Læsetid: 2 min.

’Vi tænker ikke kun i penge’

Gyldendals forlag har fra starten meldt sig som kritikere af den totale liberalisering af bogpriserne. Det bliver dyrt for staten og vil ofre det skæve og eksperimenterende, mener forlagets direktør, Stig Andersen
21. november 2003

Nej tak
– Hvordan vil du tage imod en total liberalisering af bogmarkedet?
»Jeg tror ikke, vi får en fuld liberalisering. Jeg mærker, at der fra mange sider – også fra politisk hold – er forståelse for de særlige forhold, der kendetegner det danske marked for bøger og en erkendelse af, at bogen skal betragtes i et kulturpolitisk perspektiv.«
– Synes du, den tre år gamle mellemløsning fik tid nok til at bevise sit værd?
»Nej, det synes jeg ikke. Vi ønsker, at den nuværende ordning skal gøres permanent og ikke blot forlænges. Det er ikke rimeligt, at forfattere, forlag, boghandlere m.fl. skal leve med denne konstante usikkerhed.«
»Den valgfrie bogpris er en god model i mange år fremover.«
– Tror du, tiltaget risikerer at kvæle den smalle litteratur?
»Nu har vi jo ikke set noget tiltag endnu, men man skal huske på, at langt størstedelen af bogudgivelserne i Danmark er ’smalle’. Det er i virkeligheden et misvisende udtryk. I et helt liberaliseret marked vil de få årlige bestsellere true med at overskygge andre bøger, og det bliver vanskeligere for de skæve og eksperimenterende bøger overhovedet at udkomme. Forlagene vil være mere tøvende.«
– Hvad med boghandlerne, vil de kunne overleve, hvis de ikke længere tjener gode penge på bestsellerne?
»Boghandlerne har det svært og vil selvfølgelig ikke få det lettere, hvis bestsellerne flytter over til dagligvarekæderne, som vil gå ind i en blodig priskrig på disse bøger. Mange boghandlere vil lukke.«
– Hvor stor en procentdel af dette års bogtitler på Gyldendal har været med frie priser?
»En beskeden del har vejledende priser, primært paperbacks.«
– Hvorfor har Gyldendal ikke liberaliseret flere af sinebogtitler på nuværende tidspunkt?
»Vi mener, at den nuværende ordning bedst tilgodeser hensynet til kvalitet og mangfoldighed i bøgernes verden. Vi vil sikkert komme til at anvende vejledende priser i stigende omfang, men det vil være en afvejning fra titel til titel. Det er vigtigt at bevare muligheden for at sætte en fast pris.«
– Er faste priser bedre for Gyldendals samlede forretning?
»Nu kender vi af indlysende årsager ikke forlagsøkonomien på et liberaliseret marked. Teorien er, at det er de store spillere, der har størst fordel af markedskræfternes frie spil, så man kan ikke afvise, at et liberaliseret bogmarked ville være til Gyldendals fordel. Økonomisk – men vi tillader os altså at have andre ambitioner end de rent forretningsmæssige.«
– Hvordan vil I omprioritere jeres forretning, så den står parat til de kommende konkurrencevilkår?
»Vi regner som nævnt med – og håber på – at den nuværende ordning fortsætter men er også klar til at møde en ny situation.«
– Hvem bliver taberne med den totale prisliberalisering?
»Taberne bliver først og fremmest læserne, for de vil få et mindre udvalg og sværere adgang til bøgerne. Nogle få vil blive billigere, resten dyrere. Bogmarkedet vil blive mere trivielt og ensartet.«
– Bliver statsstøtte a la den svenske model mon nødvendig for bogbranchen?
»Der er ingen tvivl om, at det vil blive rigtig dyrt for staten, hvis vi får et helt liberaliseret bogmarked. Der skal bruges store midler til at bøde på ulemperne: støtte til boghandlere i mindre befolkede områder, produktionsstøtte til forlagene, indkøbsordninger osv. «
– I Sverige bruger man over 100 mio. kr. til disse formål. Er der politisk vilje til det i Danmark?
»Jeg tror det ikke. Den nuværende ordning er gratis.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her