Læsetid: 11 min.

’Jeg er blevet utrolig god til at skjule mine følelser’

Dynger af opvask, flasker, rod og brokkerier var det sædvanlige i ’weekenderne hos far’. Det tog Eva 19 år at sige fra. Men let er det ikke, slet ikke at tænke på, at en fyr måske en dag skal røre ved hende
20. december 2003

Første juledag skal Eva på 26 møde sin far, for første gang siden i sommer. Det sker til julefrokost med kaffe hjemme hos hendes farmor og farfar i Sindal i Nordjylland.
Til daglig bor Eva i Sønderborg og læser på pædagogseminariet. Det trives hun godt med, også på grund af den fysiske afstand til familien i det nordjyske. Selv accenten synger nu på smilende sønderjysk.
Men i sommer var den spinkle, mørke pige på besøg hos sin mor oppe i Sindal, da hendes far spurgte, om hun ikke kom over. I hans lejlighed blev hun mødt af det sædvanlige syn:
Dynger af opvask, borde, der klistrede af gammelt snask, som man skulle bruge en skraber for at fjerne, gryder, der stod fremme med madrester af varierende ælde. Der lugtede surt af røg.
»Der var ulækkert, siger jeg dig. Men det var også den værste lortedag, jeg har oplevet med ham længe. Han havde igen drukket, var ubehagelig og åndssvag at høre på. På et tidspunkt fik han en skideballe af mig, og det er noget, jeg aldrig har gjort før. Og i det øjeblik tog jeg en beslutning: Jeg gider ikke spilde flere kræfter på ham, og fra nu af må han nøjes med at se mig hos familien.«
Faderen har ikke ringet siden.
»Når vi ses nu i julen, regner jeg med, at vi udveksler gaver og taler overfladisk. Han spørger måske, hvordan det går med min uddannelse. Men jeg spørger ikke ham, og når der er andre, plejer han ikke at drikke eller tale om alle sine problemer.«

Da havde Eva også stort set båret ansvaret for sin far i 19 år. Forældrene blev skilt, da Eva var syv og hendes lillebror fire år. Hver anden weekend, fra fredag aften til søndag, tilbragte de to børn hos deres far. Moderen syntes, at børnene skulle bevare kontakten til begge forældre. Når moderen bagefter spurgte, hvordan hun havde haft det, fandt Eva altid noget godt at sige:
»Så havde vi været nede ved vandet at gå eller ude at handle. Man skulle bare sige det rigtig entusiastisk, selv om det kun havde varet tyve minutter. Min mor gjorde sig nok også meget blind, for af og til lugtede han jo af øl, når han kørte med os i bilen.«
Reelt gik det meste af weekenderne hos far med at se fjernsyn og spille spil. Ofte bestod maden af chips, og børnene vaklede selv i seng mellem klokken elleve om aftenen og fire om morgenen.
»Min bror syntes, det var lidt fedt at se otte timers video og i det hele taget gøre, som man ville. Jeg syntes ikke.«
Hvis faderen blev utilfreds med noget, og det skete let, gik han i seng eller forlod huset og efterlod de to børn alene i huset i flere timer.
»Jeg husker specielt én gang, hvor jeg var ti år og hundenervøs for ham. Men da jeg spurgte, hvor han havde været, skældte han ud og sagde, at det skulle han vel ikke stå til regnskab for over for mig. I virkeligheden havde han været ovre ved naboen og få nogle øller, fandt jeg senere ud af.«
Fra Eva var cirka ti, tog hun i ’fars weekender’ ansvaret som lille husmor, hvis faderens familie skulle på besøg, eller hun bare ikke selv kunne holde rodet og svineriet ud. Hun lokkede og overtalte så sin far og bror til at være med til at lave mad, købe ind, vaske op og gøre rent.
Når de alle tre hang i, tog rengøringen fire timer. Eva beklagede sig aldrig eller fortalte nogen, hvordan der så ud deroppe.
Men det var heller ikke et sted, hun kunne lide at have veninder på besøg.
»Det handlede om at holde facaden, og jeg lod altid som om, der ikke var noget underligt ved hans opførsel.«
Som den jul, hvor faderen gav Eva fire fyrfadslys i julegave og forklarede, at ’det jo ikke var prisen, det kom an på, men tanken, og at han nød at se sine børns ansigtsudtryk, når de åbnede gaver’.
Endnu værre end skuffelsen over ’gaven’ var at finde et passende ansigtsudtryk, når familien spurgte, hvad Eva havde fået af sin far? Nogle skyndte sig at snakke om noget andet. Andre sagde: »Jamen, så får du vel noget mere senere?«
Men det gjorde hun ikke. Heller ikke dengang faderen helt glemte at købe en fødselsdagsgave til hende og ikke engang kom i tanker om det, da gæsterne medbragte gaver. Ude i køkkenet ved kagemanden greb hendes onkel chancen og spurgte, hvor mange genstande hendes far egentlig fik om dagen?
Eva veg udenom, og alt fortsatte, som det plejede.

Udadtil var Eva en mønsterpige. »Velfungerende« er det ord, hun hyppigst bruger om sig selv.
»Hvis du spørger nogen, der kender mig, vil de sige: ’Åben, glad pige!’ Alt, hvad jeg har foretaget mig gennem tiden, har jeg klaret flot. Jeg elsker regler og mønstre. Sig noget til mig to gange, og jeg husker det resten af livet. Jeg fik høje karakterer i skolen, var sød, glad, vellidt, hjælpsom, havde styr på mine penge fra 12-årsalderen, var aktiv med sport og musik i fritiden, som jeg også var god til, tog kørekort efter ti timer, flyttede hjemmefra som 18-årig. Jeg holdt aldrig pauser, arbejdede i ferier og fritid, tog mig af familien, tænkte aldrig over, hvad jeg ville med mit liv.«
Men et eller andet sted gik mønstret i ring. Eva kunne ikke fortælle nogen, hvordan hun havde det. Hvordan hendes far delte alle sine problemer med hende:
Som at kollegerne på autoværkstedet var idioter. At alting var nogle andres skyld. At hendes mor var en kælling. Det måtte han vel have lov at mene?
Helt uudholdeligt blev det, når han i timevis snakkede om, hvor meget han trængte til en kvinde – også seksuelt, og han havde vel lov at kigge på piger? Så tænkte Eva: »Jeg vil ikke høre. Jeg vil ikke høre.«
Men hun sagde ikke noget.
»Jeg har nemt ved at lukke andre op, specielt de lidt stille, og give indtryk af, at jeg selv fortæller en hel masse, men siger i virkeligheden ikke noget. Kun af og til, når det var en helt vildt fremmed, som jeg aldrig skulle se igen. De behøvede ikke sige noget, bare de sad og kiggede på mig.«
Men da Eva blev omkring de 20, og endnu aldrig havde haft hverken en kæreste eller en nær veninde, var hun klar over, at et eller andet måtte der ske. Hun søgte ind på pædagogseminariet, hvor hun fornemmede, at hun ville få brug for de følelser, hun havde vænnet sig helt af med at vise til nogen. Men menneskelige sammenhænge er svære at tackle. Her er der ikke faste mønstre, og det kan stadig gøre Eva utryg ikke at vide, hvordan andre mennesker vil reagere.
Men børn værdsætter hende:
»Børn, op til fem-seks år, anser mig ikke for en rigtig voksen. Jeg elsker selv at lege og er måske en blanding af at være cirka ti år, og midt i 30’erne. Den alder, hvor jeg både blev den voksne, der tog ansvar, men også stadig var et barn, der legede.«

Sidste år blev Evas far sendt hjem fra arbejde, fordi han havde drukket. Det var han stærkt fornærmet over, men accepterede til slut at gå på afvænning.
Han var væk i ni måneder. Så vendte han tilbage til den samme tavse arbejdsplads, den samme lejlighed og den samme omgangskreds, der for længst var træt af ham.
14 dage efter drak han igen. Nu dog med den teori, at hans symptomer skyldtes malerhjerne fra autoværkstedet ... Noget, hverken lægen eller Eva dog giver meget for: »Han er jo fornuftig nok, når ikke han drikker. Det må bare ikke være hans egen skyld.«
Eva holdt længe snor i sin far. Når han ringede, opmuntrede hun ham til at gå hen på det lokale værested og tage kontakt. Det blev igen Eva, han støttede sig til, Eva, de ringede til fra afvænningscenteret og bad komme til samtale.
Eva, som de voksne igen gav ansvaret.
Men skuffelsen udløste en ægte depression. Det hele havde jo været forgæves.
»Sidste efterår var jeg så træt, at jeg gik i seng kl. 16 hver eftermiddag, stod op igen efter tre timer for at få lidt at spise og lave lektier, og så i seng igen. Jeg blev også hele tiden syg og fik tilbudt orlov fra studiet, men niksen! Jeg kunne ikke holde ud ikke at have noget at lave, men jeg skulle også vise, at jeg ikke gav op.«
Efter et halvt år kontaktede Eva en psykolog, som først efter fire besøg konstaterede, at Eva havde en depression. Det normale er to gange:
»Jeg er blevet så utrolig god til at skjule mine følelser. Det er faktisk ikke særlig rart at tænke på.«
Eva fik lykkepiller, som tog toppen af træthed og tristhed. Hendes immunforsvar blev bedre. I det stille tog hun tilløb til et opgør med sin far, mener hun nu.
Men så blev det sommerferie, og faderen fiskede efter, om ikke Eva ville på kanotur med ham i Sverige, kun de to?
»Før turen var han overbevist om, at han kunne sejle tyve km om dagen, men efter ti minutter fik han krampe i armen, fordi det var for hårdt. Så var det for varmt, så blæste det for meget, så båden vippede, så var vandet for dybt, vi skulle gå for langt fra bredden til campingpladsen, fuglene tillod sig at fløjte helt vildt tidligt om morgenen, så han ikke kunne sove, og regnen larmede på teltet om natten, og det var for koldt at sove i telt. Der var også gode ting, men han krævede mig hele tiden hundrede procent.«
Eva havde tit sagt til sin far, når noget gjorde hende ked af det, vred eller skuffet. Men først bagefter. I en periode lykkedes det hende endda at holde sig væk, selv om det var svært. For hun elskede ham jo og vidste, hvor totalt afhængig han var af hende. Det endte også altid med, at hun gav ham en chance til.

Eva kan også godt se nu, at én, der som hendes far er ’pylret’, ikke har andre steder at gå hen. Slet ikke i familien, hvor man aldrig kan tale om problemer – eller blot være uenige med hinanden. De erklærer simpelt hen, at ’det vil de altså ikke snakke om’, og dermed basta.
Men så kom den dag efter kanoturen: »Jeg havde længe gået med en følelse af, at jeg først vidste, om jeg var kommet længere eller ej, når han prøvede mig af igen. Og da han så gjorde det, så tænkte jeg bare, tja, han har jo selv valgt det og var blevet advaret. Jeg følte afklarethed, ingen skyldfølelse eller dårlig samvittighed. Det er ham, der har mistet noget. Ikke mig.«
Mens Eva har gået i behandling for sin depression, er meget gået op for hende:
»Det, jeg har haft mest brug for, er at lære at gå til andre mennesker. Jeg har meget svært ved at knytte mig til andre. Jeg forventer hele tiden at blive svigtet. Hvis jeg nogensinde skal have en kæreste, skal han være meget ihærdig – eller måske være en hun!«
Det med kønnet ved Eva faktisk ikke rigtigt for øjeblikket: »En overgang kunne jeg gå i koma af angst, bare en fyr smilede sødt til mig, så bange blev jeg, for hvad kunne han ikke finde på?! Jeg er helt uerfaren og tør dårligt være alene med en fyr, for hvad forventer de egentlig? Jeg har ikke engang prøvet at kysse rigtigt.«
Én gang, da hun var 24, var hun tæt på. Men hun og fyren boede langt fra hinanden, så det løb ud i sandet. De havde ellers skrevet meget sammen om følelser:
»Men det blev kun til ét lillebitte kys, og selv dét skræmte mig. Selv om der jo ikke var sket noget ved bare at prøve at være kærester. Jeg nåede aldrig at være teenager, hvor alle gik op på grillen. I stedet gik jeg ned og spillede bordfodbold med de mindre børn.«
Hverken alkohol eller fysisk berøring er noget for Eva:
»Jeg kan ikke fordrage lugten eller smagen af sprut, slet ikke øl, som min far drikker. Kun noget der smager af sodavand eller slik, hvidvin eller vodka.«
Eva kan heller ikke forestille sig at have mænd til at røre ved hende eller selv røre ved en fyr. Bare tanken!
Indtil for nylig fandt hun sig i, at hendes far gav hende et knus, hvis der var andre til stede. For hans skyld.
Men hun hader det. Det har faktisk strejfet hende, om hendes far på en eller anden måde har gået hende fysisk for nær, da hun var lille. Hvorfor kan hun ellers ikke huske noget, fra før hun fyldte otte år? Og hendes far har jo brugt hende til så meget andet, som hun ikke brød sig om og var for ung til. Men hun har alligevel svært ved at forestille sig sin far gøre ’sådan noget’. Det bliver heller ikke let at finde ud af nu.
»Jeg er nok en overlever, men jeg har ikke overlevet på en hensigtsmæssig måde ved at fjerne alle problemer fra mit hoved: ’Det, der er for hårdt at opleve, findes ikke’.«
Men hun har en god omgangskreds og en enkelt nær veninde, som hun snakker med om det meste. Hun får gjort noget ved tingene og går ikke og ruger over dem.
Sin mor snakker hun med om praktiske problemer, uddannelse, arbejde. Men ikke noget personligt.
»Der er nogle ting, jeg ikke gider snakke med min mor om. Hun var ’den gode’ og passede på os, men hun har jo heller ikke gjort det, jeg havde brug for.«
»Jeg har gået med så meget selv, men nu er jeg er for første gang ikke rastløs, så snart jeg har siddet stille i fem minutter. Jeg kan græde, skælde ud, tør være mig og har det godt med det. Men jeg har heller aldrig tvivlet på, at jeg kunne klare livet.«
Eva glæder sig til at få et rigtigt arbejde, helst i Sønderborg. Hun har svært ved at forestille sig et almindeligt liv med hus og børn.
»Men jeg vil gerne have en kæreste en dag. En at snakke med og betro mig til, og som kan passe på mig.«

*Evas navn og visse personlige data er ændret. Hendes identitet er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her