Læsetid: 3 min.

I Thad Jones’ tegn

DR Big Bands komponistkonkurrence, Thad Jones Competition, blev i et internationalt opløb vundet af en af orkestrets egne: den unge basunist Peter Jensen
25. november 2003

Finalekoncert
Med direkte radiotransmission og Hans Otto Bisgaard som konferencier afholdtes Thad Jones Competition med DR Big Band i Vega søndag eftermiddag. Fem finalister dystede om æren og tre pengepræmier, hvor af vinderen kunne hjemtage 10.000 gode amerikanske dollar.
At hæderen tilfaldt den unge danske basunist, komponist og arrangør, Peter Jensen (f. 1975), kan man som dansker være stolt af, eftersom konkurrencen har budt på hele 105 indsendte bidrag fra det meste af verden. Altså en betydelig interesse blandt unge arrangører, hvis alder ifølge deltagerreglerne ikke må overstige 35 år.
Vinderen blev udpeget af et dommerpanel bestående af tre erfarne arrangører for store jazzorkestre, Jens Winther (DK), Jim McNeely (USA) og Bob Mintzer (USA), efter en gennemspilning af de fem værker af DR Big Band under ledelse af dirigenten Giordano Bellincampi.

Original tysker
Det første og meget originale bidrag kom fra den unge tysker Robert Bauer (f. 1977), der fik noget helt særligt ud af Billy Strayhorns »Something To Live For«. Det var et klang- og farvemættet arrangement, lavmælt og lyrisk, og i et semiabstrakt toneprog, der skilte det ud fra konventionel Big Band-jazz.
Dernæst spilledes Peter Jensens originalkomposition, »Three Pieces For Big Band«, der, som titlen antyder, bestod af et suiteagtigt forløb. Det var et konstant afvekslende stykke musik, monstrøst i sin kalejdoskopi, som synes at ville alt for meget på sine 10-12 minutter. Dog ikke ifølge dommerpanelet. Og så endte det med en ret uforglemmelig harmonisk og rytmisk dristig slutning.

Afbalanceret
Amerikanske Justin Morell (f. 1973) afslørede med sin komposition, »Jazz Ensemble«, en tydelig forbindelse til bigband-traditionen. Stykket var eftermiddagens mest afbalancerede med sin kontrollerede atmosfære midt i en bevægelig melodik og en ostinat-baseret puls, der drev musikken fremad.
Han brugte orkestrets palette på en fin måde, ideer og variationer virkede logisk integreret i kompositionens struktur. Skulle det interessere nogen, så var Morell sammen med tyske Bauer undertegnedes favorit til en vinder. Morell fik dog kun 3.-prisen på 2.500 dollar, mens det retfærdigvis blev Bauer, der fik andenprisen på 5.000 dollar.
Det andet danske islæt, Mads Jacob Pagsberg (f. 1970), der er musikvidenskabeligt uddannet, måtte nøjes med at varme sig ved tanken om at være nået helt til finalen. Hans komposition, »The Sweetness«, manglede det sidste i harmonisk vovemod og håndelag, for at kunne gøre sig, hvilket også gjaldt canadieren Andrew Rathbun (f. 1970), hvis stykke, »Nameless«, virkede diffust med sine atonale og rytmisk skæve virkemidler.

Intet legitimitetsproblem
Udgør det et problem, at en af orkestrets egne fostersønner hjemtager prisen? På papiret lugter det. Udvælgelsen blandt de mange bidrag er nemlig gjort af en tomands-jury, bestående af tidligere leder af DR Big Band, Ole Koch Hansen, og basunisten Vincent Nilsson. Sidstnævnte sidder til daglig i basungruppen i DR Big Band sammen med Peter Jensen!
Et legitimitetsproblem mener den ansvarlige for konkurrencens procedure, DR Big Bands bassist Thomas Ovesen, dog ikke, at der er tale om. I en telefonsamtale med undertegnede mandag forsikrede han, at der har været »vandtætte skodder«, at alle indsendte forslag er behandlet anonymt, og at Vincent Nilsson ikke vidste og (trods forsøget) ikke kunne gætte, hvilken komposition, der var skrevet af Peter Jensen.

*Thad Jones Competition med DR Big Band: Finalekoncert, Store Vega, søndag.
*www.dr.dk/bigband

FAKTA
Thad Jones
*Thad Jones (1928-1986) står som en af de betydeligste bigbandledere og arrangører i jazzen. Han var i sidste halvdel af 60’erne med til at vitalisere og forny bigband-genren med sit Thad Jones/Mel Lewis Orchestra og havnede i 1977 i Danmark, hvor han overtog ledelsen af DR Big Band og førte orkestret op i en international klasse, hvor det siden har befundet sig. Thad Jones, der ligger begravet på Vestre Kirkegård i København, havde en stærk tilknytning til dansk jazz, hvilket også holdes i hævd ved DR Big Bands Thad Jones Competition. I anledning af årets finale er et orkestrets historiske indspilninger med Jones blevet genudgivet på Storyville, Thad Jones And The Danish Radio Big Band: Live at Montmartre fra 1978.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu