Læsetid: 6 min.

Bergman retour

Bergmans senest bebudede uigenkaldeligt sidste bidrag til det skabende
5. december 2003

(2. sektion)

Intermetzo
Det begynder i sort, ikke den sædvanlige melding: ’En film av ... ’ Blot Saraband og fokus direkte på Liv Ullmann som den aldrende Mariann fra Scener ur ett äktenskap. Hun har lagt det bag sig. Tildragelserne i livet har sat sig spor. Hun taler direkte til beskueren. Hun delagtiggør alle i sin virkelighed, som er mere end hendes. Dette er et gensyn med Mariann. Vi kender hende fra før, den kærlighedssyge, ængstelige overomsorgsfulde Mariann. Det spiller hun på. Hun skyder intet under stolen, ingen kreativ bogføring, ingen vildledning af nogen, heller ikke hende selv, ingen falskhed, ingen forstillelse, ingen flugt fra realiteterne. Det hele er som det er, det hele. Mariann ser tilbage. Hun erindrer med sine mange billeder, bogstaveligt talt ved hånden, en eftertid i det, der nu er fortid – evigt tabt og evigt ejet. Det sidste møde med Johan efter alle disse års ihærdige tavshed fra hans side. Hvad var der mere at tilføje? Hun har holdt sig væk, men hentes af en indre drift til gensynet med den elskede, som svigtede så smerteligt, og som ikke desto mindre er målet for al opsparet ømhed i sjæl og krop. Derfor frigjorde han sig dengang, nå ja, ikke alene fordi han var ved at blive kvalt i omsorg, også fordi han var en selvbekræftende, egoistisk liderbuks. Der er jo det ved de unge kvinder, der forhindrer ham i at føle sig ældre, gammel på vej mod tilintetgørelsen.
Nu har han for længst bosat sig, har Johan, Erland Josephson, midt ude i den svenske ødemark for alle sine mange arvede penge, der har givet ham uafhængighed. Han har kunnet tillade sig at slippe alle tøjler, tage sin afsked fra universitetet, skubbe alle pligter og hensyn til side. Et fornemt herskabshus så langt væk fra alting som næsten muligt har han købt og indrettet. Her venter han med sine bøger og sin musik og sin efter sigende frygteligt grimme hushjælp på det uundgåelige. I nærheden bor også sønnen, den mislykkede, forgældede, foragtede organist, enkemand og cello-lærer, Henrik, Björn Ahlstedts i mere end én forstand rystende skikkelse, samt dennes datter Karin, det bogstaveligt talt ustyrlige talent på instrumentet. Der bor endnu én i dette hus, den elskede, døde, bittert savnede mor, Anna.
Det blænder op og ned med lange rytmiske mellemrum. Scenen sættes efter behov i længde og karakter for afdækning af disse tråde i et mønster af fastfrossen skæbneafhængighed. Monolog, dialog, nærbillede mindre demonstrativt end før i billederne en face og i profil som udtryk for kontaktløs nærhed, stadig denne oprivende enetale uden klip, mens den anden lytter i skiftevis håb og smerte; dialog med huden flænset, det indre blotlagt. Når intet mere er at føje til, blændes ned. Scenerne udtømmes uden rastløs angst for tempotab. »Don’t go away,« som de siger. Men her går man ingen steder, er naglet til stolen, intet kan bryde denne strøm, som på sin egen måde viser, hvor vigtigt det er at fastholde public service-tv uden reklamer og afbrydelser. Mens vi er ved det, var det vor nuværende statsminister, der ved regeringens destruktion af TV2 fremhævede behageligheden ved reklamer midt i tv’s film: Så man kan komme ud og sætte vand over til en tår kaffe.

Næste scene i Saraband med nummer og rubrik, som er den velkendte stil i Bergmans senere værker. Det skrider frem, ubønhørligt, uafviseligt, intet overflødigt, alting rationeret stramt, men generøst fordelt til forståelse af disse personers forgæves søgen efter ståsted og kontakt. Hvisken og råb som i et spejl. For de håbløse slukkes håbet endeligt, tonen dør ud som i celloens sidste lange udholdte tone i sarabande, magten siver ud af hænderne, de kan intet mere gøre, intet levere, intet mere tilføje – intet mere at bære på. Dét er døden før døden, og der gives som bekendt ingen henstand. De har haft deres tid og ødslet den forgræmmet bort i al deres had, foragt og livsuduelighed. Husk det, alle hadefulde!
Men for ungdommen, håbet om forandring, åbnes døren til den store verden og til vandringen ud af ødemarken, væk, ind i samspillet på egne vilkår. Kærligheden er parat til at bære Karin på hænder og forære hende uddannelsen til solist og et liv i kulde, men hun vælger selv ensemblet hos Claudio Abbado, varmen, fællesskabet. Den forladte Henrik, for hvem tabet af datteren er tabet af sig selv, tager konsekvensen som et sidste, men forgæves råb i et lyddødt mørke.
Mariann, den forstødte og misbrugte indhøster af hele historien et forsonende øjeblik, måske det vigtigste i hendes liv, kontakten med den neurotiske datter fra ægteskabet med Johan. Typisk kommer trøsten ikke fra Jesus på altertavlen, Gud er død for længst, men en antydning af indsigt viser sig i forråderens ynkelige fjæs, således som han ligger dér fortvivlet over nadverbordet i det primitive træskærerarbejde i den lille kirke ved Johans bolig. Dertil kommer nok så vigtigt Bach, triosonaten som organisten spiller på kirkens orgel. Hvorledes et så fint instrument er havnet i ødemarken, kan ingen forklare, hvem kan i øvrigt, når det kommer til stykket, forklare noget . Allermindst organisten Henrik, hvem musikken ikke hindrer at mistænkeliggøre sine omgivelser. Trods alt ligger indsigten her, i tonerne uanset et forspildt liv og uanset organistens ynkelige forsvar af sin sidste bastion. Musikken redder kun de sjæle der har evne til redning. For at overdøve selvforagten og selvmedlidenheden vel sagtens tyr Johan, den tilfrosne sjæl til Bruckner, stikker hovedet ind mellem sine store højtalere og påhører de heftige rytmer for fuldt orkester på højeste styrke. Men når han trækker hovedet til sig og slukker anlægget, er intet forandret, kun er lydhørheden sikkert blevet yderligere forringet. Her lades alt håb ude.

Dette er Ingmar Bergman i hans efter eget udsagn uigenkaldeligt sidste spil: Saraband. Hvad skete, da Mariann efter år vendte tilbage til sin Johan – Bergman – om dette handler Saraband. Svensk televisions kanal 1 sendte filmen mandag aften som anmeldt her i bladet onsdag af Morten Piil, og mindede om at en af århundredets største filmskabere, dramatikere og teaterfolk fortsat er til stede. Med fryd bivånede man dette sidste eller seneste opus.
Bergman har før bebudet sit uigenkaldelige farvel til det skabende, og troligt er det vel denne gang, mesterens alder taget i betragtning. Saraband var vist godt 10 år undervejs. På den anden side bærer værket ikke præg af affældighed, afdækker snarere en stadig uanfægtet fornyelse af det velkendte materiale, de afprøvede figurer, det fortrolige sprog. Bergmansk er det, herom hersker ingen tvivl, det oser ud af hver scene. For dem, der ikke kan tage den gamle, bringer Saraband ved til bålet. For andre udløser dette nye mesterværk en stor og dyb taknemmelighed over alt, hvad Bergman har givet gennem sit lange liv.
Man sidder lige så bevæget bagefter og tænker tilbage på Sommarlek, Sommarnattens leende, Det sjunde inseglet, Smultronstället, Gycklarnas afton, Såsom i en spegel, Nattvardsgästerna, Höstsonaten, Vargtimmen, Tystnaden, Persona, Viskningar og Rop og Fanny og Alexander. Den sidste sender Sveriges tv i fem-timers film-udgaven engang i julen. I alle disse værker tilførte Bergman med sin fortrinlige stab af skuespillere filmen en ny dimension så anderledes fra alt andet, så personlig i tonefald, billede og klipning, at auteur-instruktøren løftes op i det højeste luftlag til filmkunstens leverandører: Kurosawa, Fellini, Bunuel, Bergman, Bergman, Bergman.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her