Qlummen
Blindtarmsbetændelse, lød diagnosen, drengen blev opereret samme dag, kom hjem den næste og endnu engang følte man taknemmelighed over, at systemet virkede. Tænk at bo i et land, hvor børn ikke dør af den slags.
Men så blev han sløj igen, høj feber og måtte bringes tilbage. Der var betændelse i såret, og den næste uge måtte tilbringes på hospitalet med intravenøs antibiotika. Hans far og jeg lå i vagt-skifte mellem at være hos ham samt passe vores arbejde og hans to søskende.
Personalet var venlige, men han var ikke meget for at være der alene. Læse kunne han ikke koncentrere sig om, og barnet, han lå sammen med, havde kapret tvets fjernbetjening.
Det andet barn på stuen var en seksårig tyrkisk pige, der også havde sin familie hos sig meget af tiden.
Det interessante var, at hun opførte sig helt forskelligt, efter om familien var der. Når familien ikke var der, så hun ufravendt på min søn og mig med sine kvikke, sorte øjne, og sagde engang imellem noget, der viste, at hun fulgte med. Jeg er ret sikker på, at hun endda lyttede med på Harry Potter.
Men når forældrene eller mormoderen var der, klagede hun sig uafbrudt: »Avavavavava uhhhhh avavavavav...« (Begge børn fik smertestillende medicin). Hun jamrede så meget, at personalet selvstændigt tog det op: »Såså, begynd nu ikke på det igen, kom nu, vi skal bare lige have dig op at sidde, prøv nu at drikke lidt...«
Én gang vågnede hun om natten og begyndte straks på sit jamreri. Jeg kiggede direkte på hende og sagde: »Prøv at holde op, så Jacob kan sove. Jeg ved godt, det gør ondt, han har også ondt, men han græder ikke hele tiden.«
Så holdt hun op. Straks. Det var, som om hun var to personer: En fuldkommen fornuftig lille tøs, der forstod alting og så et meget yngre barn, der hylede.
Pigens mor, far og mormor var kærlige og omsorgsfulde, men talte netop til hende, som om hun var et meget mindre barn. Mor og far på fint dansk: »Hvordan gååår det, lille skat? Gååår det lidt bedre?« Mormoderen på tyrkisk, i mine ører lød som »Nåh, lille pussenusser, hvor er det synd for dig, nåhh...« osv.
Men bortset fra omsorgen talte de overhovedet ikke med hende. Hverken om tv, om, hvad familien foretog sig hjemme, ingen højtlæsning, spil eller andet, der kunne sprede tankerne fra de lange kedelige dage på hospitalsstuen. Familien satte sig blot til rette i stolene ved sygesengen og så fjernsyn på TV Danmark uden lyd hvor den ene amerikanske skodserie afløste den anden.
Intet under, at barnet stak i at jamre, så snart der var en voksen i sigte. Sådan fik man simpelt hen opmærksomhed i den familie.
Og intet under, at barnet stirrede på sønnen og mig som en eksotisk slags live-Robinson: Vi talte sammen!
Sønnen blev udskrevet, han har det bedre og vi er glade. Også den lille tyrkiske pige er forlængst hjemme hos sig selv.
Men jeg tænkte på hende, på hendes tv-glade familie og på hendes nysgerrighed over for os mærkelige danskere, da jeg talte med professor på Danmarks pædagogiske Universitet Niels Egelund om indvandrerbørns sproglige udvikling.
Problemet er, forklarede Egelund i torsdagsavisen (side 12), at 48 procent af indvandrernes unge efterkommere i anden og tredje generation efter at have afsluttet en dansk skoleuddannelse har et så dårligt funktionelt dansk, at de ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse (for almindelige danske unge er tallet 18 procent).
Egelunds kur er også opsigtsvækkende: Fordeling af tosprogede børn på kommunernes skoler; styrkelse af læreruddannelser i dansk som andetsprog; obligatorisk modersmålsundervisning, kombineret med, at børnenes
forældre lige så obligatorisk lærer dansk.
Nu kan man jo spørge, om det virkelig er en offentlig opgave i Danmark at lære børn urdu og kurdisk?
I den bedste af alle verdener måske ikke. I den lille tyrkiske piges verden måske.
For hvad nu, hvis denne tyrkiske familie er repræsentativ for flere, end vi har lyst til at tænke på?
Som den voksne og veluddannede dansk-pakistansk-indonesiske Huma Afandi fortalte mig i et interview i bogen Med andre øjne:
»Det er vigtigt at forstå, at det pakistanske miljø og indvandrermiljøet er som det danske miljø for 50 år siden. ... I mange, mange indvandrerfamilier kan mand, kone og børn slet ikke kommunikere med hinanden om tabubelagte emner som seksualitet eller andet, hvor man kan have forskellige opfattelser, og de unge tør ikke snakke med deres forældre på et dybere plan. ... Fjernsynet er fælles-faktoren i indvandrerfamilier, med alle de pakistanske og asiatiske kanaler kørende dansk tv kun, hvis der virkelig ikke er andet!«
Ifølge Niels Egelund kommer mange tosprogede børn i skole med et meget lille grundlæggende sprog på modersmålet. Og uden et velfungerende førstesprog er det svært for dem at tænke begrebsligt og lære nyt.
Hvad nu, hvis det skyldes, at ingen derhjemme snakker med dem om, at der er en kat, en gul bil, hvad ænder mon spiser, at en rose er en blomst og en ko et dyr med fire maver?
Hvad nu, hvis ungerne, der i første klasse møder det danske ord for ko, end ikke kender dyret på tyrkisk? Ja, så må man vel tro, at mens de danske børn koncentrerer sig om, hvordan lyden ko indeholdes i skrifttegnene k-o
i sig selv en abstraktion der vil noget skal indvandrerbørnene måske for første gang i livet tage stilling til både selve koen, til det danske ord og til skriftsprogets udtryk. Samtidig.
Selv om jeg skulle have overdrevet problemet hvad jeg håber er der simpelt hen hele tiden mere for indvandrerbørnene at lære og tage stilling til. Også, når de har gået i dansk børnehave, som tendensen er i den helt nye skoleårgang.
Jeg vil på ingen måde afvise Egelunds forslag om modermålsundervisning til alle. Men kunne man ikke også i børnehaverne køre en kampagne rettet mod indvandrerforældrene: »Tal med dit barn, og lad hende svare dig«?
»Mit sprogs grænser er min verdens grænser«, sagde Wittgenstein. »Kan hun tænke, når hun ikke kan tale?« spurgte mine større børn, da deres lillesøster var baby.
Svaret er nej: Vi er i kraft af sproget. Det er på tide, at vi tager konsekvensen og giver små mennesker med brune øjne del i en større verden.
