Læsetid: 4 min.

Tilfældets musik

The Sandmen er for en kort bemærkning tilbage – uden at have tænkt i hverken konjunkturer eller kontanter
12. november 2003

Interview
Projektørerne slukkes, loftslyset tændes, og publikum fortrækker. Det er en buldermørk vinteraften i 1995, og et af landets fineste rockbands er netop gået af scenen for sidste gang. Efter seks studieudgivelser, en liveplade og et utal af kondensdryppende koncerter er det slut for The Sandmen.
Men de interne stridigheder, som førte til kvartettens uafvendelige forlis for otte år siden, er glemt i dag. I hvert fald for en stund. De tidligere rockstjerner har nemlig taget orlov fra deres 8-16 jobs for under fælles signatur at drage ud på en mindre danmarksturné, som er kommet i stand på baggrund af det nyligt udsendte opsamlingsalbum Beauties And Beasts.
The Sandmens aktuelle udgivelse og temporære gendannelse smager imidlertid en kende af kold kalkule. Af lettjente penge i en tid, hvor rock’n’roll atter er et modeord blandt forbrugerne.
Men der er ifølge bassist Ole Wennike hverken tale om kynisme eller grådighed.

Ingen latterlige julelege
»Vi gør ikke det her for at tjene en masse hurtige penge. Beauties And Beasts har været undervejs i lang tid. At den kommer netop nu er tilfældigt. Desuden er det heller ikke os, der har bestemt tidspunktet for udgivelsen, men derimod vores pladeselskab. Og de er måske nok kyniske, men de har sgu ikke hjerne nok til at planlægge vores release, så den matcher tidens hurtigt skiftende musikmode.«
Trommeslager Michael Rasmussen nikker og uddyber:
»Det er rigtigt, at vi ikke har været udsat for smarte strategier i forhold til pladens udgivelse. Og vores fore-stående turne er altså heller ikke tilrettelagt udfra, hvornår interessen for The Strokes, White Stripes og hele den dér retrorock nu er på sit højeste. Vi valgte at tage på turne nu, fordi vi ganske enkelt er klar. At publikum så også er det er bare herligt.«
– Men kan I forstå de, der tænker, at I prøver at planlægge jer til nogle nemme penge?
Wennike: »Ja, for sådan er det jo som oftest. De multinationale selskaber, som styrer det meste i dag, beregner jo alt udfra, hvornår det nu lettest kan betale sig at gøre dit og dat. Så at mistanken også skulle dukke op i forbindelse med os er jo egentlig ganske naturligt.«
Rasmussen: »Men omvendt vil jeg sige, at hvis folk bare kender en smule til ånden i The Sandmen, vil de vide, at vi aldrig går med på den slags latterlige julelege. Vi valgte jo for eksempel at opløse bandet i en tid, hvor vi havde et stort, trofast publikum. Det gjorde vi, selvom det var fuldstændig vanvittigt udfra et forretningsmæssigt synspunkt.«
– Nu er I så tilbage på en række stort set udsolgte spillesteder. Giver det ikke appetit på fremtiden?
Rasmussen: »Helt sikkert. Om vi bliver et ’rigtigt’ band igen, er det ikke muligt at sige noget om endnu. Men vi har haft det forrygende sammen i øvelokalet, og har alle mærket den gamle magi. Men derfra og til at blive gift igen, er der satme langt.«
Wennike: »Fremtiden er et meget ømtåligt emne, som vi dybest set ikke har lyst til at tale om. For siger vi først, at der kommer en ny plade på et tidspunkt, så forventer folk noget af os, og dét pres kan lynhurtigt dræbe vor nyfundne glæde og kreativitet.«

Ikke klar til museum
– Men er der overhovedet brug for jer på den danske rockscene i dag?
Wennike: »Det ved jeg ikke, om der er. Vi tænker, som tidligere nævnt, ikke i den slags baner. Men det er da rigtigt, at der er mange bands, der for øjeblikket spiller en cool rock, som er helt i vores ånd.«
Rasmussen: »Der vil altid være brug for den type rock, vi spiller. Den har nemlig en nerve og et nærvær, som ikke findes andre steder. At stå til en rockkoncert og mærke lydene brage mod brystet, det giver et sus, som ikke fås andre steder.«
»Og det er mit indtryk, at folk har genopdaget denne power. Flere og flere går jo til rockkoncerter til trods for, at radiokanalerne ikke præsenterer dem for meget andet end ligegyldig pop.«
– Er det den sædvanlige klagesang om, hvor nedrige underholdningsmedierne er?
Rasmussen: »Nej, slet ikke! Idéen om, at medierne er blevet ligeglade med alt, der ikke lige lyder som et letbenet hit, køber jeg ikke. Der bliver spillet ligeså meget god musik i dag, som da vi begyndte. Forskellen er bare, at den nu blandes op med meget mere lort.«
Wennike: »Det er rigtigt, at der stadig er kvalitetsrock i æteren. Men i modsætning til dengang i 80’erne, hvor vi udgav vores første plader, er der i dag mange flere kanaler, som lytterne kan nå den igennem. Det er jo fantastisk, at man over internettet kan lytte til tusindvis af radiokanaler, som spiller rock. Så alt i alt ser det meget bedre ud, end det gjorde for 15-20 år siden – såvel for udøverne som for lytterne.«
– Men hvad skal folk i grunden med al den rock? Er det ikke en udlevet genre, som burde leve et stille liv side om side med jazz og country?
Wennike: »Nej, rocken er ikke klar til at komme på museum. Det viser tidens store interesse jo også. Dét groove og dén vitalitet, som fascinerede os, da vi begyndte, er stadig i stand til at give folk noget stort og betydningsfuldt.«
Rasmussen: »Det lyder nu så intellektuelt. Men det er meget vigtigt at understrege, at rock ikke er en intellektuel disciplin. Lige meget hvordan man vender og drejer det, er der tale om en musikgenre, som henvender sig til kroppen. Derfor vil rocken altid kunne tale til mennesker, og derfor vil den aldrig kunne tilsidesættes.«
»Den har noget, der ikke kan forklares med ord, men som alligevel giver mening. Det var derfor, vi begyndte i The Sandmen, og det er derfor, vi nu er vendt tilbage.«

*Beauties And Beasts er udkommet på EMI. Se turnéplan på www.emi-medley.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her