Læsetid: 6 min.

Ytringsfrihed beruser

Efter et regulært boom af nye medier umiddelbart efter krigen, er de første aviser begyndt at bukke under i et spil, der ikke kun handler om penge, men også om magt og trusler på livet
18. november 2003

Det Nye Irak
BAGDAD – Hvis der er en, der bør anses for ekspert på Iraks avismarked, så må det være 68-årige Abbas Darwish al-Saadi. I 50 år har han solgt aviser til Al-Karrada-områdets beboere fra sin lille hjørnebiks. I lugen til butikken hænger nu glitrende magasiner med skælmske kvindeansiger, som kigger forførende på kunderne, der tager sig god tid til at studere forsiderne på det brede udvalg af aviser, der ligger i pæne rækker på et bord, før de træffer deres valg.
»Før havde vi kun seks-syv aviser, som alle sammen var styret af regimet. Efter regimets fald er der kommet et væld af nye publikationer, og vi kan få både aviser og blade fra over alt i verden med kun få dages forsinkelse,« siger den glade avissælger, der for første gang i sin karriere for alvor har fået travlt på arbejdet.
»Salget er 10-doblet. De fleste
foretrækker al-Sabah. Den er støttet af amerikanerne, men går for at være troværdig. Der bliver ikke overdrevet, og man kan regne med, at de faktuelle oplysninger er rigtige. Men alle de omkring 15 irakiske aviser, jeg har valgt at sælge – både de uafhængige, de religiøse og dem der støttes af politiske partier – går godt, for efter så mange år sluger folk det hele,« forklarer al-Saadi.
Efter Saddam-regimets fald kunne enhver, der kunne få fingrene i en computer og en kopimaskine, pludselig kalde sig chefredaktør. Og det var der op mod 160 personer, der benyttede sig af. De fleste nye aviser udgives af religiøse eller politiske partier eller rigmænd med særinteresser, men også et mindre antal uafhængige blade er skudt op i den nye mediejungle.
Antallet af aviser er dog ifølge den internationale ytringsfrihedsorganisation, Index on Censorship, begyndt at falde igen. Især de uafhængige aviser er sårbare.
Abbas Darwish al-Saadi har også bemærket frafaldet og remser på stedet fire-fem forhenværende avisnavne op.
»Det er de uafhængige, der falder væk, for de har ikke et parti eller en rig mand i ryggen. Men det handler ikke kun om penge. Aviserne skal have nogle dygtige profiler som skribenter. Hvis ikke de er gode, så vælger folk dem fra,« siger han, mens han tager imod 500 irakiske dinarer fra en kunde, der lunter af sted med sit blad.

Lidt for kritisk
Ifølge Index on Censorship er antallet af aviser på landsplan i Irak nu nede på omkring 100, og om et års tid regner organisationen med, at der kun vil være omkring 20 tilbage. Det viser erfaringer fra andre konfliktområder. Men udover manglen på penge og talent er også chikane og trusler blevet problem for Iraks nye uafhængige chefredaktører.
En af de dem er 28-årige Israa Sharker, som har kontor i en etageejendom i det centrale Bagdad. Kontoret afspejler tydeligt, at det er en kvinde, der er chef her. I det tre gange fem meter store rum er der ikke færre end 12 lerkrukker på vægge og gulv med grønne, lyserøde, gule og røde plastikplanter stikkende op ad.
Få dage efter krigens afslutning tog Israa Sharker turen til besættelsesmyndighedernes kontor for at få udstedt en licens til at udgive sit eget dagblad. Her fik hun at vide, at hun levede i et frit land, så hvis hun ville lave avis, så skulle hun bare gå i gang. Fem dage efter besøget – den 19. april – udkom al-Iraq al-Yoom, Irak i dag. I kolofonen stod der: Chefredaktør Israa Sharker.
Det gør der stadigvæk, på trods af at hun blev truet på livet, efter at havde skrevet en kritisk kommentar, der blev placeret på avisens forside.
»Jeg havde læst noget graffiti på murene i byen, hvor der stod, at kvinder var med til at tilsmudse islam, hvis blot et enkelt hår kunne skimtes under deres hijab. I min kommentar skrev jeg, at det bør være op til den enkelte kvinde, om hun vil bære hijab hele tiden, under ramadanen eller slet ikke,« siger den 28-årige Israa Sharker, der selv kun bærer hijab under ramadanen.
»Efter avisen var udkommet, mødte chefredaktøren for den religiøse avis Sada al-Sader op på mit kontor og truede mig med en pistol. Siden har han skrevet i sin avis, at sådan nogle som mig burde dræbes,« fortæller hun.

Presselov søges
En af løsningerne på problemet er, mener Rohan Gawasekera fra Index on Censorship, hurtigst muligt at få indført en presselov, så krænkede kilder har et sted at gå hen med deres klager over medierne. I dagens Irak er det nemlig meget lettere at »betale 50 dollar for få journalisten skudt end at bøvle med at klage til domstolene«, som han udtrykker det.
Den eneste såkaldte lov, der findes, er Ordre 14 udstedt af USA’s administrator i Irak, Paul Bremer. Ordren giver besættelsesmyndighederne mulighed for at lukke aviser, der tilkendegiver støtte for Saddam Husseins Baath-parti eller opfordrer til vold.
»Et par aviser er blevet lukket, og de var måske også på kanten – lidt a la Fox News på print og på arabisk. Men problemet er, at aviserne ikke har nogle appelmuligheder. At bede aviserne om at opføre sig fair, på trods af at de ikke selv vil blive behandlet fair, er måske nok lidt meget at bede om,« siger han.
Den nyvundne frihed til at ytre sig, som man vil, uden nogen form for hverken retslige eller selvregulerende rammer har skabt et medieklima præget af, hvad Rohan Gawasekera kalder for »total frihed og uansvarlighed«. Religiøse og politiske grupper såvel som virksomheder og enkeltpersoner bruger medierne som en platform til at udbrede deres uredigerede budskaber.
Denne periode er derfor også de nye uafhængige avisers chance for at markere sig og blive kendt for kvalitet og troværdighed, mener Rohan Gawasekera, der er i Bagdad for at undervise irakiske journalister i journalistiske grundregler, etik, menneskerettigheder og kritisk journalistik. Og det er der et enormt behov for, forklarer den erfarne ytringsfrihedsspecialist, der tidligere har undervist journalister i Rusland, Kosovo, Afghanistan og andre konfliktområder.
»Irakiske journalister mangler de helt grundlæggende journalistiske færdigheder. Det går langt videre end til at skrive en historie, hvor alle faktuelle oplysninger er til stede. De stiller ikke spørgsmål, fordi de gennem alle disse år har været vant til, at det kan koste dem livet at stille spørgsmål og vide for meget. Selv sladder er der ikke meget af,« siger han.
Iraks håb er de entusiastiske, unge journalister, der lever på rusen over at kunne udtrykke sig frit, men som samtidig er ivrige efter at lære af deres arabiske og vestlige kollegaer.
Israa Sharker var en af eleverne på Index on Censorships kursus, og hun beskriver omstillingen til uafhængig journalist som »at have fået en egen identitet«.
»Under det forrige regime blev vores journalistisk kontrolleret af styret. Selv hvis man var midt i en artikel til næste dag, kunne der pludselig komme et interview med Saddam eller hans søn Uday, som bare skulle på. Under Saddam havde vi ingen selvstændig identitet som journalister, men var bare hans redskaber. Det, jeg skriver nu, er mit eget personlige arbejde,« siger hun stolt og viser den lille tabloidavis frem, som udkommer ugentligt i 15.000 eksemplarer og allerede løber rundt, så der er råd til at betale løn til de 20 ansatte.
Hverken økonomi eller trusler kan få hende til at opgive titlen som chefredaktør.
»At udgive bladet giver mig en følelse af at være til. Selv hvis vi i perioder giver underskud, er jeg sikker på, at det på sigt vil blive en god forretning,« siger hun.

*Dette er den femte artikel i en serie fra Irak om den den kaotiske situation i landet, hvor genopbygningen langt fra går, som besættelsesmyndighederne havde håbet. Tidligere artikler kan læses på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu