Ny cd
På Gasolins sidste lp var der en sang, der hed »Strengelegen« om en musikant, der bare kunne det der gylle. Han spillede og spillede, ja, »fire døgn helt uden stop« og da han på vej hjem gennem skoven angribes af en bjørn, redder han livet ved at spille, det bedste han har lært. Da han reddes af fire jægere, spørger han dem, hvorledes han kan takke dem og svaret falder prompte: »Spillemand åh spillemand spil for mig/spil en boogi-voogie på din strengeleg/spille spille spille som en spindetop/når du først får begyndt så kan du ikke holde op ...«
Og mon ikke der ligger en skitse gemt her til det selvportræt, vi næppe nogensinde får fra denne notorisk private person, hvis kunstneriske produktion nu i noget nær fire generationer har været allemandseje her til lands? At lige meget hvilke kriser privat som professionelt vor protagonist geråder ud i, redder han den altid hjem ved at »spille spille spille som en spindetop«?
Jeg snakker selvfølgelig om den allestedsnærværende hr. Kim Larsen, som ind i mellem fremstår pisseirriterende, andre gange som den rene bamsefar og altid fuld af sine meningers mod også når de virker som hentet ud af den blå luft men først og fremmest som en uomgængelig skikkelse inden for dansk populærmusik og på rigtig mange måder et unikum. Alene den måde han bærer så mange traditioner i sig Højskolesangbog, salmedigtning, folke-, skillings- og revyviser, ja, hele visetraditionen som sådan, arven fra Sigfred Pedersen, Kai Normann Andersen og PH, schlageren, Palmehavegenren, folkemusikken, dansktop, blues, skiffle og rocknroll og formår at få dem til gensidigt at befrugte hinanden, er helt uden sidestykke i nyere tid, hvor et flertal arbejder inden for et relativt snævert stilistisk område (hvilket der i parentes bemærket heller ikke er noget odiøst i) og i sørgeligt mange tilfælde udtrykker sig på et håbløst for nu ikke at sige deprimerende fattigt engelsk.
Den store populist
Når arven fra rockepoken derfor engang skal gøres op, vil denne Larsen givet være voldsomt overrepræsenteret, thi som tekstforfatter og melodiskaber som medlem af Gasolin såvel som solist har han nok flere genistreger på samvittigheden end nogen anden i tiden. Vi nævner i flæng en flok, der nok vil kunne modstå tidens grumme hugtand: »Se din by fra tårnets top«, »Kvinde min«, »Masser af succes«, »Blip Båt«, »Hva gør vi nu, lille du?«, »Susan Himmelblå«, »Jutlandia«, »Hjerter Dame«, »De smukke unge mennesker«, »Jyllingevej« m.fl.
Størstedelen af dem stammer fra 70erne og 80erne, men selv om det måske ikke slog helt så mange gnister i 90erne, kan den manglende eksponering af dette årtis ofte fremragende materiale fra Larsens hånd bl.a. tilskrives måden, både DR-Radio og mange lokalradioer nu om stunder fungerer på; til fals for alt udenlandsk i samspænd med en total mangel på kulturpolitisk stillingtagen også kendt som: »brianisme«, efter en særlig hjernedød ministermedister er vi her i populismens paradis endt »where money doesnt talk, it swears«, som Dylan synger.
Ironisk, egentlig, eftersom Larsen på mange fronter er den store populist om end af et ærligt hjerte. Og når han slår en skæv hyggepladen Weekend fra 2001 udgør således et absolut nulpunkt i karrieren gør han det, så det ikke er til at tage fejl af. Og mere ironi: Comebacket og rehabiliteringen fandt sted samme år med det charmerende og overskudsagtige cover-album, Sange fra Glemmebogen, hvor han netop agerede redningsmand for udrydningstruede sange og viser, der stod hans hjerte nær. Nu er han så tilbage med 14 af sine egne kompositioner, den første siden 1998 og udsendt under den typisk mundrette titel 7-9-13. Sagt med det samme det er ren årgangs-Larsen, der er hældt på flaske denne gang. Så er man forvarslet/advaret, alt efter indstilling. Han er i tekstlig topform og langt størstedelen af sangene er velsignet med mindeværdige melodier. Og leder man efter langtidsholdbare klassikere, ja så er der faktisk også et par stykker af dem: »Tommelille«, »Det summer«, »Romantik«, »Sommerregn« og »Lidt endnu« er såmænd alle kandidater i dén kategori!
Skæg og mundret
På 7-9-13 er backingbandet Kjukken blevet reduceret til en duo, men lydbilledet er både fyldigt og lækkert, med Larsens karakteristisk rustikke stemme durk i midten af al denne digitalt indspillede vellyd og i det hele taget er der intet nyt under solen. Hvilket denne signatur skal være den sidste til at begræde i Tilfældet Larsen, der som en af de få i Tiden trækker tråde tilbage til alt det bedste ved det 20. århundrede den omsiggribende neofili kan måske nok tilskrives »udviklingen«, men vi er et par stykker, der ikke fødtes i går! Og allerede med pladens anden sang »Sømand Ombord« rammer Larsen rent ind med én af de der lette sange, som det bare er røvsvært at begå, uden at tippe over i den rene fjant: »Tænk at sidde på Zanzibar/ Ikke en nikkel, røven bar/ Bappe på en negercigar/Hvabehar!?«
Og så går det ellers slag i slag med den ene skægge og mundrette sag efter den anden, pladens meget få kiksere opvejes snildt af dens mange vindere, der stinker af et muntert overskud, man godt kunne have brug for under det nuværende regime, der i et væk forvandler plusdage til minus ditto, mens det lystigt pisser løs på alle fra enlige mødre til torturofre på flugt, ja, se de småborgerlige grisebasser logre lystigt med halen med deres små spidse næser langt oppe i røven på alle fra A.P. Møller til George Bush Jr. Vi har lige nu og her bare så meget brug for en Kim Larsen, hvis jordbundne vid og legesyge sprogbrug minder om, at ikke hele den danske befolkning er gået i seng med fjenden, trods alt: »Og hvis livskvalitet er noget man kan få/På tilbud en gang om måneden/Pænt pakket ind og med byttemærker på/Så kunne jeg ligeså godt bo i junglen«. Såmænd, ja.
Så fuck denne hersens anmeldelse og dyt dog ud og køb pladen, oh du danske kødhovede i al din øllede vælde: »Skuden er lille, faren er stor/Men der hvor hjertet det banker/Der lægger vi til.«
*Kim Larsen & Kjukken: 7-9-13 (EMI-Medley) Produceret af Kim Larsen & Kjukken, Søren Mikkelsen & Poul Bruun. Udkommer i dag
