Læsetid: 3 min.

Bogsprederne springer ud

Her og der i det ganske land, pibler fænomenet bookcrossing op ad undergrunden. Bog lagt på kollegievaskeri i Århus er foreløbig sporet til San Fransisco
12. december 2003

Bookcrossing
Der er flere danskere end som så, der ’glemmer’ deres bøger på parkbænke, togsæder eller på cafétoiletter. Der er flere, end man umiddelbart skulle tro, som udbreder deres allerede læste bøger, så andre får glæde af dem.
Med andre ord: Fænomenet ’bookcrossing’, som vi omtalte i Informations bogtillæg den 21. november, pibler faktisk op ad undergrunden over det ganske land. Det viser læserreaktioner fra blandt andet København, Kolding og Århus.
Tag nu bare Signe G. Brandslund, 27 år og udvikler i et it-firma i netop Århus. Siden april har hun ’crosset’ 13 bøger på forskellige mærkelige steder. I bøgerne har hun lagt et lille mærke med adressen på den verdensomspændende hjemmeside for bookcrossere. Herefter kan du som finder gå ind og registrere dig: Hvor har jeg fundet bogen? Hvad synes jeg om den? Hvor har jeg ’frigivet’ den igen?
»Min første bog var en gammel slidt bog, Coma af Robin Cook, som jeg lige havde læst, og som var fremragende,« siger Signe G. Brandslund.
»Jeg følte, at jeg måtte og skulle give den til en anden. Men der er samtidig ikke noget værre end, når nogen prakker sine bøger på andre på en missionerende måde. Derfor tænkte jeg, at bookcrossing var vejen frem. Det er en måde at gøre folk nysgerrige på bogen uden at presse det frem,« siger Signe G. Brandslund.
Ønsket om at ’befri’ bogen fremfor bare at lade den samle støv i reolen er hovedårsagen til, at hun dyrker bookcrossing.
»Den anden grund er, at det er fascinerende at kunne følge bogen. Hvem, der samler den op, hvor den ender, og måske hvad andre har syntes om den,« siger Signe G. Brandslund.

Vaskeri og ved spor ét
Bøgerne kan komme vidt omkring. F.eks. lagde hun på et tidspunkt en bog på et kollegievaskeri i Århus. Den bog er siden blevet fundet på et møntvaskeri i San Francisco. De fleste bøger har hun lagt i Århus-området, men på et tidspunkt læste hun på bookcrossing-hjemmesiden, at nogen havde lagt en bog på perronen ved spor ét på banegården i Vejle.
»Det var lidt syret, for perronen findes ikke, og der var heller ingen bog. Jeg ville samtidig selv frigive Fay Weldons Den Gale Trompetist, så jeg lagde den på perronen ved spor to. Jeg kiggede næste dag, og bogen var naturligvis væk,« siger Signe G. Brandslund.
Det er nemlig sådan, at bøger er noget, som man ikke bare lader ligge og flyde, og som man i hvert fald ikke bare smider væk.
»Vi har haft flere eksempler på, at folk er kommet til os med bøger, som de siger, at ’nogen har glemt’,« fortæller Bente Bruun, bibliokar på Kolding Folkebibliotek.
Her har man lavet sit eget lille bookcrossing-projekt, kaldet »stafetbog«, hvor 200 bøger er blevet lagt ud på underlige steder. Findere kan registrere bøgerne på bibliotekets hjemmeside.
»Det er ikke alle, som er lige flinke til at registrere dem. Nogen tager dem bare og læser dem og lægger dem ud igen uden at gå ind på hjemmesiden,« siger Bente Bruun.
Men for hende er det heller ikke det primære. Det er, at der bliver gjort opmærksom på litteraturen på en anden måde.
For Signe G. Brandslund er det påfaldende, hvor hurtigt bøgerne forsvinder.
»Jeg har selv nogle gange forsøgt at nå at finde en bog, som jeg har set er blevet frigivet i min by. Men den har altid været væk, når jeg kom,« siger Signe G. Brandslund, der aldrig selv har fundet en bog, som en anden crosser har lagt ud.
»Men det kommer nok,« siger Signe G. Brandslund, der glæder sig over, at fænomenet tilsyneladende er på vej frem i Danmark.
Endnu er der ingen særlig dansk hjemmeside for bookcrossere, sådan som det er tilfældet i mange andre europæiske lande. Vil man følge bøgernes skæbne, er der kun den store mulighed via den verdensomspændende side eller de små muligheder som for eksempel Koldings stafet-bogsprojekt og deres side.
»Det kunne være meget skægt, hvis der kom en overordnet dansk hjemmeside,« siger Signe G. Brandslund.
»Men det gode ved den verdensomspændende eller de europæiske sider er jo, at de viser, hvordan verden er blevet et mindre sted.«

*www.bookcrossing.com

*www.koldingbib.dk/stafet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu