Amerika har stadig ’the blues’

Filminstruktøren Martin Scorsese får Amerikas historie til at synge på nyt cd-bokssæt
om rockens dna, bluesmusikken

Ny cd
Der findes ting, som man tager så meget for givet, at man villigt lader sig overskylle af dem, når de pludselig går til angreb på ens sårbarhed. Der står man så med fordommene og forsvarsværkerne nede omkring hælene og kan bare sige ’hvad skete der?’ Det kan ske med kærligheden eller med the blues – ofte to alen af samme uendelige stykke, især hvis man sætter ordet ’ulykkelig’ foran kærlighed. Og det sker tit på The Blues – a musical journey, det fem cd-store bokssæt, filminstruktøren og blues-entusiasten Martin Scorsese har sammensat som en del af lydsporet til den undervisnings-tv-serie, der p.t. kører i USA på den privatejede, non-profit public service-kanal PBS. Må DR2 kende sin besøgelsestid ...
Det lyder meget lærebogsagtigt, og intentionerne er da også at op- og belyse, men hvis al undervisning var så inspirerende, ville tidens grasserende historieløshed ikke have en chance. Scorsese har villet lavet intet mindre end et bokssæt, der tjener som både en bluesmusikkens ABC og en kortlægning af rockens dna, for det er jo det, blues er. Herfra rockens verden går. Og retur.

Ufrie i det frie USA
Willie Dixon, bassisten og komponisten, der selv skrev nogle af de mest kopierede bluessange (bl.a. »Spoonful«), har engang sagt: »The blues are the roots. Everything else is the fruits ...«
Og det rodnet har som bekendt sit udspring i masseimporten af slaver fra Afrika, som kom til et nyligt befriet USA, hvor fornedrelse, hårdt arbejde og ufrihed ventede dem. De bragte musik med sig, etnisk ville vi sige i dag, musik, der blandede sig med skillingsviser, folkemusik, polkaer og resten af den smeltedigel, som det unge Amerika udgjorde.
Resultatet blev the blues; musik om at være ked af det, sunget og spillet så livsmodet vendte tilbage sammen med den trods, der var benzin på det bål af vrede, forurettelse og aldrig døende stolhed og identitetsfølelse, som til sidst førte til ophævelsen af amerikansk apartheid. Blues er lydsporet til den udfrielse.

Fra trommer til guitar
Scorsese griber bevisførelsen kronologisk an. Især den første cd er mageløs. Den dækker udviklingen fra tiden før Første Verdenskrig til depressionen i 30’erne, hvor den elektriske guitar begyndte at få den plads i bluesmusikken, som vi i dag associerer den med. Før det var både slagtøj og opretstående klaver toneangivende, som man kan høre på »Shortnin’/Henduck« med
Othar Turner. Optagelsen stammer fra 1994, men Turner, som da var 83, havde lydt sådan, siden han var 14.
I dag ville vi kalde det verdensmusik. Der er en em af det dybe Afrika, stammeritualer og mystik over den repetitive musik, som man også genhører på den traditionelle »Long John«, optaget af de banebrydende antropologer John og
Alan Lomax i 30’ernes sydstatsfængsler, hvor mange af tidens musikere var stamgæster. Eller også kendte de nogen, der var det. De hvide satte nemlig den retlige dagsorden, og sorte blev som regel belagt med dobbelt bevisbyrde, som de selv skulle løfte.

Rent og ubestikkeligt
Denne tidlige blues blev også arnestedet for jazzen, der jo hurtigt fik sin egen identitet, men som ikke ville være noget uden bluesbaggrunden. Det bliver man mindet om på skæringer her, hvor Louis Armstrong akkompagnerer Jimmie Rodgers, så foden ikke kan holde sig stille.
I det hele er de første tre cd’er på dette sæt en understregning af
bluesmusikkens langtidsholdbarhed. At kunne få lov at høre folk som Son House, Charley Patton og Lonnie Johnson er intet mindre end en gave. Ok, jeg har hørt dem før, men at høre dem i denne sammenhæng får deres uforlorenhed til at træde ekstra tydeligt frem. Sammen med Robert Johnson udgør de rockguitarens apokryfe skrifter, og det lader sig sagtens gøre at tolke dem, bare man lytter. Bag skrattene fra de gamle optagelser gemmer sig et andet USA; et land, hvor hverdagen virkede udsigtsløs havde det ikke været for det håb, musikken tændte og nærede. Det fås ikke større. Og mere ubestikkeligt.
Senere blev musikerne dygtigere, blues blev til en branche, som markedsførte giganter som Muddy Waters, B.B. King og John Lee Hooker, og hvide musikere kom til truget – med vekslende held – og hele denne udvikling dokumenteres grundigt og godt på The Blues, som også har plads til perifere kunstnere med deres helt egen profil som f.eks. Lowell Fulson, J.B. Lenoir og fra vore dage Susan Tedeschi, der er langt at foretrække for den lidt stagnerede Bonnie Raitt.
Kvinderne er ellers i undertal, men der bliver både plads til Bessie Smith (og Janis Joplin), Billie Holiday, Big Mama Thornton med den liderlige originaludgave af Elvis-hittet »Hound Dog« og så det gnistrende nutidstalent Shemekia Copeland, der samler fortid og fremtid.
Når der er flere mænd end kvinder, der synger blues, er det jo, fordi det er kvinderne, der gør os kede af det, kvinderne vi længes efter, kvinderne vi lever for. Det skriver jeg ikke bare, fordi det er ved at være jul, men fordi selv ulykkelig kærlighed bliver lykkerislende, når den besynges over 12 takter med den passende blanding af store og små septimer og tertser, som vi forkorter the blues – musikken uden hvilken det først for alvor ville have set sort ud.

*The Blues – a musical journey. Kompilering: Martin Scorsese, Steve Berkowitz, Alex Gibney, Andy McKaie og Jerry Rappaport. 5cd. Sony.
*Find baggrund om musik og filmene på det eksemplariske site: www.pbs.org/theblues