Læsetid: 10 min.

Syv år i Drømmeland

Morten var 11, da han røg ud af skolen, 12 da han blev fuldtidsnarkoman og 14 da han blev pusher. Nu er han 20 år, clean og i gang med et nyt liv. Uden klynk
7. november 2003

Jeg har styr på det«, sagde Morten til socialrådgiveren og de tre studerende. Imens væltede kokainet ud af hans næse, han snøftede som en hundehvalp og prøvede at opfange dryppene med hånden. Med sine 185 cm vejede Morten 46 kg og havde ikke sovet i fem dage.
»Det var pinligt, mand! Jeg troede, jeg havde holdt skjult, at jeg var på stoffer og fortalte dem bare, hvor godt det gik mig«, griner Morten, en høj, køn, ung fyr på 20 med krøllet hår, der langtfra ligner en hærget ’Istedgadenarkoman’.
Men årene som narkoman og lokalpusher i Husum i det vestlige København har sat deres spor. Hans tænder ser pæne ud, men er rodbehandlede og fulde af huller. Det drømmende blik i de smukke, blågrå øjne skyldes, at han ikke kan se teksterne på tv’et toenhalv meter væk, men aldrig har fået testet sit syn.
For et år siden havde han 300 navne på sin mobiltelefon. Han var Bossen. Alle kendte ham, og han kendte alle i kvarteret.
I dag står der kun fire navne. Men det er da en begyndelse.
En halv time efter mødet med socialrådgiveren og praktikanterne sad Morten og hans kæreste i en bil på vej ind til behandlingsstedet Netværket. Og sådan endte syv år i Drømmeland for Morten, der da var 19 år. I dag er han 20 og har været clean i 10 måneder, for første gang siden han var 12.
For socialrådgiveren Stig havde det bare handlet om, at tre socialrådgiverstuderende i praktik lige skulle møde Morten, som Stig sidst havde set syv år før.
Nemlig dengang, rejsen til Drømmeland begyndte. Det var netop den dag, Morten som 11-årig smed en stol i hovedet på læreren og prompte blev smidt ud af skolen.
Stig fandt en ny skole til ham. Der var kun to små problemer:
Ingen tjekkede, om Morten dukkede op i den nye skole, hvad han aldrig gjorde, og ingen fortalte hans mor noget. Der skulle gå halvandet år, før hun fik noget at vide.
Som kantinedame møder hun før klokken syv om morgenen, så hver dag tog hun af sted og efterlod madpakken til sin søn i køleskabet. Morten sagde
ikke noget for ikke at gøre sin mor ked af det:
»Vi har altid haft et frit forhold, og hun har aldrig skældt ud, men reageret med sorg.«
De to har kun hinanden og så den række af plysdyr, der pryder lædersofaen i Mortens mors toværelses. Dem har Morten givet sin mor gennem årene. Kongen iblandt dem er en skinnende sort panter i halvt naturlig størrelse. Morten har i mange år haft fornemmelsen af, at hans mor måske godt kunne mangle nogen at kramme, derfor plysdyrene.
Da Morten var to og hans mor 22, stak moderen af fra Mortens voldelige far. Siden har hun klaret tilværelsen for sig selv og sin søn. Godt, så det længe ud til: Som kun 14-årig blev Morten topspiller på junior-ishockeyholdet, og af billederne overalt i lejligheden kan man tydeligt se, at den lyse, kønne, kvikke dreng er sin mørke, langhårede mors stolthed.
Men Mortens dansklærer var et problem. Allerede i 2. klasse opdagede han som den eneste Mortens nærsynethed, men benyttede den kun til at gøre grin med hans uopmærksomhed: Om Morten ville læse højt, hvad der stod på tavlen?
Det kunne Morten ikke, og klassen morede sig. En dag først på skoleåret i 5. klasse fik han nok og smed en stol efter den lærer, der mobbede ham.

Vreden drog ham ind i et slæng af drenge i 10. klasse, der hadede den samme lærer som pesten. Morten flyttede mere eller mindre ind hos to drenge, som var omkring 17 år, men allerede rigtigt kriminelle.
Hos dem var der altid gang i den. Køb og salg af stoffer, og kønne, lille Morten med det uskyldige blik var den ideelle buddreng, når penge, coke og speed skulle til og fra.
Som 12-årig havde Morten et dagligt forbrug af coke, amfetamin og alkohol. Oftest sammen:
»Det ene giver lyst til det andet, som øl og smøger. Har man fået lidt for meget at drikke, bliver man straks kvik igen af en bane coke. Og er man lidt for skæv, hjælper bajere. Det hele var som en film.«
Som i GoodFellas, en film om en ung fyr, der kommer i lære hos nogle mafiosi, lever i sus og dus og selv avancerer i systemet, fløj Morten direkte fra Lorteland til Drømmeland, hvor alt kunne lade sig gøre, og man aldrig følte smerte eller nederlag.
Dengang havde Morten aldrig læst en bog, for det læste han ikke godt nok til. Men han rykkede direkte ind i en fascinerende, maskulin verden af kammeratskab og æresbegreber, af fest og farver og at ha’ det skægt hver dag – ikke kun i weekenden. En verden, hvor han følte sig sej sammen med meget ældre fyre. Nogle gange blev han kaldt Søn. Det passede den faderløse Morten godt.
Han havde altid penge nok til ting og mærketøj, han ønskede sig. 13 år gammel kom han sammen med en pige på 18. 14 år gammel åbnede han sin egen forretning med stoffer fra sit værelse i sin mors stuelejlighed. Alle var velkomne, og han blev samlingssted for dem, der også var udstødt af deres klasse: ’Velkommen i klubben for alle med lavt selvværd!’
Men han servicerede også folk af sin mors generation, som kom kørende i bil. Piller, hash, coke, alt muligt, og han udviklede oveni en veldrevet lille hælercentral, hvor folk hurtigt kunne komme af med hvadsomhelst – stereoanlæg, våben, tøj.
Morten var god til det – og pissestolt. Stofhandelen er det eneste, udover ishockey, Morten nogensinde selv har følt, at han var virkelig god til, og han blev afhængig af ros, respekt, beundring.
Han havde også sine egne æresbegreber: Han overfaldt aldrig nogen eller begik indbrud. At sælge stoffer opfattede han ikke som rigtig forkert, folk opsøgte ham jo selv. Han følte sig lykkelig, når han var omgivet af mennesker, og hver gang han havde taget en snitte coke eller røget et hoved.
Hans mor kunne ikke komme i kontakt med ham længere, og et sted vidste han godt, at han var på galt spor. Men hvad skulle han gøre? Han drømte aldrig mere, der var kun sort bagved. I sine få fremtidsvisioner så han sig selv som død.
En tid levede han stadig et dobbeltliv og kom som 14-årig på førsteholdet i ishockey. De andre på holdet var 16. Stofferne gjorde, at han overkom det hele. Men snart krævede det for meget at træne og spille kamp alle ugens syv dage, specielt som yngre end de andre. Så han måtte vælge. Og valgte det søde liv.
Kun de lokale indvandrere ovre fra Tingbjerg var et fast irritationsmoment. De råbte ’danske svin’ og kastede ting efter Morten og hans venner. Det blev til regulære slag, hvor 75-100 unge mødte op med baseballkøller og hvad der ellers var for hånden. Det var en ægte krig og gik dramatisk for sig. Mirakuløst blev Morten aldrig selv såret.
Grundlæggende kan han nu godt se, at sammenstødene med indvandrerdrengene måske skyldtes, at de levede i den samme hel- og halvkriminelle verden og som savannens giraffer skulle dele det samme territorium, de samme tvivlsomme indtægter, den samme modvillige respekt.
Da Morten er 15, bliver hans mor og de sociale myndigheder omsider enige om, at Morten – professional pusher – er ’på vej ud i kriminalitet’(!). Morten kommer på efterskole i Vestjylland. Da har han ikke gået i skole i fire år og er så dårlig til alt, at han begynder i en klasse med ordblinde:
»Jeg kan plus og minus. Ikke gange eller dividere.«
Men da han først kom i gang, lærte han lynhurtigt og afsluttede næste sommer 9. klasse med et gennemsnit på lige over otte. Samtidig hang han ud med nogen, der røg hash og spiste svampe. Sine nye læsefærdigheder brugte han blandt andet på bibliotekets svampebøger:
»Jeg tog dem, svampebøgerne anbefaler ikke at plukke, som rød fluesvamp – og så kogte jeg dem, før vi spiste dem.«
Han læste sig også til, at vikingerne brugte svampe for at kunne opføre sig så brutalt og ikke mærke, hvornår de f.eks. fik hugget en arm af.
Og jo, han kan godt se visse lighedstegn mellem vikingerne og de rockere, han aldrig blev officiel supporter af, men som han gjorde forretninger med og stod på god fod med. Maskuline verdener fascinerer ham stadig.

Med sin 9. klasse i baglommen kom han hjem igen til Husum, men snart fortsatte alt som før. Han havde et fedt musikanlæg og altid nyt og dyrt hip-hop-tøj, som han efter én gangs brug forærede væk eller solgte, mens han selv købte nyt. Han vaskede aldrig sit tøj. Det hændte, at hans mor vaskede det. Men Morten selv har det dårligt med beskidt tøj og kroppe, der lugter. Han kan heller ikke lide at børste tænder. Bade tager han derimod rigtig mange af.
Men noget måtte der ske, og han kom i lære i en tøjforretning. Men han kunne slet ikke håndtere, at den mandlige ejer brændte varm på ham. Han følte, at manden først roste ham til skyerne, så ydmygede ham og pillede ham ned foran de andre ansatte. Han måtte ikke spise, for så lugtede han ud af munden, og desuden var hans hår grimt... Han var 16 år og holdt til det nogle måneder, før han meldte sig syg og aldrig vendte tilbage. Dog med et knæk, han ikke let forvandt.
Mest af alt hadede han sig selv. Han kunne ikke mere tåle, at nogen rørte ved ham, end ikke hans mor. Han kunne ikke mere være nøgen i et omklædningsrum med andre fyre. Det afspærrede effektivt hans gamle tilflugtssted, sporten.
Mortens dag begyndte med guldbajere og nervepiller og kørte videre med film, musik og med at snakke med dem, der kom i den lånte lejlighed, han delte med en kammerat. Vennen sov om dagen, Morten om natten.
Lejligheden var som en klub, hvor der altid var folk, der hang ud. Morten havde også en pige.
»Jeg troede, vi var sammen, fordi jeg var lækker. Men hun var bare ’poseluder’, sådan én, der går efter bossen, ham med flest penge og mest stof.«
Morten skærer ansigt. Men det var også den pige, der kørte med ham til
behandlingsstedet Netværket den dag for knap et år siden. Men han fortsatte også med stofferne. Til han en dag kom hjem, fandt lejligheden tom, ’kæresten’ skredet med vennen og alt hans stof samt kassebeholdningen på 30.000 kr.
Siden har Morten været clean. Der var ikke mere stof, og ingen penge at købe nyt for. Men han var heldig: Han var velpolstret med B&O-anlæg og andet letomsætteligt grej, så han kom straks ud af sin gæld til nogle rockere. Morten har en ren straffeattest, men politiet havde længe haft kig på den kønne unge fyr med det travle åbne stuevindue.
»Hvis ikke Stig havde ringet den dag, havde jeg været død eller i spjældet i dag,« mener han selv. Han forsøgte faktisk flere gange at tage en overdosis, men det gik galt.
I dag går Morten stadig på Netværkets behandlingssted i Oehlenschlægersgade, Hotellet. Han er frisk på at begynde et nyt liv. Men hvilket? I sin mors toværelses går Morten nu rundt som en løve i bur. Han er rastløs og kæderyger, mens vi snakker. Et stort hvidt askebæger i hans værelse er fuldt af små hvide piller, to slags: lykkepiller og c-vitaminer.

Normalt skal han ikke noget i løbet af dagen, ud over at møde op til behandling. Men han kan snart ikke holde det ud mere – at være sammen med folk så skæve, at de falder i søvn med hovedet inde i køleskabet, som han selv engang præsterede. At snakke med nogen, der intet har at snakke om, ud over stofferne.
Han vil gerne i gang med sin fremtid. Hans drøm er at åbne sit eget behandlingssted for narkomaner. Hvor de kan få den ros og opmuntring, den kærlighed, han ikke selv har fået nok af. Derfor vil han være pædagog og tager også gerne en tørn med nogle børn, så han kan komme i kontakt med det barn, han selv var engang. Han skylder stadig syv år på sin ’naturlige’ udvikling.
Men han er begyndt at drømme igen, og at læse bøger. Lev stærkt, dø ung og Ingen skal skrive min gravskrift – men også Harry Potter. På engelsk. Men to ting piner ham helt vildt:
»Jeg snakker meget med min mor om, hvorfor jeg ikke sagde noget til hende. Det er hun utrolig ked af og har enormt meget skyldfølelse over.«
»Og så får jeg det så dårligt, når jeg på gaden ser forældrene til børn, jeg engang præsenterede stoffet for og kan se, de genkender mig. Nogle er ude af det igen, men de fleste er i fængsel, på nålen eller mistet.«
På behandlingscenteret vrider han sig af ubehag, når behandlerne holder fast i skyld og ansvar. Mest skyld, synes han. Selv om det jo er rigtigt, at man selv har et ansvar. Narkomaner skyder bare helst skylden på andre. Morten kigger smilende på mig: »Ved du hvad forskellen er på en hundehvalp og en narkoman? Hundehvalpen holder på et tidspunkt op med at klynke.«
At vende tilbage til livet er en lang proces, også med at indhente helt almindelige ting: At fremmede rører ved ham eller skubber til ham. At sige, hvad han mener og sætte sig ud over, hvad folk synes om ham.
»Jeg er bare for stædig til at give op.«

*Læs mere på tema.information.dk/sus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her