Analyse
Med forslagene om strengere straffe til kriminelle og forbud imod at gå med kniv er regeringen i fuld gang med at udmønte sit løfte til befolkningen om en skrappere kurs i retspolitikken. Men knivforbudet bliver efter alt at dømme ikke til noget, og det er tvivlsomt, om »moderniseringen af straffeloven«, der blev præsenteret i den forløbne uge, får nogen effekt ud over signalværdien.
Regeringen har ganske vist opbakning fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne til at hæve straffene for blandt andet vold mod tjenestemænd, narkokriminalitet og groft tyveri samt at indføre en hårdere kurs overfor ungdomskriminelle, men både eksperter og oppositionen har kritiseret essensen af lovgivningen. En kritik, der indtil videre er prellet af på ministrene, som giver udtryk for, at det vigtigste er at »sende et signal« og tage hensyn til »almindelige menneskers retsbevidsthed«, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og justitsminister Lene Espersen (K) gav udtryk for i den forløbne uge.
Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) fulgte trop med en lovstramning på sit område hårdere straffe til landmænd, der mishandler dyr. Befolkningen skal ikke kunne opleve flere tv-billeder af lidende heste, var budskabet fra Fischer Boel, der selv i sin første tid som minister kneb en tåre for åben skærm, da hun så en dokumentarudsendelse om den hårdhændede behandling af dyrene på lange transporter gennem Europa.
Bag forslaget om knivforbud ligger denne sommers tragiske overfald på en ung italiensk turist på Nørrebro, mens regeringen med de andre strafskærpelser forsøger at følge, hvad den opfatter som et folkeligt krav. Fire ud af fem danskere mener ifølge en Sonar-måling fra sidste år, at strengere straffe er svaret i sager om vold.
Der er dog flere indlysende farer ved at føre politik på baggrund af enkeltsager og meningsmålinger: Dels forskubbes fokus fra det egentlige mål i dette tilfælde at forebygge at kriminalitet overhovedet opstår. Kilder, der har været til forhandlinger hos justitsministeren, kan berette om, at Lene Espersen får et åh-nej-skal-vi-nu-til-det-igen-udtryk i øjnene, når politikere fra oppositionen kræver mere vægt på SSP-arbejde og bedre udslusningsforhold for kriminelle eller andre initiativer, der skal forebygge og bremse kriminelle løbebaner.
Dels giver øjebliksbilleder af folkestemningen ikke altid et omsætteligt politisk svar. Erfaringer fra forskning både her og i udlandet viser, at nok vil hovedparten af befolkningen gerne have strengere straffe, men når folk bliver bedt om at tage stilling til substansen i en sag om eksempelvis værtshusvold, bliver billedet anderledes nuanceret. Undersøgelser viser også, at ofrene selv langt fra altid har højere straffe som en prioritet.
Folkets angst
Kriminolog Flemming Balvig, der har analyseret kriminalpolitikkens udvikling i Danmark i de seneste 100 år, mener, at man i dag er så godt som ophørt med at se på årsagerne til kriminalitet og i stedet fokuserer på at uskadeliggøre de kriminelle ved at putte dem i fængsel. Men skiftet skyldes hverken moralsk oprustning eller politisk højredrejning, har han forklaret i et interview med Jyllands-Posten tidligere i år:
»Bølgen med højere straffe begyndte under den socialdemokratiske regering. I England er det under Blair og ikke Thatcher, at det er eksploderet, og i USA var det under Carter og ikke Reagan. Man fokuserer alt for meget på politikernes ansvar og på mediernes, men behovet for højere straffe er hverken skabt af journalister eller politikere. Det udspringer af befolkningen, som har et reelt behov for, at der bliver handlet nu og her på den eksistentielle angst og utryghed, som folk i dag føler.«
Handlet blev der efter den italienske turists død på Nørrebro, hvorfra der rejste sig et massivt krav om politisk indgriben. Regeringens bud er det omdiskuterede knivforbud et forslag, der efter alt at dømme ikke bliver vedtaget, da de fleste partier vender sig imod den uliberale tanke om at kriminalisere færden med små lommeknive.
»Jeg har fået en masse henvendelser om, at det her er at gå for vidt. Der er mennesker, der bruger lommekniv til at skrælle et æble med,« som retsordfører Elisabeth Arnold (R) siger.
Omkring halvdelen af alle knivstikkerier foregår slet ikke i det offentlige rum men hjemme i privaten, hvor regeringen dog har valgt at holde fingrene fra køkkenskufferne.
Fup i debatten
Risikoen ved de følelsesladede debatter er, at fakta skubbes i baggrunden. Siden knivoverfaldet på den italienske turist har Anders Fogh Rasmussen flere gange fremhævet, at det skulle være slut med at give unge kriminelle tiltalefrafald igen og igen. Et signal om, at samfundet vil være bedre beskyttet, hvis flere unge lovovertrædere kommer ind at afsone. En ny undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed viser imidlertid, at unge, der får tiltalefrafald, sjældnere kommer ud i ny kriminalitet end unge, der bliver dømt. Kun hver femte af de 15-19-årige, der har fået et tiltalefrafald med indbyggede vilkår om eksempelvis at passe skolen, ender senere i ny kriminalitet, der fører til frihedsstraf. Mens hver tredje, der får en rigtig, men betinget dom, kommer ud i ny grov kriminalitet.
Undersøgelsen dementerer også det billede, som regeringen har forsøgt at udbrede: at unge får stribevis af tiltalefrafald, før hammeren falder: Kun tre procent af de ca. 1.800 unge, der har fået tiltalefrafald siden 1996, har fået to frafald i alt. Og ingen har fået flere end to.
Hos Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre er bekymringen, at den ensidige satsning på strengere straffe og den manglende
prioritering af det forebyggende arbejde sender en regning videre til de kommende generationer i form af flere kriminelle:
»Det eneste, man opnår, er, at presset på fængslerne øges. Det er en slags symbolpolitik for det kan vel aldrig blive et formål i sig selv bare at spærre flere folk inde i længere tid,« siger Elisabeth Arnold.
Retsordfører Morten Bødskov (S), der selv er tilhænger af de skærpede straffe, mener ligeledes, at regeringen forfalder til de lette løsninger, der sender signaler om handlekraft. Der er formentlig flere stemmer i at slå på en konsekvent retspolitik end at gøre noget langsigtet ved ungdomsarbejdsløsheden og nedslidningen i boligområderne.
»Det alvorlige er, at regeringen har så lidt øje for de langsigtede initiativer, som man ved kan dæmme op over for ungdomskriminalitet. Reelt er det meget lidt, regeringen har gjort, fordi den er hæmmet af, at den ikke har nogen penge. Jo længere tid, der går med den slags politik, des større er risikoen for, at vi vil opleve mange flere kriminelle om nogle år,« siger Morten Bødskov.
