Læsetid: 5 min.

Beruset prosa

Vedvarende ædruelighed er ikke en naturlig eller behagelig tilstand, og berusende midler er en vigtig del af livet og litteraturen
13. december 2003

Litteratur
»Livet er en uhelbredelig sygdom,« skrev Abraham Cowley i 1656, og frem til det 20. Århundrede var der ingen skam forbundet med at bruge narkotika som støtte mod livets følelsesmæssige belastninger eller som en produktivitetsfremmende hjælp. Sir Clifford Allbutt, den kendte viktorianske læge, George Eliot brugte som model til dr. Lydgate i Middlemarch var af den overbevisning, at alle mennesker havde behov for stoffer »til at berolige nervesystemet, at genoprette det efter udmattelse.« Selv opium, skrev han, kan benyttes »ikke som en unyttig eller umoralsk fornøjelse, men som en fornuftig hjælp
i livet.«
Forfattere opdagede, at nogle stoffer havde rekreativ værdi mens andre hjalp mod dårlige nerver, søvnløshed og andre jobrelaterede risici der følger med en kreativ karriere. Pioneren inden for narkotika-transcendens var den franske romanforfatter Charles Nodier i 1790’erne. Nodier var romantiker, en mand for hvem livet var en rejse i introspektiv selvopdagelse, og han overbeviste sig selv om at opium gav ham åbenbaringer han ikke ville kunne få hvis han var nøgtern. Lige som Aldous Huxleys eksperimenter i 1950’erne med mescalin og lsd, forekommer de litterære resultater af Nodiers farmaceutiske eventyr obskure og selvoptagne.
Efter den franske besættelse af Algeriet i 1830’erne blev hash introduceret i bohemernes og kunstnernes Paris. De parisiske hashbrugere lignede de californiske rygehoveder fra 1960’erne i deres idealisme, attituder og selvoptagethed.
»Vi var troubadourer, rebeller,« sagde Flaubert, »men først og fremmest var vi kunstnere.«
Han og hans samtidige brugte hash som en del af deres oprør mod middelklasse-konventioner og den industrielle kapitalisme – hvad han hånede som »den menneskelige higens indskrumpede vanskabning« eksemplificeret af »jernbaner, lavementpumper, flødeskumskager og guillotinen.« Parisiske hashrygere og -spisere forblev undergravende typer. Så sent som i 1870’erne røg Arthur Rimbaud hash i den trodsige fase af sin ungdom, samtidig med han overvejede at blive by-terrorist.
Balzac hævdede at have hørt himmelske stemmer og set guddommelige malerier efter et forsøg med hash, men det var Flaubert, der udgav en uimodståelig sexet beskrivelse af stofindtagelse.
Med L’Education Sentimentale blev han den første romanforfatter der erotificerede stoffer.

Benzedrin til morgenmad
I det 20. århundrede benyttede forfattere nyudviklede ’uppere’ som amfetamin, for at øge deres mentale energi. I 20 år, fra 1938 og fremefter, slugte digteren W.H.
Auden benzedrin hver morgen, stort set på samme måde som vi andre spiser vitaminpiller til morgenmaden. Han beskrev amfetaminer som en »arbejdsbesparende anordning« i »det mentale køkken«, med det vigtige forbehold at »disse mekanismer er meget primitive, tilbøjelige til at skade kokken, og de går hele tiden i stykker.« Han oplevede et fald i sin kunstneriske formåen da han i slutningen af 50’erne holdt op med at tage amfetamin.
Den truende stemning i Graham Greenes fremragende roman Magten og Æren (1940), om en whiskypræst der bliver jaget af kommunistiske oprørere i Mexico, kan tillægges hans store forbrug af benzedrin, mens han skrev bogen. Men Jean-Paul Sartre, der tog amfetamin mens han skrev et 50 siders essay om Jean Genet, og endte med en bog på 800 sider, og hvis 3.000 siders studie over Flaubert er absolut ulæseligt, var et bevis for farerne ved at skrive på speed.
En dag i 1948 oplevede Allen Ginsberg i Harlem ekstatiske religiøse syn, mens han masturberede. Da han kravlede ud på brandtrappen og råbte til damen ved siden af, »Jeg har set Gud«, knaldede hun vinduet i. Upåvirket svor han, at han ville udvide sin bevidsthed og begyndte systematisk at udforske den via mescalin, lsd, peyote og heroin. Hvorvidt hans bevidsthed, eller poesi blev forbedret er tvivlsomt.

Følelsesmæssige spændinger
Forfattere var også pionerer hvad angik brugen af stoffer for fornøjelsens skyld. Omkring 1800 opdagede Thomas De Quincey, at opiumsdråber, hans foretrukne opiumsblanding, stimulerede hans ’sensuelle nydelse’ ved musik, og begyndte at bruge det før han gik til koncerter. På trods af sine grufulde detaljer og masochistiske selvpineri fik De Quinceys Confessions of an English Opium Eater (1821) mange unge læsere til at eksperimentere med stoffer, og populariserede brugen af dem i jagten på, hvad Baudelaire i 1858 kaldte »kunstige paradiser« og »intensifikationen af individualisme«.
Den vanemæssige brug af stoffer for at klare kreativ anspændthed og det kunstneriske temperament havde endnu større indflydelse på litteratur end fritidsprægede trip.
Den viktorianske digter Elisabeth Barrett Browning udviklede en opium-afhængighed, som en måde hvorpå hun kunne klare sit familielivs følelsesmæssige spændinger og mandlige undertrykkelse. »Opium, opium – nat efter nat! – og nogle nætter er selv opium ikke nok,« tilstod hun. Hendes misbrug hjalp hende til at fungere og gjorde kun lidt skade.

Forbud skabte pusheren
Forfattere, med deres anspændte introspektive arbejdsdage og søvnløse nætter var i særlig grad udsat for at blive afhængige af kemiske stoffer. Kloral, der i det 19. århundrede blev ordineret mod søvnløshed, var ekstremt vanedannende. Det fremskyndede Friedrich Nietzsches mentale kollaps, gav digteren Dante Gabriel Rosetti og Evelyn Waugh paranoide hallucinationer, og ødelagde Andre Gides hukommelse.
Mens narkotika ikke gjorde meget for forfatternes kreativitet, udgjorde subkulturernes brugere vidunderligt baggrundsmateriale for deres bøger. Opiumshuler blev symbolet på byens bærme.
Det nye internationale system med forbud mod produktion, salg og besiddelse af stoffer, indført
efter 1920, efter krav fra forbuds-Amerika, skabte en ny og lukrativ beskæftigelse – narkohandleren – som blev en fast skikkelse i populær litteratur. Sax Rohmers bestseller, Dope, A Story of Chinatown and the Drug Traffic, udgivet i 1920, var den første af tusindvis af thrillere og krimier med et narkohandel-
tema.
Narko skaffede forfattere et både uhyre handy og populært emneområde – lige så sexet, sensationelt eller beskidt, de ønskede. Det har været en mere speget sag for litterære stofbrugere. Selv om forfattere der tog stoffer for deres fornøjelses skyld har været de mest udskældte, har de oftest gjort mindst skade på sig selv.
Stenede forfattere, der forsøger at gøre sig selv til transcendentale rejsende gør oftest sig selv til grin. Og nogle forfattere, der brugte stoffer både for at klare den og for at slappe af, opdagede at de ikke kunne styre det, og gjorde en ulykke på sig selv. Andre tog piller og fortsatte med at arbejde i fin stil. I det store og hele var forfattere lige som
alle andre.

(c) The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu