Læsetid: 3 min.

’Jeg bliver ved til vi får Thule tilbage’

Mens Højesteret arbejder sig langsomt igennem sagen om Thule, venter de berørte fangere spændt på udfaldet
5. november 2003

»Vi håber, du får gevinst«. Nogenlunde sådan lød afskeden til Ussaqqak Qujaukitsok på Højbro lige uden for Højesteret. Han er formand for Thule-fangerne, og det var dag nummer to for den store retssag mod den danske stat. Et tilfældigt østgrønlandsk par på besøg i København hilser hjerteligt og knipser et hurtigt fællesfoto med kameraet.
Ussaqqak Qujaukitsok er for tiden en af de mest kendte personer på Grønland. 234 millioner kroner og retten til et område, som huser den amerikanske Thule Air Base med en vigtig funktion i et omdiskuteret missilskjold, er på spil. Ussaqqak Qujaukitsok var fem år gammel og med blandt Thule-fangerne, da de i 1953 måtte rejse nordpå til Qaanaaq.
»Jeg er meget spændt på, hvordan dommerne afslutter det hele. De læser i rapporter og papirer, men de kender ikke området. Jeg tror, det ville gøre en forskel,« lyder den nervøse status fra Ussaqqak Qujaukitsok.
Højesteret er med højtlæsning fra appellanternes advokat, Christian Harlang, langsomt ved at tygge sig igennem de mere end 8.000 sider sagsakter med lakoniske kapiteltitler som »Etnographica«, »Kap York Stationen« og »1951 primo«.
I en hyldemeter rapporter placeret foran hver af de syv højesteretsdommere findes grundlaget for den afgørelse, som Ussaqqak Qujaukitsok – blandt mange – venter på. En afgørelse, der i værste fald kan betyde, at den danske stat bliver klemt inde mellem et krav fra den højeste, danske retsinstans om at levere Thule tilbage og en nær allieret – USA.
I modsætning til de mulige konsekvenser har retssagen indtil videre været uden dramatik. Kammeradvokatens repræsentant, advokat Karsten Hagel-Sørensen, kunne i en pause bemærke:
»I betragtning af, hvor uenig Christian Harlang og jeg er, synes jeg, det forløber forbløffende roligt.«
Det fleste af beviserne og argumentationen er repetition fra Østre Landsret i 1999, hvor Thule-fangerne fik delvist medhold. Ifølge advokat Christian Harlang er en smule nyt »vævet ind i det gamle materiale«.

Selvstændig folkestamme
Mandag kunne han præsentere et vidneudsagn fra skoleinspektør Axel Lund Olsen i Qaanaaq – hvor Thule-fangerne blev flyttet til i 1953. Udsagnet skal være med til at dokumentere, at Thule-fangerne og efterkommere er en selvstændig folkestamme. Det kan aktivere internationale konventioner om oprindelige folks rettigheder og ejerskab til det gamle fangstområde. Skoleinspektøren forklarede, at Thule-fangerne og deres efterkommere har et unikt sprog, som adskiller sig fra, hvad der eller tales på Grønland.
I går dokumenterede advokat Christian Harlang blandt andet, hvordan Thule-fangerne havde deres egen lov – konstrueret af Knud Rasmussen med den danske grundlov som model. Han kunne også dokumentere, hvordan Thule-fangerne oveni var beskyttet af den danske grundlov. Dette ’dobbeltpanser’ skulle sikre Thule-fangerne ret til deres jord. Med mindre de flyttede frivilligt.
Det bliver et af de store stridsspørgsmål. Advokat Christian Harlang står fast på, at Thule-fangerne blev tvangsflyttet. På den anden side vil Kammeradvokaten ved advokat Karsten Hagel-Sørensen bestride, at det var en tvangsflytning. Østre Landsret slog i 1999 fast, at den danske stat i 1953 »foretog et alvorligt indgreb over for befolkningen« – men nævner intet om en tvangsflytning. Kammeradvokaten vil i de kommende dage og i sin endelige procedure forsøge at sandsynliggøre: At der var en grad af frivillighed bag rejsen fra Thule til Qaanaaq, at det et led i en naturlig demografisk udvikling at flytte fra Thule, og at Thule-fangerne ikke fik ødelagt deres fangstmuligheder ved at flytte nordpå til Qaanaaq.
I næste uge begynder den afsluttende procedure, og advokat Christian Harlang forventer en afgørelse allerede i slutningen af november.
»Jeg har banket og hakket med denne sag i meget, meget lang tid – siden begyndelsen af 1980’erne. Min far troede på, at sagen ville slutte, inden han døde. Kort før det skete i 1989, lovede jeg ham at gennemføre sagen – at blive ved indtil, vi har fået Thule tilbage,« siger formand for Thule-fangerne Ussaqqak Qujaukitsok.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her