Læsetid: 3 min.

X-Ray Brabrand

Hvordan når man helt ud over stolekanten og ud gennem tv-skærmene i de små hjem? Med endnu en dokumentarudsendelse? En kunstnergruppe genskabte Guantanamofangelejren i det nordlige England – og nu breder ideen sig
7. november 2003

(2. sektion)

I virkeligheden
De gode borgere i Brabrand i udkanten af Århus bør måske berede sig på lidt af en overraskelse: En lejr, et vagttårn, fangevogtere og fanger i orange dragter. For kunstneren Jan Redman og den engelske kunstnergrupper UHC Collective fik en ide, der nu har inspireret vidt og bredt. Så mange har henvendt sig – to-tre stykker om dagen i de sidste to uger – at kunstnergrupper har oprettet en FAQ (besvarelse af ofte stillede spørgsmål) på deres hjemmeside. Til folk der vil kopiere ideen.
»Der er ikke noget kompliceret i det,« fortalte Jan Redman, stående bag et pigtrådshegn i sin amerikanske uniform, mens lejren endnu var der. »Det er en helt funktionsdygtig miniatureversion af den amerikanske interneringslejr på Guantanamo.«
Lejren stod ni dage i oktober i det nordlige England ved Manchester. Lige rundt om hjørnet fra det hus, hvor en af de ni engelske fanger boede, før han tog til Afghanistan.
»Jeg ville skabe et spejlbillede af lejren og placere den i samfundet, hvor Ron Fiddler – også kendt som Jamal Udeen, en af de engelske fanger – boede. For at se hvordan de lokale reagerede på det,« forklarer Redman.
Den var på størrelse med en fodboldbane og havde blot plads til ni fanger.
Ellers var det en perfekt gengivelse af originalen på Cuba. Hvis en dansk kunstner skulle lade sig inspirere, ville lejren i sagens natur blive en anelse mindre. Én dansk fange er der som bekendt: Slimane, der kom i Moskeen på Grimshøjvej i Brabrand.

Verden rundt
This Is Camp X-Ray hedder det dokumentariske kunstværk, der er blevet udformet efter nøje studie af tv-billederne. Projektet provokerede en del og skabte opmærksomhed i så forskellige medier som den arabiske tv-station Al-Jazeera, den britiske tabloid The Sun og tidsskriftet The New Yorker. Men også lokalt vakte det opsigt – og af dem, der mødte op ved lejren var de fleste positive – om end lettere intimiderede af den genskabte gru.
Da BBC’s korrepondent ankom, havde han forventet en guided tur. Men ganske som i den originale lejr blev også pressen mødt af pigtråd, og journalisten måtte stille sig uden for hegnet og kigge ind sammen med resten af tilskuerne.
»Jeg synes projektet er både imponerende og vigtigt,« fortalte Ricky Carrothers, der var næsten-nabo til lejren. »Det er en alvorlig påmindelse om, at britiske borgere tilbageholdes i den rigtige lejr, hvor de ikke har adgang til juridisk hjælp og end ikke kan snakke med deres familie.«
En anden nabo, Audrey Mayor, var også imponeret over hvor realistisk lejren var genskabt, men havde alligevel svært ved at helt forstå det:
»Jeg tror ikke man virkeligt kan forestille sig, hvordan de frivillige fanger har det - og da slet ikke fangerne i Cuba.«
Man kunne kalde det offermentalitet: I hvert fald var der rift om pladserne som frivillig fange. De ni blev rekrutteret via internetttet, men langt flere meldte sig. Her iblandt El Cockcroft. Hun blev i stedet vagt.
»Jeg blev vagt, for det var ikke nær så populært. Men jeg er meget optaget af magtstrukturerne, og hvad de gør ved os. Så jeg ville gerne prøve begge sider,« fortalte hun.
I de ni dage projektet varede var den daglige rutine den samme: Op klokken fem, først til bøn siden til flagrejsning, forhør, rengøring og så fremdeles.
Menuen stod på: grød til morgenmad, suppe til frokost og bønner til aften.
Ifølge instruktionerne på projektets hjemmeside, kunne vagterne selv bestemme om de skulle barbere alt håret af fangerne. »Det skal blot være kort,« stod der, men tilsyneladende gjorde magtstrukturerne deres: Alle fangerne havde glatbarberede isser.

Næsten realistisk
På et område måtte realismen dog vige for realiteterne: Temperaturen i oktober i det nordlige England er noget lavere end i Cuba, hvorfor fangerne fik lov til at gå hjem efter endt aftenbøn klokken ni. Og selvom der var ni fanger og betydeligt flere vagter under hele forløbet, var der kun én fange, der blev der alle ni dage.
Redman kalder sin installation for et ’spejl af et spejl’.
»Det er ikke designet til at reflektere selve stedet, men medierne gengivelse af lejren.«
På hjemmesiden er der nu opstået en af de mærkeligere butikker på internettet, hvor man kan købe næsten autentiske souvenirs: Ingen adgang-skilte, Ingen fotografering-skilte, amerikanske flag og for blot 150 pund en fangedrag bestående af: orange overalls med fangenummer på ryggen, håndjern, hætte, øreværn og briller.

nith@informaiton.dk

*’This Is Camp X-Ray’ er en del af projektet ’Don’t Cross the Line’, som ifølge kunstnere omhandler den nye imperialisme. Læse mere på http://www.uhc-collective.org.uk/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her