Læsetid: 3 min.

Tosproget oprør

En fin, finlandssvensk film om pigen Elinas oprør mod sin mobbende lærerinde burde give børn og voksne masser at snakke om
28. november 2003

(2. sektion)

Ny film
Skal man holde på sin ret, når man kæmper mod alle odds, eller skal man sluge sin stolthed og lade overmagten få sin vilje? Det er det centrale spørgsmål i debutanten Klaus Härös fine filmatisering af Kerstin Johansson i Backes roman Som om jeg ikke fandtes om den niårige pige Elina, der nægter at indordne sig, når hun føler, at hun eller andre bliver uretfærdigt behandlet.
Historien om Elina udspiller sig i 1950’erne langt ude i ødemarken i det svenske lapland, hvor en bil er et så eksotisk syn, at den tiltrækker alle byens børn. Blandt dem er den fattige Elina (Natalie Minnevik), som efter længere tids sygdom bliver erklæret rask nok til igen at begynde i skole.
Hendes far er for nylig død, men Elina fører lange samtaler med ham i det moseområde, som han elskede højt og lærte hende alt om. Hun lover, at hun altid vil være som ham og gøre det rigtige, men det løfte bliver sat på en hård prøve, da hun havner i den regelrette lærerinde Tora Holms klasse.
Lærerinden (Bibi Andersson) ser det som sit livsprojekt at lære de finsktalende børn svensk, og da Elina hjælper en kammerat med sprogproblemer, bliver de begge straffet. Elina forstår ikke, hvordan man skal lære noget, hvis man ikke forstår og ikke må spørge. Resultatet af den frækhed bliver, at kammeratens frokost bliver inddraget. Og da Elina giver ham sin frokost, er der lagt op til duel mellem den principfaste lærerinde og den stædige elev.

Barnlig voksen
Elina – som om jeg ikke fandtes fortæller en tidløs historie om at turde stå for det, man tror på, selv om det virker håbløst. Elina skal ikke kun kæmpe med den uretfærdige lærerinde. Hun slås også med at komme sig over sin fars død, og filmen væver følsomt de forskellige lag sammen med det utrolige efterårslandskab som en ekstra dimension.
Historien handler ikke kun om retfærdighed, sorg og savn. Den handler også om forholdet mellem menneske og natur, eller natur og kultur, hvor lærerinden ser en svenskificering af de fattige, to-sprogede børn som det eneste håb for at gøre dem civiliserede, så de kan få en lysere fremtid.
Bibi Andersson spiller lærerinden, så man fornemmer den nagende tvivl under den strenge overflade som repræsentant for den gamle skole, hvor man aldrig stillede spørgsmål ved lærerens autoritet, og Natalie Minnevik og de andre børn giver hende overbevisende modspil.
Filmen har nogle uforglemmelige scener, som når den mobbende lærerinde på barnlig vis bestemmer sig for fuldstændigt at ignorere Elina. Hun ser hende helt enkelt ikke i klassen, og man mærker tydeligt, hvor forfærdeligt det er for Elina. Én ting er at blive uretfærdigt behandlet. En anden er slet ikke at blive set og hørt.
Man kan indvende, at historiens konflikter bliver lovligt let opløst. Den nye lærer Einar (Henrik Rafaelsen), der har et mere moderne skolesyn, forsøger løbende at skabe dialog, og efter et dramatisk optrin i mosen får Elina pludselig opbakning fra de andre elever, så lærerinden er nødt til at forholde sig til hendes kritik.
Slutningen fungerer imidlertid udmærket, fordi Härö klogt nok ikke slår den op til noget, den ikke kan bære. Filmen har på klassisk vis flittigt brugt stemningsmusik undervejs, men violinerne får ikke overtaget, da det hele ender lykkeligt til sidst.

*Elina – som om jeg ikke fandtes. Instruktion: Klaus Härö. Manuskript: Kjell Sundstedt. Svensk (Vester VovVov og Grand i København, Øst for Paradis i Århus og Café-Biografen i Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her