Læsetid: 2 min.

Cliff er klam

2. december 2003

Spot
Cliff Richard har holdt sig fra stoffer, sprut og andet rocket deroute-tilbehør og ser måske derfor stadig kernesund og spejderagtig ud i den portrætudsendelse, Jørgen Mylius lavede med ham i 1988.«
Sådan annoncerer DR2 en portrætgenudsendelse med det levende svar på Barbies Ken, den legemstore voksmannequin Cliff Richard.
Jeg har aldrig kunnet lide Cliff Richard. Jeg burde have været fan, jeg har alderen til det, men allerede som teenager foretrak jeg instinktivt Laurie London, Marty Wilde, Tommy Steele, Elvis eller snart sagt enhver anden, der kunne klippes ud og hænges op på jomfruburets lyserøde vægge.
Man kan indvende, at det er en ukvalificeret kritik – især da man snildt kunne spille hans musik for mig, uden at jeg genkendte ham – men det er nu engang ikke denne, min modstand gælder.

Cliff Richard repræsenterer en tidlig tendens til det, der siden har taget alt for megen overhånd: Overdreven selvkontrol med et umiskendeligt skær af hellighed. Selvoptagethed, facadedyrkelse, sundhedsfiksering. Ikke ryge, ikke drikke – endda ikke bolle, hvis man skal tro ham på hans ord.
Forstå mig ret. Bortset fra, at jeg ikke selv har lyst til at give afkald på alle tre dele, så kunne jeg ikke drømme om at tage afstand fra en person, blot fordi vedkommende valgte denne cliffrichardske livsstil. Jeg er endda overbevist om, at det for nogen kan være et rigt liv, ja, jeg tør ikke engang afvise, at det kan være det for Cliff Richard.
Det, der giver mig kvalme, er hans image, hans brand, om man vil. For teoretisk set kunne han jo udmærket undlade røg og druk samt leve i cølibat – uden at gøre et nummer ud af det. Så ville han heller ikke bære ved til det bål af nyhellighed, selvoptagethed og fiksering på kroppens og ansigtets ungdom, der er mediernes, modens og reklamens svar på ethvert eksistentielt spørgsmål.

Når Cliff Richard påberåber sig eksistentielle og endda spirituelle grunde til sin renskurede livsstil, tror jeg ham derfor ikke. Så ville han nemlig ikke reklamere med dem som en anden vækkelsesprædikant. Og så ville han ikke bære dette ansigtsløftede plasticlook til skue. Han er det, min mor med alle tegn på foragt kaldte ’velpræserveret’, hvilket for hende dækkede over en person, der brugte sin tid, energi og ikke mindst interesse på sit eget udseende.
Cliff Richard er ikke skyld i, at denne interesse har bredt sig hånd i hånd med afhængighed af ydre succes og en hypokondrisk fiksering på sundhed samt manisk forebyggelse af endnu ikke opståede sygdomme.
Men måske var det ham, der opfandt den!

*DR2 kl. 17.41 Cliff Richard – 30 år i spotlight

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu