Læsetid: 8 min.

Fra de ultratykke til de ekstra tynde

Litterær status over en dansk bogsæson, der indtil videre har budt på en blanding store researchtunge mammutromaner og tynde, skarpe udgivelser
21. november 2003

(2. sektion)

Bogsæson I
Søndag eftermiddag var der hængt guirlander op hele vejen ned ad Amagerbrogade. Ja, nu står julen for døren, og man må kante sig ud på trappen. Så er det også bogmessetid og tid at gøre status over den litterære sæson.
Det var Torben Brostrøm, der engang anholdt egne og mange andre anmelderes brug af emotionelle klicheer: »Bogen holdt mig vågen flere nætter i træk« / »Romanen besætter ens sind« / »En rystende læseoplevelse«. Stod disse ord til troende, måtte anmelderne hvert år til december lade sig indlægge på lukket afdeling. Ikke desto mindre pynter de op, køber julegaver, spiser klejner og drikker gløgg, hvis altså de kan få skidtet ned. Det maner i situationen til nøgternhed og en vis distance.
Nøgternt betragtet bør bogentusiasten i år ønske sig en rigtig behagelig læne- og læsestol. For er der noget, der springer i øjnene, er det de mange store og rigtig store bøger inden for såvel poesien som prosaen. 2003 har ganske vist været uhyggeligt fattigt på markante lyrikudgivelser - ingen Thomsen eller Tafdrup, ingen Nordbrandt eller Høeck, ingen Inger Christensen eller Jørgen Leth. Af de yngre spændende navne har f.eks. Niels Frank og Morten Søndergaard været tavse. Sidstnævnte bragte os dog i foråret en kræsent sammensat buket af Simon Grotrians digte.

Fine lyrikudvalg
Af andre samleudgivelser har man kunnet glæde sig over et fyldigt udvalg af Viggo Madsens lyrik, befordret i trykken af Lars Bukdahl og forlæggeren Steen Piper, og i efteråret kom først Johannes L. Madsens samlede skrifter, ligeledes med Bukdahl som redaktør og portrættør, siden førstebindet af Peter Laugesens udvalgte Dan Turèll. Alt sammen bøger, der nok egner sig bedre til lænestolen end til barstol og bybus.
For ikke så længe siden skulle jeg købe en gave til en, der kort forinden var blevet opereret i knæet. En ordentlig rygsæk, naturligvis! Ekspedienten var enig i, at den sorte, jeg havde valgt, var pæn, og lagde med stolthed til, at han kort forinden havde solgt Anders Fogh Rasmussen én. Alligevel købte jeg den; noget godt har den mand vel, når det kommer til stykket, gjort. Først bagefter faldt det mig ind, at det kunne være et billigt salgstrick, ligesom dengang jeg i et møbelmagasin så med interesse på en højrygget lænestol. »Sådan én solgte jeg forleden til Klaus Rifbjerg,« bedyrede sælgeren. Den var også både flot og dyr.
Men uanset stolens kvalitet bør man til vinter give sig tiden til Hanne Marie Svendsens roman Unn fra Stjerne-stene, den omhyggelige og detaljerige, men også umiddelbart medrivende skildring af en ung, selvstændig kvinde i et kloster i det sydlige Grønland i midten af det 14. århundrede. Research skal der til for at mestre den slags, ikke blot inden for kirkehistorien og middelalderlig filosofi, men også i zoologi og botanik, herunder flamske nonners brug af vegetabilsk baserede rusmidler.
»Hun kan aldrig blive nonne, hun kan aldrig blive rigtig from,« står der om Unn. Hun vil vide alt og selv læse alt, også den elskovskloge Ovid, og af de historier, hun får fortalt, holder hun mest af den, der handler »om en kvinde, der gjorde, som hun ville, og ikke lod nogen bestemme over sig.«

Arrangeret ægteskab
Dette adskiller Unn fra hovedpersonen i en anden flot historisk roman fra i år, Dorrit Willumsens Bruden fra Gent, en indlevet beretning om udelt troskab og ydmyg pligtopfyldelse. Isabella eller Elisabeth, datter af Johanna den Vanvittige, barnebarn af kejser Maximilian og søster til kejser Karl, bliver her gift med Christian II af Danmark. Det er ikke så lidt, hun må finde sig i.
»Man bliver ført til en mand, man ikke kender. Man forstår ikke hans sprog, og hans manerer er én ganske fremmede. Og ham skal man så følge til jordens yderste grænse.« Det arrangerede ægteskab kaster først arvinger af sig, efter at kongens frille Dyveke er skaffet af vejen:
»Da bestigningen var overstået, badede mit skød og mine hofter i hans mælk, som jeg siden konstaterede skinnede som månestråler eller sporet efter en snegls vandring hen over et blad.«
Sådan lyder den typiske sprøde, poetiske Dorrit Willumsen-tone, også i denne bog om kvinden med det selvudslettende motto: Hvor min konge er, dér er mit kongerige.
Bruden fra Gent lægger op til sammenligning med fire noveller, som Anne Marie Ejrnæs udsendte i foråret under overskriften At få form, om store piger eller unge kvinder, der forelsker sig i en ældre mand og derved modnes fysisk og psykisk, intellektuelt og kunstnerisk, men også oplever, hvordan han undervejs instrumenterer og reducerer hende.
Tidsmæssigt spænder bogen fra første halvdel af 1100-tallet til 1960’erne, hvor en gymnasiepige spiller Ionesco. Tematisk kredser bogen om prisen for et selvstændigt liv over for prisen ved hengivelse.

Kraften og Magten
Det er samme spænding, der hersker i Jette A. Kaarsbøls debutværk Den lukkede bog, om purunge Frederikke, der i 1870’ernes København gifter sig, ikke med ham præsten, der ellers var så fornuftig og pæn, men med den charmerende læge, der i det skjulte foretager utallige illegale aborter, og som i øvrigt mest er til mænd.
William Heinesen kaldte engang en historie for »en miniroman fra de gode gamle petroleumslygters tid«. Her har vi at gøre med en maxi-roman fra de gode trygge københavnske gaslampers tid, berettet af en fortæller, som tager sig talrige friheder med hensyn til gardinpræk og utidig indblanding, men ikke desto mindre formår at skrue læseren fast til stolen.
I den må vi sidde længe, meget længe endda, hvis vi vil igennem Ebbe Kløvedals Reichs kolossale roman Himlene og Jorden. Forfatteren blander originalt samtidssatire og science fiction med kultur- og kirkehistorie og opnår, om ikke andet, så dog at gøre læseren rigtig godt gammeldags fortumlet.
To udsendinge fra en utopisk parallelverden drager til nutidens København, angiveligt for at hente den enes hustru hjem, og involveres så i talrige snurrige eventyr. Sideløbende hermed fortælles om kættersken Hypatia i oldtidens Alexandria og hendes lære om guddomskraften, der altid vil stå i et modsætningsforhold til magten.
Samme konflikt, om man ellers vil se den, var det som spændtes ud i Ib Michaels historiske roman Paven af Indien, ligesom Ebbe Kløvedal Reichs monstrøse og svært håndtérbare bog digtet over et eksisterende kildemateriale, her nemlig El Primer Nueva corónica y buen gobierno, bogen om »det gode styre«, tegnet og fortalt af den sidste inka i et forsøg på at råbe den spanske konge op.
Timerne i stolen belønnes her med en mæt fornemmelse af bagefter at kende historier indefra, både historien om Felipe Guaman Poma de Ayalas håndskrift og historien om det værk, man sidder og tilegner sig.
Omvendt spilder man ganske enkelt sin tid, hvis man fra ende til anden læser to gigantiske bøger af Klaus Rifbjerg og T.S. Høeg skrevet sammen af løse indfald. Af Rifbjergs Alea kan man nøjes med den lystige passage, hvor tilrejsende danskere er med til at fiske Søren Ryge Petersen op af havet ud for Tórshavn, og et afsluttende optrin, hvor ’diværste’ skønånder i samme regnvåde by er med til at fejre Heinesens 250-års fødselsdag.
Så har man fået det bedste og kan gå let hen over selvbiografisk slagger og samfundssatirisk suremands-snak. Fra T.S. Høegs nylige gigantudgivelse Samtid bør man unde sig hans veloplagte beretning om et avantgardebands tumlende turné gennem EksJugoslavien og så for resten nyde de bedste af hans 18 outsider-portrætter fra Vesterbro.
Et godt råd til den læser, der ikke tidligere har givet Vibeke Grønfeldts romaner en chance, vil være at få fat på Det nye og læse den langsomt, bid efter bid. Hendes historie om Lis, der lever og ånder for nyhederne i tv, i radioen og på nettet, lider under en vis monotoni, men farlig og vedkommende bliver den, når man opdager, at denne nyhedssluger skam ikke kun er en menneskefjendsk eskapist.
Sin indlevelsesevne bruger hun til at se bag om de historier, hun følger, og digte videre på dem. Som iagttager af sin samtid har hun derfor ikke så lidt tilfælles med den
forfatter, der har skabt hende og digtet hende så ekstrem.

De sære og skæve
Trods mammut-formatet ligner Vibeke Grønfeldts bog egentlig ikke årets øvrige lænestolsmagneter så meget som den ligner de mere sære og skæve. Jeg tænker her naturligvis på Claus Beck-Nielsens ‘selvbiografi af en afdød’, som uanset hvad man vil mene om etikken i, hvad han har gjort, påkalder sig opmærksomhed ved sin hudløse konsekvens som eksistentielt dokument. Manden er »trådt ud af sit navn«, men i litteraturen huserer han trods alt stadig med styrke.
Stilistisk er og bliver årets vigtigste indenlandske bedrift formentlig Peter Adolphsens Brummstein, en miniroman på 68 sider, der, som en kritiker sagde forleden, meget vel kunne have fyldt 500 sider og mere til.
Underfundigt og intelligent blander forfatteren videnskabelig fakticitet med kunstnerisk fiktivitet og får trods en knastør diktion læseren trukket ind i en fascinerende verden af anelse, drøm og svimlende gys. Der er seebergsk dokumentarisme, kafkask knaphed, højholtske indfoldningsspil og borges-agtig leg med læseren i denne historie om en brummende bjergart så magisk som kunsten selv.
Klejne i formatet og smalle i deres udsnit af verden er en række af årets bøger, som bedst kan kaldes for kammerstykker:
Juliane Preislers Dreng, den stille, sørgmodige skildring af en enkes ensomhed, der dog langsomt brydes, da hun lærer en ung mand at kende.
Anders Søgaards underligt nøgne Fodnoter til en ung mands indre husholdning, bag hvis kuldslåede flanør man fornemmer en følsom og søgende sjæl.
Og endelig Christian Skovs mesterstykke af en hospitalsroman Endnu er markerne frosne, hvor Chri-stine ligger på stuen og drømmer sig tilbage, men også drømmer sig fremad til alt det, hun efter alt at dømme aldrig skal opleve med sit barn.
Jo, der er masser, masser at glæde sig over i det snart udløbende bogår og endnu mere til, hvis man medtager to højst individuelle lyrikeres nyeste bøger: Lone Hørslevs Ærgerligt, ærgerligt og Ursula Andkjær Olsens Atlas over huller i verden – begge båret af sprudlende humor og suveræn tro på det at søge og finde, på egen hånd.

Nordiske naboer
Forleden dag var der en journalist, der i anledning af den forestående bogmesse ringede og spurgte, hvad der kunne være grunden til, at svenske forfattere i modsætning til de danske skrev bøger, som folk købte og læste i titusinder og hundredtusinder af eksemplarer. Hans eksempler var vistnok mest Henning Mankell og Liza Marklund. Dem kan krimifans heldigvis læse på originalsproget eller, om galt skal være, i oversættelse, på samme måde som vi har nem adgang til f.eks. Linn Ullmanns fine psykologisk-realistiske minimalisme eller til den form for socialt og historisk bevidst fortællekunst, der dyrkes af islandske forfattere som Einar Már Gudmundsson og Einar Kárason. Altså blev svaret, at jeg ikke kunne købe hans præmisser.
Der er overhovedet ingen grund til at kopiere, hvad andre har og også vi sagtens kan læse, når der i mini- og maxiformatet laves så fine sager som året trods alt har bragt.
Der er lagt op til både meget tykke og meget

Tema
Bogsæson
*På de næste sider skanner Information bogmarkederne i Danmark, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og USA for de mest spektakulære udgivelser i indeværende bogsæson – og for de tendenser, der tegner sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu