Læsetid: 4 min.

’Ta’ mig i favnen Linda’

Biografisk portræt af den finlandssvenske digter Tua Forsström
28. november 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Jeg ser ellers ikke tv om morgenen, men onsdag morgen sendte DR1 et dokumentarprogram om den finlandssvenske digter Tua Forsström kl. 9.00, og det måtte jeg se. Hvorfor det? Ikke kun fordi Tua Forsström (f. 1947) er en betydelig, nulevende digter.
Også fordi mennesket Tua Forsström betyder noget særligt for mig. Eller har betydet? Det er meget længe siden, jeg har set hende. Det var underligt at gense hende som seer.
I programmet, af Chris Zitting, læste Tua Forsström digtet »Sneen fyger over Tenala kirkegård« fra Parkerna højt. I det digt lyder en linje: »De døde tier som vat«, og den linje er motto i min første digtsamling, Tatoveringer, som udkom i 1998. Jeg citerede hende, fordi hun var et stort forbillede, og fordi det var hende, der fik mig til at indsende manuskriptet til et forlag. »March, march,« sagde hun.
Det var også hende, der foreslog titlen Tatoveringer.
Jeg havde ellers selv udmærkede forslag som Påklædningsdukkerne og pensionisten eller Lup og tyl, men dem godtog forlaget ikke. Nå. Men det korte af det lange er, at hun overtalte mig til at debutere og offentliggøre, hvilket jeg faktisk ikke havde særlig meget lyst til.
Hendes vindende argument var, at hvis jeg ikke gav slip på kontrollen over de tekster, så ville jeg blive ved med at skrive det samme igen og igen, så ville jeg ikke komme videre. Det var det – at udgive som at give ud – der betød noget i hendes optik, ikke at få succes eller magt i kraft af bogen og det at være digter.

Mennesket i fokus
I programmet sagde hun, at: »Livet og menneskene er vigtigere end kunsten.«
Og det virkede, som om programmet tog det udsagn på ordet: Det primære perspektiv var biografisk. Det var mennesket Tua Forsström, som var i fokus, ikke hendes værker. Det meste af programmet, som dog hed Digteren Tua Forsström, foregik i og omkring hendes hjem i Tenala, Finland. Tua i sofaen, skrivende eller læsende; en iscenesættelse af hendes arbejde. Tua i naturen med rosa hue på og gummistøvler. Desuden var hendes nære relationer i høj grad med i billedet. Der var helt konkret billeder af hende selv som barn og ung, hendes mor, far og sidst, men ikke mindst, hendes datter Linda. (Og Linda, hende vender jeg tilbage til).
Ud over denne vekslen mellem optagelser fra Tua Forsströms hjem og fotos fra familiealbummets privatsfære, inddrog programmet oplæsninger fra forskellige værker og et enkelt klip fra et ældre interview, dateret 1983. Oplæsningerne fremstod ukommenterede. Intervieweren stillede overhovedet ingen spørgsmål om Tua Forsströms tekster, der var på ingen måder tiltag til læsning af det, hun har skrevet.
Men tilbage til Linda. Linda er ikke kun Tua Forsströms datter. Linda er også en gennemgående figur, især i Tallört fra 1979 og September fra 1983. Linda er altså en selvbiografisk størrelse i Tua Forsströms digte. I programmet så man billeder af lille Linda, mens Tua Forsström reciterede et digt, hvor der står:
»Hun bor med mig i det sære hus/uden at spørge hvorfor, med en isnende/og total tiltro/Hun vænner sig hurtigt til/alt, hun sidder roligt der på trappen/og ser ud over søen/Mindet bedrager os, Linda/Men mindet lærer os at elske«
Tua Forsström anvender datterens navn i digtet, og hun har tillige tilladt, at dokumentarprogrammet om Digteren Tua Forsström viser billeder og videoklip af Linda, både som barn og voksen. Det vides ikke, om Linda har givet sit samtykke, og måske er det også lige meget. Men. Hun siger, hun ikke vil have magt, og så udstiller hun sit barn i medierne – og fortæller åbenhjertigt, at de har haft mange »kriser og bekymringer« sammen, siden Linda blev voksen.

Iscenesat adoption
Jeg ved ikke helt, hvorfor det skurrer i mig, jeg skriver selv om mit barn, og jeg har normalt ingen skrupler, når jeg læser selvbiografiske tekster af andre. Men det gjorde mig pludselig ked af det, at Tua Forsström blotlagde sit barns adoptionshistorie for åben skærm; hun fortalte, at hun var en af de første enlige, som havde fået lov til at adoptere, og at hun havde valgt at adoptere, fordi hun gerne ville have et barn, der allerede fandtes, og fordi der var sider ved hende selv, som hun ikke ønskede at reproducere.
Hun fortalte, at hun så noget positivt i at tage et barn, der var fremmed og anderledes, til sig; et barn, man ikke kendte noget til rent genetisk. Åh, jeg ved ikke, det var vel den udvendighed eller forfængelighed, der lå i at bruge adoptionen som led i en selviscenesættelse, der skuffede mig. Måske følte jeg mig simpelthen ramt, selv om jeg prøver på at skrive om min dreng som subjekt og f.eks. citere ham: »Vesterbrogade er lang som en lang rækkefølge af mennesker«. Men altså, forleden læste jeg en udtalelse af en kvinde, der oven i købet er psykolog, hun sagde: »Jeg har den opfattelse, at det, der kommer ud af mig, er mit,« hvilket henviste til hendes børn. Og den opfattelse har jeg ikke.
Det kunne have været spændende, hvis programmet havde berørt feltet mellem liv og værk, mellem fotografierne af Linda og Linda i digtene. Jeg ville gerne stille Tua spørgsmålet: Taler I sammen, dig og Linda, om de digte fra 1979 og 1983 i dag? Taler i sammen om: »Ta mig i favnen Linda! Jeg/er så lille«?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu