Læsetid: 3 min.

Cocteau - salut

At leve er et horisontalt fald, sagde Jean Cocteau. På toppen af Pompidou-centret falder publikum henrevne gennem Cocteaus liv og værk
31. december 2003

Udstilling
Jean Cocteau. Faunen med troldsplinten. Det voksne barn, surrealisten, poeten, kritikeren, dramatikeren, filminstruktøren, tegneren, scenografen, maleren.
Bøssen, der kom Genet i forkøbet mht. selvbiografisk åbenhjertighed – hvilket ikke forhindrede ham i at blive indlemmet i Det Franske Akademi. Eller opiumsrygeren, der tog piben op efter Rimbaud. Selviscenesætteren. Eller magikeren slet og ret. En artistisk nøgleskikkelse i det tyvende århundredes første halvdel; ikke bare i Frankrig, men i det internationale kunstlandskab.
Dette michelangelo’ske renaissancemenneske, genfødt i 1889 i en elegantiers forfinede Pan-skikkelse, komplet med spidse ører og tætklippede, dionysiske krøller – han skulle vel nok være en messe værd i kulturens parisiske glashus Beaubourg.
Messen afholdes i øjeblikket i form af en multimedieudstilling på toppen af Pompidou-centret. Hvor udsigten normalt er en hård konkurrent til hvilken som helst udstilling, der måtte løbe af stabelen indenfor.
Men denne gang er der kamp til stregen, for emnet har i den grad inspireret udstillingsarrangørernes formidlingstalenter, at en scenograf med rette er udstillingskrediteret. For at bibringe tilskueren en vis oversigt over den mangehovedede Cocteau er udstillingen fordelt på otte hjertekamre, der til en vis grad lukker sig for hinanden eller fungerer som labyrint. Og de ’billeder’, der ikke umiddelbart forstås, knækkes efterhånden som tilskueren følger ruten gennem de dæmpet belyste eller mørklagte rum.
Som det plastiske, overdimensionerede Cocteau-hoved, der fritsvævendende roterer i indgangen og lader hovedpersonens karakteristiske profil cirkulere på sneglevæggen – ser man efter, er hovedet opbygget ligesom moderne giner, bare med langt færre stivere – men af tykke piberensere. Hmm? Temmelig ufransk i sin mangel på elegance, synes man. Men belæres nænsomt, for sidst i udstillingen mødes man af en mørklagt montre hvori tre-fire af Cocteaus’s teatermasker til Oedipe Roi glimter og skinner af materialerne: forgyldt net og piberensere.
Eller et i indgangen henslængt hestehoved (i naturlig størrelse), der peger hen mod hestemennesket, en mytologisk eksistens i filmfablen Orfeus’ testamente adskillige kamre senere. Her kører også i en evig båndsløjfe den besættende Skønheden og udyret med den blonde teutoner Jean Marais, der var hæmmet af Gillette-hage og en forstenet mimik, men alligevel brændte igennem som lidende elsker.

Bæst og toben
Cocteau opfandt redundans, længe før det blev et modeord. Temaerne går igen – visse græske myter, især Ødipus og Orfeus, beskæftigede ham livslangt. Lige sådan maskerne, identitetslegen, eller det dyriske menneske, sammensmeltningen af bæst og toben.
Cocteau selv var på én gang et skabende toben og et socialt bæst, der blendede på kryds og tværs med sin samtids medskabere.
Komponister som Satie, Stravinsky og Les Six, danserne Nijinsky og Massine, koreografen Fokine, impressarioen Diaghilev, malere som Picabia, Modigliani og Picasso (der i 1917 scenograferede Cocteaus skandaleballet Parade) og utallige digterkolleger (heriblandt elskeren Radiguet, der var livsledsager frem til sin død af tyfus i 1923) hang hujende udenpå avantgarde-toget. Der fræsede gennem det måbende-applauderende Frankrig, mens det misundelige udland halsede efter.
Cocteau rejste. Udgav et satirisk magasin for egne penge, indtil kassen var tom. Var en vidunderlig tegner, hvis enkle, sikre, flydende streg levede direkte videre hos vores egen geniale Eiler Krag og var som koreograf katapult for Danmarks første dr,phil. i ballet (idet dr. Dans alias Erik Aschengreens doktordiputats tog Cocteaus balletter under behandling). Selv modetegning snusede han til:
På udstillingen ses en ultrafeminin dragtskitse til Chanel, bestående af en lille svøbt jakke med stofrose i reverset over knælang, plisseret nederdel og klokkehat.
Hans tvetydige tegning af fru Coco selv – med tomt ansigt – vogter over montren. Ligesom Paris holder Cocteau aldrig op; den fornemmelse besidder én, mens man driver langsommere og langsommere gennem labyrinten.
En udstillingstur af den slags, man trækker i langdrag for at blive vækket ved udgangen så sent som muligt.

*Jean Cocteau – sur le fil du siecle. Centre Pompidou t. 5. Januar 2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu