Læsetid: 4 min.

Til verdens ende

Peter Weirs ’Master and Commander’ er en medrivende og deltaljerig skildring af livet om bord på et krigsskib i begyndelsen af 1800-tallet
27. november 2003

Ny film
Der er ikke megen forloren skibsromantik over Peter Weirs nye film, Master and Commander: To the Far Side of the World. I stedet har den australske instruktør lavet en medrivende skildring af det barske liv om bord på det engelske krigsskib HMS Surprise, som befinder sig ud for Brasiliens kyst i begyndelsen af 1800-tallet.
Der er i sjælden grad kælet for detaljerne, og Weir og manuskriptforfatteren har på baggrund af Patrick O’Brians populære romaner om søkrigeren kaptajn Jack Aubrey og hans oplevelser under Napoleonskrigene skabt et miljø og nogle karakterer, som udstråler stor autenticitet.
Vi bliver suget ind i dette både forjættende og skræmmende univers lige fra filmens første scene, hvor kameraet om natten bevæger sig gennem et knirkende og knagende skib, Aubreys Surprise, og i skæret fra en petroleumslampe i hånden på en nattevagt viser navnene, som er ubehjælpsomt prentet på kanonerne, og de mange menige sømænd, som ligger og sover i deres hængekøjer.
Siden lever vi med i skibets dagligdag, hvor de helt unge kadetter, som knap nok kan knappe deres egen uniformsfrakke, skal lære at håndtere en sekstant; hvordan overtroen falder søfolkene naturligt og ender med at koste et besætningsmedlem livet; og hvordan de flytbare vægge, der indrammer kaptajnens kahyt, fjernes, når skibet skal gøres kampklart, og alle 28 kanoner lades og rettes mod fjenden.

Visuelt og menneskeligt
Master and Commander forlader sig mere på personer og stemninger end på en traditionelt fremadskridende handling. Jo, vist er der actionscener og et plot, der handler om Jack Aubreys efterhånden personlige opgør med en fransk
kaprer, Acheron, som gør farvandet omkring Brasilien usikkert for alle, som sejler under britisk flag.
Men denne udvendige, dramatiske motor bruges hovedsageligt til at tegne tiden og de vanskelige vilkår, man var underlagt i de mange måneder til søs og under pres på grund af en krig.
Jeg har aldrig har set mage til filmens intense kampscener, der emmer af forvirring, tumult, angst, blodtørst, kampgejst og smerte og giver publikum en følelse af selv at være til stede. Det er i scener som dem, at Weirs grundige research kommer til sin ret, og man har mulighed for at beundre de mange detaljer, som får filmen til at leve og fuldender illusionen om, at dette ikke er et stykke fiktion, men en næsten dokumentarisk skildring af, hvordan det var at tjene i den engelske flåde i 1800-tallet.
Men al den visuelle kunnen til trods, så er Weir godt klar over, at det er personerne, som giver filmen tyngde. Man får mulighed for at lære adskillige af de 200 søfolk om bord på Surprise at kende – matroser, kadetter, løjtnanter, bådsmænd og skibsførere. Men det er venskabet mellem kaptajn Aubrey (Russell Crowe) og skibets læge, Stephen Maturin (Paul Bettany), som er Master & Commanders menneskelige og følelsesmæssige omdrejningspunkt.
Hvor Aubrey er en erfaren sømand og kriger og strateg helt ud til fingerspidserne – tro mod dronning og fædreland og tilmed en karismatisk leder, som kan få sine mænd til at følge sig overalt – så er Maturin en humanistisk indstillet videnskabsmand, for hvem krig er en afskyelighed.
Maturin vil hellere dyrke sin lidenskab for zoologi på Galapagosøerne end storme rundt i kølvandet på det franske skib, der er lige så uhåndgribeligt som et spøgelse – hvorfor Aubrey kun bliver mere og mere opsat på at opspore og kapre det.
De to har mange ophedede
diskussioner om politik og holdninger, og det er i deres muntre musikalske dueller på violin og cello, at de plejer deres umage venskab, og hvor de for alvor er ligemænd.

Yderst sødygtig
I sammenstødet mellem de to mænd spejles også kløften mellem den gamle og den nye verden, som ikke mindst naturvidenskaberne var med til at gøre dybere i det tidlige 19. århundrede, hvor mange af de omvæltende, moderne opdagelser blev gjort.
Mødet mellem to forskellige verdensopfattelser er noget, som Peter Weir på meget forskellig vis har udforsket før, blandt andet i filmene The Last Wave, Vidnet, Mosquitokysten og Frygtløs.
Der er ingen tvivl om, at Maturin er fremtidens mand, en regulær renæssance-mand, der opererer på sig selv, da han ved et uheld bliver skudt, mens den ellers så hårdkogte Aubrey utilpas ser til. Og Aubrey selv vil snart have udspillet sin rolle i en verden, som hastigt forandrer sig – et faktum, som Weir både erkender og beklager i Master and Commander.
Russell Crowe er en meget fysisk skuespiller, og han giver Aubrey alt, hvad han har i sig, ikke mindst i middagsscenerne, hvor officererne deler deres oplevelser til søs med hinanden, og Aubrey fortæller om at tjene under den legendariske Lord Nelson.
Crowes kraftfulde kaptajn er en god modvægt til Bettanys mere stille og om ikke skrøbelige, så spinkle skibslæge, der i sine ledige stunder sidder og dissekerer biller og ikke er helt fortrolig med alle de maritime termer.
Master and Commander er en usædvanlig Hollywoodfilm, der ikke prøver at lefle for publikum eller genrekonventioner. Den er, om jeg så må sige, yderst sødygtig, og Peter Weir har skabt et enestående værk, som ikke alene fordrer indlevelse af sit publikum, men også kvitterer med en stemningsmættet og lystfyldt udflugt til en verden, som vi før har besøgt, men aldrig fået præsenteret så levende og spændende.

*Master and Commander: The Far Side of the World. Instruktion: Peter Weir. Manuskript: Peter Weir og John Collee. Amerikansk (Imperial, Palads, Dagmar og CinemaxX i København og en del biografer i provinsen). Premiere i dag

*Interview med Peter Weir i arkivet på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her