Læsetid: 4 min.

Spin og opspind

Var det politisk spin, da Foghs pressechef lod et kamera følge EU-formandskabet? Højskoleelever var i tvivl
10. november 2003

Er det ikke som om, at hvis der er noget, der virkelig kan trække fulde huse, så er det, når emnet ’spindoktor’ står øverst på plakaten? Folk er som besatte af disse magtens skyggespillere og deres formummede dagsordener.
Lørdag formiddag afholdt Testrup Højskole i det østjyske lillesamfund Mårslet et debatarrangement under titlen ’Politik og spin’. Højskolen har for tiden 80 elever, men hele 150 tilhørere var mødt frem for at stikke lidt til de to panelgæster: Michael Kristiansen, statsministerens ’særlige rådgiver’ og af mange anset som spindoktorernes konge, og tv-journalisten Christoffer Guldbrandsen. De var interessante sammen, fordi det i sin tid var Kristiansen, som indvilligede i, at Guldbrandsen kunne følge det danske EU-formandskab tæt med et PD-150 Sony-kamera – håndholdte optagelser der skulle blive til den omdiskuterede, prisbelønnede dokumentar Fogh bag facaden.
Salens unge mennesker, der stadig syntes at have et jomfrueligt forhold til begrebet objektivitet, lagde hårdt ud. De var voldsomt skeptiske over for filmens fremstilling af Anders Fogh Rasmussen, som de mente stod i et usædvanligt positivt lys, ikke mindst i sammenligning med udenrigsminister Per Stig Møller; der var jo næsten tale om et helteportræt. Og så faldt spørgsmålet: Var udsendelsen fuldstændig objektiv, eller havde Guldbrandsen i virkeligheden selv været et offer for statsministerielt spin? De unge hæftede sig meget ved, at Danmarks Radio og Statsministeriet havde indgået en skriftligt aftale om, at sidstnævnte havde vetoret over for det endelige produkt.

Ukontrollabelt
Christoffer Guldbrandsen forklarede, at Anders Fogh Rasmussen ingen forudsætninger havde for at vide, hvordan slutproduktet ville blive, og selv havde han ikke kunnet komme uden om, at formandskabet var en succes.
»Det i øvrigt ikke Danmarks Radios udgangspunkt at forsøge at fremstille borgerlige statsministre som supermænd,« sagde han til forsamlingens moro.
Ifølge Guldbrandsen opfattede mange, der havde set filmen, statsministeren som en »socialt problematisk karakter« og dermed i virkeligheden som »en ringe leder«.
Michael Kristiansen kom ham til undsætning. Man skulle være opmærksom på, sagde han, at filmen er optaget over tre måneder. Den slags kunne man ikke styre.
»Da vi lukkede Christoffer indenfor, anede vi ikke, hvor det endte. Vi løb en risiko for, at det ville blive et portræt af en fiasko,« sagde han. Og filmen var blevet optaget på et tidspunkt, hvor der var en almen opfattelse af, at udenrigspolitik ikke var Foghs stærkeste område.
Han spurgte, om han måtte stille et retorisk modspørgsmål den anden vej.
»Hvor mange spindoktorer tror I, der er i Statsministeriet?«
Fra rækkerne lød der en hel del forskellige forslag. »20«; »50«; »2«; sågar »100«.
»Der er én! Mig! Jeg kan ikke styre så meget – og da slet ikke ham,« svarede han og greb fat i Guldbrandsens trøje med den ene næve.
»Når jeg ikke var helt begejstret for hans projekt, skyldtes det jo netop, at det var ukontrollabelt«.
Han stillede endnu et spørgsmål – denne gang til sig selv.
»Er jeg glad for filmen? Første gang jeg så den, tænkte jeg, ’Åh nej, hvorfor har Christoffer fundet på den idé med at vise mig med mobiltelefon hele tiden?’ Det var sgu ikke særligt hyggeligt. Jeg optræder jo mere i den film end embedsfolkene fra Udenrigsministeriet, der har arbejdet på det topmøde i årevis. Men jeg kunne godt se, at det var et klogt dramaturgisk greb, for så slap han for at lave en voice-over. Jeg kunne acceptere det, men det var ikke sådan, at jeg sagde ’Yes! jeg er med i filmen!’«
Så det var altså ikke et eksempel på spin at åbne dørene indtil de hellige haller på vid gab. Til gengæld neddæmpede Statsministeriet bevidst forventningerne til resultatet af EU-topmødet i København ved at eksponere de fleste politiske problemer, der dukkede op, i stedet for at gemme dem af vejen, sagde Michael Kristiansen. Det var spin, og den slags foregår i langt højere grad i dag til dag-journalistikken, lød budskabet.
Christoffer Guldbrandsen fortalte, at han har lavet syv dokumentarudsendelser, og at han hver gang har set filmene igennem med de centrale implicerede.
»Hvilket menneske kan tåle at få sit liv set efter med en lup, når det kommer til stykket,« sagde han.
Så spurgte en af eleverne, om Udenrigsministeriet havde set filmen på forhånd. Det havde det ikke, men til gengæld var alle aktører, også udenrigsministeren og embedsmændene, blevet underrettet forud for optagelserne.
»Man må huske, at al journalistik og al historiefortælling er en konstruktion. Men den her type journalistik er ofte mere sandhedssøgende end den forstillede objektivitet«.
Netop som der var begyndt at blive rigtig interessant var tiden gået.
Efter en typisk, timelang højskolefrokost med masser af jordskokker skulle Det Radikale Venstres formand, Marianne Jelved, køre debatten egenhændigt videre. Men da var Information allerede over alle bjerge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu