Læsetid: 7 min.

Var det bare Slim Shadys idé?

Kassesuccesen Eminem kan nu fås på boks. Rapperens singlesamling giver glimrende indblik i fænomenets kommercielle højde- og lavpunkter gennem de fire første år
12. december 2003

2. sektion
Bokssæt
Bokssæt. Det klinger af dinosaur. Kunstnerisk jackass på bekostning af økonomisk jackpot. Døde ikoner, der lige skal malkes en ekstra gang. Eller nulevende navne, som er for store til at nøjes med en skaldet eller to Greatest Hits-udgivelser. Navne, som indstillede karrieren – eller i hvert fald den musikalske udvikling – årtier tilbage, men hvis samlede værker vil pynte på reolen i middelklasse-hjemmene. Springsteen, The Beach Boys, Beatles, Presley og Gasolin, for nu at fremhæve de mere berettigede af slagsen.
Bokssæt henvender sig hovedsagelig til generationerne, der voksede op med vinyler og aldrig fik udskiftet samlingen, da cd’en digitaliserede musiklytningen. Det virker af samme grund lidt besynderligt, at en hvid rapper med sølle fire års udgivelser på hængerøven nu også vil gøre sig i denne sværvægts-kategori.
Alligevel skal Eminems The Singles-kollektion nu nok havne i rigtig mange af de førnævnte hjem. Det bliver bare ikke i stuen, spisekøkkenet eller arbejdsrummet, de fleste eksemplarer ender med at pynte op i. Det bliver i børne- og teenageværelserne.
At Eminem på den måde – ad bagvejen – møblerer parcelhusene med forældrenes egne statussymboler, vil med sikkerhed more verdens største showbizz-stjerne. Såfremt han altså overhovedet hører om den her slags salgsoffensiver længere.
Er der noget, Eminem altid langer ud efter, så er det middelklassens materialiserede dobbeltmoral.

Også på The Singles. Her serverer rapperen i en fiks pap-indpakning 10 af de single-udspil, han foreløbig har fyldt hitlisterne med. Som lokkemad følger desuden en bonus-udgave af protegeen 50 Cents »Wanksta«, der her er indspillet af Eminem selv.
Selv om beherskede fans sagtens vil kunne undvære dette samler-objekt, virker The Singles som en god anledning til at opgøre, hvad det er for musikalske og kommercielle kvaliteter, der på ingen tid, tre album og et soundtrack, har kanoniseret Eminem til hiphoppens største kassesucces.
På det æterkontrollerede underholdningsmarked er det sjældent helheder, men derimod evnen til at præstere hit-enheder, der tæller. Her har Eminem været suveræn, ligesom hans tekster i sjælden grad udfordrer musikindustriens masseproduktion af floskler.
Til trods for en række kuriøse remix udkommer bokssættet dog udelukkende på kommercielle præmisser. Det bliver ikke mindst evident af, at Eminems første maxisingle fra 1999-debuten, The Slim Shady LP, slet ikke er taget med. Men de noget indforståede »Brain Damage« og »Just Don’t Give a Fuck« i en intim dobbelt-udgivelse må også have været det da døende årtis største fejlprioritering for den ellers kalkulerede producer og pladeselskabs-eje, Dr. Dre.

Det skulle dog ikke vare længe, før N.W.A.’s, gangstarappens og G-funkens konceptuelle hjerne selv skruede sin ’opfindelse’ ind på hitlisterne. Dre havde et par år tidligere hørt Eminem nedlægge et Los Angeles-dækkende radioshow, og rapperens særligt pitchede stemmeføring gav hurtigt Dre mod på at lave en stjerne ud af the white boy.
Det er da også først og fremmest Eminems distinkte vokal, der præger The Slim Shady LP’s anden – og altså bokssættets første – maxisingle. Produktionen på »My Name Is« er Dr. Dres, men ikke umiskendeligt. Tværtimod har den sædvanligvis sirenefunkede og massivt mangelagede beatkonstruktør barberet Eminems akkompagnement ned til en gulvbas, en lilletromme, lidt scratch-støj og et par repeterende figurer på en bluesguitar. Det giver lytteren fred og ro til at fange budskabet – at vi her har at gøre med utraditionelt flow og nogle aldeles atypiske referencerammer.
Prøv at sammenligne sætningen »I’m trying to get my head straight / but I can’t figure out which Spice Girl I want to impregnate« med samtidens macho-brøvl. Alene ordet ’impregnate’ (på dansk: ’befrugte’) i stedet for det sædvanlige ’fuck’ er udtryk for en subtil sprogbrug, der ikke just præger gangstarappens udøvere.
I slutningen af »My Name Is«’ første vers afleverer Eminem i øvrigt sin provokative programerklæring, så hans ærinde ikke er til at tage fejl af:
»I don’t give af fuck, God sent me to piss the world off.«
Sådan. Det er da ærlig snak, og folk burde ligesom have været forberedt på Eminem efter dette. Men det var de selvfølgelig ikke, og da ’det hvide håb’ i disharmonisk duet med Dre lancerede den næste single, »Guilty Conscience«, begyndte forargelsen for alvor at omringe denne hvide ildstarter.
I duetten giver Eminem den brede offentlighed en smagsprøve på sin tematisk set helt store styrke: tvetydigheden – eller skizofrenien, om man vil – i teksterne. Som den ondskabsfulde samvittighed opfordrer rapperen undervejs i »Guilty Conscience« en række personer til at hævne sig på og udnytte de folk, der krydser deres vej. Dr. Dre er omvendt den gode samvittighed, som forsøger at glatte situationerne ud. Eksempelvis da stilladsarbejderen Grady kommer hjem til sin trailer efter en lang dag og finder hustruen i lag med en anden mand:
Eminem: »You just caught your wife cheatin’ / while you’re at work she’s with some dude tryin’ to get off / forget gettin’ divorced, cut this chicken’s head off!«
Dre: »Wait, what if there’s an explanation for this shit?«
Eminem: »What? She tripped? Fell? Landed on his dick?«
Et enkelt år passerede, og i foråret 2000 var Dre og Eminem parate til at smede videre på deres fælles projekt. The Marshall Mathers LP skulle vise sig at blive Eminems foreløbige højdepunkt, kunstnerisk set. Hvor debuten på et etableret pladeselskab mest af alt introducerede Eminem og hans sindssyge alias – eller måske snarere: alibi – Slim Shady, så var »The Real Slim Shady«, »The Way I Am« og »Stan« refleksioner over den nyvundne berømmelse og bagsiden af samme.

På »The Real Slim Shady« ironiserer rapperen over de mange forargede reaktioner, der skyllede ind over hans person oven på det kommercielle gennembrud. De omvendt-racistiske fordomme om hvide rappere samt alle de kaukasiske kopister, der straks florerede og forsøgte at få en bid af hypen, får naturligvis også et par lyriske lussinger med i købet.
På den dystre og selvproducerede »The Way I Am« er det en krænket Eminem, der kræver respekt for sit privatliv. I sig selv komisk og vanligt selvmodsigende, da manden jo gladeligt dedikerer sange og album til datteren Hailie, lader Slim Shady dumpe ekskonen, Kim, i havet og stempler moderen Debbie Mathers som pillemisbruger.
The Marshall Mathers LP’s tredje single giver til gengæld ikke megen anledning til at trække på smilebåndet. Den tragiske »Stan« står stadig som Eminems eminente svendestykke.
Fortællingen om den sygeligt fanatiske fan, der skriver tre galopperende desperate breve til Slim Shady, er genialt udtænkt. Intet mindre. Sangens plot er vel-eksekveret og giver selv de mest tungnemme kritikere en chance for at forstå forskellen på Slim Shady og Eminem. Det er naturligvis sidstnævnte, der i fjerde vers svarer vildfarne Stan på (indledningsvis) afbalanceret og beroligende vis.
Tag blot følgende linjer og sæt den op mod beskyldningerne om Eminems kvindehad:
»I really think you and your girlfriend need each other / or maybe you just need to treat her better«.
»Stan«s lyrik er dog ikke alene om at glimre. Også samplingen af sangerinden Didos ellers oversete sang om at slæbe sig gennem en grå hverdag, hvor kun et billede af en elsket på væggen varmer, er et nybrud.
Samplingen lyder ikke som noget, der før er prøvet i hiphop, og den loyale musikvideo gør kun den umage kombination mellem blød trivipop og gal rap endnu mere succesfuld. Engelske Dido blev verdensstjerne, fordi Eminem fra Detroit tilfældigvis gik og var inspireret af en psykotisk ladet fanmail.

Mens de to første langspillere altså emmede af henholdsvis indestængt introduktionsiver og rebelske refleksioner, så er treeren, The Eminem Show, straks sværere at få hold på. Som rapperen selv er inde på, har han ikke for alvor noget nyt på hjerte. Derfor reducerer han sig selv til ordjonglerende spradebasse, som tilmed giver sig i kast med at synge med totalt mangel på elegance og selvkritik.
Det scenario har vi til gengæld allerede hørt og set en million gange før. The Eminem Shows kommercielle grundpiller – singlerne »Without Me«, »Cleanin’ Out My Closet«, »Sing For the Moment« og »Business« – fremstår af samme grund ikke blot som de bedst sælgende, men paradoksalt nok også som de mindst interessante af rapperens solistiske bestræbelser.
Inspirationen genfinder Eminem på »Lose Yourself« fra soundtracket til den semibiografiske blockbuster 8 Mile.
Det rivende guitar-riff ripper hørbart op i gamle sår, og man mærker, at rapperen med ét er tilbage på skumle natklubber, hvor improviserede rim-battles gjaldt ære og overlevelse. Et stadium af nødvendighed, som Eminem i den virkelige verden for længst har lagt bag sig.
»You better lose yourself in the music, the moment, you own it / you better never let it go / you only get one shot, do not miss your chance to blow,« som omkvædet opfordrer.
I dag kan ingen være i tvivl om, at Eminem greb sine chancer, da de viste sig. De fire første år med verdens p.t. største superstjerne har været rige på kommercielle højdepunkter. I en sådan grad, at rapperen kan tillade sig denne lille julespøg med at udgive det, som i sidste ende må betragtes som et ’pseudo-bokssæt’.
Spørgsmålet er nu, hvor lang tid, der går, inden han har samlet materiale nok til at udsende den ægte vare.
Måske – forhåbentlig! – holder Eminem sig for god til for alvor at realisere den slags småborgerlige øvelser. Omvendt vil han jo sikkert bare påstå, at det var Slim Shadys idé.

Eminem: The Singles (Shady Records/Universal), 350 kr., kan købes fra på mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu