Læsetid: 4 min.

Stakkels Santitos

FC København blev elimineret af sig selv i UEFA-cuppen, hvor de var ude af stand til at slå Real Mallorcas andethold trods overskud af målchancer
29. november 2003

Fodbold
PALMA – To svenske drenge ser den spanske forsvarsklippe Nadal i elevatoren på vej op til ærestribunen. Han er skadet og skal ikke spille UEFA-returopgøret mod FC København. Men drengene kender ham. Han er en af de store fodboldstjerner på øen, som drengene bor på. Deres far har købt en stor rød-sort narrehat til den ene og et halstørklæde til den anden. Det er ikke et udslag af gammelt indgroet danskernag, for drengene har valgt at være tilhængere af Real Mallorca. De er et symbol på, at det europæiske metitssamfund udvikler sig i bedste velgående. Nationaliteter blandes som aldrig før på og uden for banen, selv om der stadig er højtråbende og øldrikkende stammefolk, der tror, at identiteten sidder i en indfødt klubdragt.
Jeg kan se små hundrede FCK-fans i hvide bluser gemt oppe i det yderste hjørne. De er næsten ikke til at få øje på eller høre på Son Moix stadion, der denne aften ikke rummer mere end små 7.000 tilskuere. Ø-boerne på Mallorca gider næsten ikke se UEFA-cuppen, der kun har tredje prioritet efter den meget hårdere spanske liga og den spanske pokalturnering. I øvrigt er det ’bare’ det danske mesterhold, der er på besøg. Real Mallorcas træner, Luis Aragonés, stiller næsten med et helt andethold og lader otte stamspillere – herunder guldangriberen Samuel Eto’o og målmanden Leo Franco – sidde over. Han tror, at det er nok til at forsvare 2-1 føringen fra det første opgør.

Skru op for varmen
En lille røde djævlefigur står og tripper utålmodigt på sidelinjen, hvor en flok hvide plastikposer danser rundt i den hårde vind, som blæser ind over stadion. 13 grader celcius siger termometret. To spanske journalister har hver især slæbt et varmeapparat med op på tribunen.
»Uhh, det er forbandet koldt heroppe,« siger den ene. »Blodet fryser fast i mit ben i denne kulde. For tre år siden blev jeg bidt af en rottweiler, og siden da har jeg haft problemer med blodomløbet.«
På grønsværen fløjtes kampen igang, men tempoet er til at begynde med så adstadigt, at journalistens blodomløb står i fare for at gå helt i stå. ’Løverne’ fra FC København virker så uskyldige som en Rottweiler uden tænder.
Siden sætter de tempoet op, som Real Mallorca konstant forsøger at eliminere med ensidige bolde ud til den aldrende Jovan Stankovic på venstre langside. Men løverne er ude af stand til at kaste sig over det sårbare bytte og dræbe det på denne vindblæste torsdag aften.
Mallorcaneres forsvarsværker åbner sig gang på gang indbydende for de hurtigtløbende FCK-angribere Sibusiso Zumas og Álvaro Santos assisteret af Thomas Røll, der får flere kælne afleveringer fra holdets erfarne dirigent, Peter Nielsen, der er en klasse over de andre.
I midten af første halvleg vader løverne i chancer. I det 21. minut må den spanske keeper, Miki Garro, kaste sig i et tigerspring for at redde Hjalte Nørregårds hårde hovedstød. Får minutter efter spiller kaptajn Nielsen elegant Zuma fri, han ser målmand Garro sove uden for feltet og forsøger at løfte bolden over ham. Men kuglen blæser blødt over mål, som et varsel om, hvad der er i vente. 10 minutter senere får Santos bolden i fri position foran mål, men sparker forbi. Og det gør han resten af aftenen. Mærkeligt at han har været målsluger i Allsvenskan. Driblestærk, men ganske ufarlig. »Santitos«, ler mine spanske journalistkollegaer, efter hver gang han brænder en kæmpe chance. Lille Santos, udbryder de syv-otte gange i løbet af aftenen. Andet er der ikke at le af.
Det spanske herreblad Interviu, der plejer at sælge sig på nøgne damer, reklamerer oppe på måltavlen, som stadig rummer to tomme nuller. Læs om selvmordsterrorister som legetøj, pirrer bladsmørerne, og det endda lige ved siden af en reklame for Coca Cola fra præsident Bushs eget land.

Løver hjem som lam
I første halvleg misbruger mallorcanerne et par klare scoringsmuligheder, men det er dog københavnerne, der dominerer i første halvleg. FCK har vinden i ryggen. I starten af anden halvleg har løverne stadig overtaget, uden dog at vise tænder. Den lille røde djævel keder sig og forsøger at få tiden til at gå ved at sætte sin sorte fork i de dansende plastikposer. Andre kigger tomt på uret. Journalisten med varmeapparatet hopper op og ned for at få varmen. Det er en dårlig aften at være fodboldjournalist på. Man længes helt efter at se en fodboldartist som Zidane på skærmen hjemme i stuen eller se en Thierry Henry maltraktere Inter. Der er sandelig forskel på at følge Champions League i guldstøvleklasse og så blive henvist til middelmådighedens tristesse i UEFA-klassen.
Men så i det 69. minut sker der endelig noget. De to indskiftede førsteholdsspillere fra Real Mallorca, Txomin Nagore og Alejandro Campano, bringer hjemmeholdet foran på et hovedstød af sidstnævnte. Det var deres første afslutning inden for rammen. FCK’erne løber modløse rundt uden mål og med. De ved godt, at de har forspildt deres chance. Indskiftede Peter Møller glemmer helt at finde sit uddøde målinstinkt frem, da han pludselig er alene med målmand Garro. Mallorcanerne er tættere på at bringe sig på 2-0 med et hårdt skud på overlæggeren. Fire minutter før tid får københavnerne dog et fortjent trøstmål, da Martin Albrechtsen sender et følt frispark fra kaptajn Nielsen i mål på hovedstød.
Løverne må slukørede forlade UEFA-cuppen, hvor de har opført sig som uskyldige lam. Real Mallorca virker derimod ikke specielt begejstret over sejren. Reserverne har gjort arbejdet færdig, men så er der ikke mere at sige om UEFA-cuppen, som går i vinterhi indtil til februar. Måske burde den helt aflyses.
På søndag er førsteholdspillerne dog friske og udhvilede til ligakampen mod Betis fra Sevilla. Det lægger træneren, Luis Aragonés, stor vægt på.
»Kampen er som en eksamen for os,« siger han, velvidende at den kan afsløre, om ø-boerne hører til den nederste eller den bedre halvdel af den spanske liga.

bjm@information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her