydere, der slår lige så effektivt ihjel som de nye, til snuskede og lyssky våbenhandlere. »Vi kan jo ikke vide, hvem de sælger videre til, endsige tage ansvaret for det,« sagde rigspolitichef Torsten Hesselbjerg gud hjælpe mig. At nævne, at 300.000 mennesker på verdensplan mister livet om året takket være håndvåben, at amerikanere slår 30.000 af hinanden ihjel om året ved hjælp af håndvåben – heraf 30 børn om dagen – bliver betegnet som »dødsporno«. »Det her er cool business!,« fastslog rigspolitichefen og så ud, som om han var dybt rørt over sin egen kynisme.

Afstumpet griskhed
400.000 fuldt funktionsdygtige rifler har det danske militær forsynet det grå våbenmarked med. Det er skamfuldt. For dansk militær, for Danmarks regering såvel som for dig og mig. Specielt, da det, som i al våbenhandel, kun drejer sig om afstumpet griskhed.
Griskhed er også drivkraften hos de multinationale fabrikanter, når det drejer sig om medicin til behandling af hiv- og aidspatienter for eksempel. »Vi må sikre os overskud for at kunne forske i ny medicin,« siger fabrikanterne, »og de fattigrøve kan jo ikke betale hvad det koster«. Tyge Petersen havde til Udefra valgt en fortrinlig fransk dokumentarfilm, Patent på livet, til at illustrere forhandlingerne herom i WHO’s regi. En historie, der ikke kan følges nok op på.
Et eksempel på medicinindustriens forskerglæde er beretningen om doktor Patric Van de Velde, der har fundet en medicin mod visse former for brystkræft. Det er helt oplagt, at lortet virker. I hvert fald på mus. Men med udsigt til en omsætning på kun 700 millioner kroner stopper man forskningen. Med den samme medicin har det imidlertid vist sig, at man kan kontrollere tævehundes løbetid. Da der er mange flere tævehunde i løbetid end kvinder med brystkræft, bliver stoffet alligevel udviklet.
Om ikke for andet, så for at undgå pletter på gulvtæpperne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu