Læsetid: 3 min.

Spion-historien der blev væk

For to måneder siden stod Washington på den anden ende. Det Hvide Hus var blevet taget i en grov ulovlighed. I dag synes affæren om den afslørede CIA-agent at være glemt
28. november 2003

BOSTON – Dette er historien om den lille tue, som alle mente ville vælte det store læs.
I dag for to måneder siden – 28. september – skrev The Washington Post, at to højtstående regeringsembedsmænd i Det Hvide Hus havde afsløret navnet på en hemmelig CIA-agent, Valerie Plame, for at straffe hendes mand, Joseph Wilson – en kritiker af Bush-regeringens Irak-krig.
Præsident George W. Bushs to rådgivere skulle have kontaktet seks journalister i juli. En syvende journalist – den konservative klummist Bob Novak – tog selv kontakt med én af de to regeringsembedsmænd i forbindelse med en artikel han skrev om CIA’s motiv til at sende tidligere ambassadør Wilson til Niger i januar 2002 for at undersøge om Irak havde prøvet at rekvirere uran.
Novak citerede en kilde i Det Hvide Hus for påstanden, at Wilsons kone – en CIA-agent – havde anbefalet sin mand til opgaven. Rejsen var altså ikke godkendt på højeste plan. På det tidspunkt i juli tog kun New York-avisen Newsday sagen op og gjorde opmærksom på, at afsløringen af en hemmelig CIA-agents navn er ulovlig. Andre aviser lod den ligge. De seks journalister var tavse som graven.

To måneder
Der gik to måneder. Så fik Washington Post nys fra en regeringskilde om, at CIA’s chef havde krævet en undersøgelse. Historien var nu tilbage og denne gang for fuld udblæsning. De 29. september startede justitsminister John Ashcroft undersøgelsen af, hvem der stod bag frigivelsen af navnet Valerie Plame.
Præsidenten udtrykte vrede over den ulovlige afsløring, men han afviste en uvildig kulegravning af affæren, som demokraterne i Kongressen forlangte. Herefter gik de amerikanske medier i hi. Siden midten af oktober er den opsigtsvækkende historie ikke blevet omtalt. Demokraterne tier. End ikke de otte snakkesagelige præsidentkandidater har ytret et ord om den delikate sag.
Er historien helt glemt? »Det er et godt spørgsmål. Jeg havde faktisk ikke tænkt over det og ikke talt med mine kolleger om det,« siger Thomas Edsall, senior reporter på Washington Post, der arbejder på en anden historie i øjeblikket.
Forklaringen kan søges i journalisters og generelt amerikaneres usædvanligt korte historiske hukommelse, mener Marvin Kalb, tidligere ankermand på NBC. »Det er den sjældne journalist i Washington, som tænker tilbage og reflekterer. Der er få af dem i dag, færre end før i tiden. Forklaringen er formentligt, at sagen bliver undersøgt og at presset fra den offentlige opinion derfor mangler,« siger han.
Bush-regeringen håndterede den varme kartoffel behændigt. Man fik straks justitsministeren til at indlede en undersøgelse af hans politiske trosfæller i Det Hvide Hus og sørgede herudover for at holde låget tæt over FBI’s arbejde med at finde frem til synderne.

Lukke sagen inde
»Regeringen forstod, at hvis de kunne lukke sagen inde i en fortrolig FBI-undersøgelse, ville de slippe for pressens snushaner,« siger journalist Joshua Micah Marshall, en bidragsyder til Washington Monthly og ejer af et politisk website, som besøges af 50.000 dagligt.
Marshall forklarer: »Så snart FBI’s kulegravning starter, bliver det svært for pressen at grave i sagen. Det kræver enorm tålmodighed. Så stilheden omkring affæren kan tilskrives en kombination af mediernes dovenskab og Bush-regeringens smarte udnyttelse af dovenskabet. For mig er det et mysterium, at erfarne reportere og redaktører i Washington udviser så stor respekt for republikanerne. Det var modsat i Clinton-æraen.«
Men andre omstændigheder gør sig gældende. Man kunne kalde det indspistheden mellem pressekorpset og det officielle Washington.
»Alle dækker for hinanden,« siger Marvin Kalb. »I dag dækker en journalist over en regeringskilde. I morgen gør kilden reporteren en tjeneste. Hertil skal lægges, at Bob Novak (den konservative klummist) har et godt renommé hos sine kolleger. De hænger ham nødigt ud. Hvis han siger, det var okay at afsløre agentens identitet, så er det okay.«
En ting er, at pressen fører en lav profil. Hvorfor gør demokraterne det?

Luften siver ud
»En årsag er, at de ikke har flertal i Senatet til at starte deres egen undersøgelse og invitere folk i Det Hvide Hus til at komme og aflægge vidnesbyrd,« forklarer Joshua Marshall. Helt forsvinde kan historien imidlertid ikke. Når FBI-agenterne er færdige med deres forhør og ransagning af dokumenter i Det Hvide Hus og ministerierne, skal rapporten skrives og godkendes af justitsministeren.
Marvin Kalb: »Der vil gå lang tid. Min fornemmelse er, at luften siver ud af ballonen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu