Læsetid: 12 min.

Dage i Phnom Penh

Indtryk fra den cambodianske hovedstad i dagene omkring det tredje demokratiske valg efter 1970’ernes rædselsregime med Pol Pot
20. december 2003

CAMBODIA – De første indtryk af Phnom Penh passer ikke umiddelbart til forestillingerne om et land, der i mere end tyve år har været plaget af blodig borgerkrig og undtagelsestilstand, heraf de fem under et af verdenshistoriens mest barbariske og undertrykkende regimer, nemlig Pol Pot og hans Khmer Rouge-brigader. Alt ånder tilsyneladende fred og fordragelighed i den nye lufthavn. Adskillige ansatte vimser omkring med pudseklude og koste og sørger for, at alt er funklende rent. Og selv de uniformerede vagter, der med tavse blikke overvåger, at passagererne fra det lille Thai Air-fly fra Bangkok på bedste beskub udfylder indrejsepapirer op ad vægge og vinduer, udviser ikke skyggen af den totalitære magtarrogance, som den besøgende uomtvisteligt medbringer billeder af på den indre nethinde. Nej, bureaukratiet kværner sin langsomme gang uden større problemer, man får lov til at lægge de obligatoriske tyve dollars i visumgebyr, og snart sidder man i en taxa til regeringskontrolleret takst på vej ind mod centrum.
Trafikken er tæt. Masser af store knallerter og små motorcykler krydser mellem hinanden og de relativt få biler i et mønster, vi ikke umiddelbart kan gennemskue. Vi forudser konstant sammenstød og uheld, der ikke indtræffer. Fodgængere, dyr og cykler passerer uden videre den stærkt trafikerede indfaldsvej, og vi iagttager snart den udbredte praksis ved venstresving, hvor man i stedet for at afvente et hul i strømmen af køretøjer maser sig ud i højre kørebane og kører imod trafikken, indtil man kan komme over i den venstre bane. De trafikale unoder er imidlertid ikke det mest påfaldende. Nej, det der for alvor fanger vores opmærksomhed er fraværet af støj. Selv om taxaens vinduer er rullet ned, hører vi stort set intet til det kaos, der udspiller sig omkring bilen. Som på en luftpude – eller i en drøm – glider vi gennem den bløde aftenluft, mens vi iagttager det stumme sceneri som et panorama på bilens frontrude. Med en nærmest hypnotisk fornemmelse svæver vi ind gennem forstæderne, ind i en fremmed verden, en verden, der trods de historiske omstændigheder udstråler venlighed, smidighed, ro. En knallert med en far og en datter i skoleuniform ruller forbi derude, hun med et par bøger under armen, han afslappet manøvrerende i det groteske virvar.
Vi læner os tilbage i sædet og stirrer betaget ud på det hele, mens taxaen arbejder sig stadig længere ind ad Kampuchea Krom. Ved floden Tonle Sap drejer chaufføren til højre og fortsætter et par par kilometer langs vandet, forbi den legendariske Foreign Correspondents Club og det impossante Royal Palace, og videre, indtil Tonle Sap bliver til Mekong. Nu kører en knallert med en hel familie op på siden af taxaen. Far ved styret, mor bagest med et mindre barn på armen og i midten en teenagepige, der stirrer ind til os. De følger os et stykke, pigen bare smiler og kigger. Så glider de lidt bagud, så er de der igen. Pigens øjne er uudgrundelige. Det er ikke til at vide, hvad hun tænker. Så kører vi op foran Hotel Cambodiana. Vi er i Phnom Penh.
Ved et tilfælde er vi havnet i Phnom Pehn under optakten til valget, blot det tredje demokratiske valg efter de borgerkrige, der hærgede landet i 70’erne og 80’erne. De to foregående valg fandt sted i 1992 og 1998 og var begge præget af det, der i politikersprog kaldes »uregelmæssigheder«, hvilket i tilfældet Cambodia dækker over svindel, korruption, trusler og mord. De internationale valgobservatører bor også på Hotel Cambodiana, men bortset fra diplomatbiler med tonede ruder og blå FN-flag på parkeringspladsen, og en diskret trafik af lokale piger med laktasker og hotpants i elevatorerne, mærker vi ikke meget til de øvrige gæster i det enorme luksushotels osteklokke.

De unges land
At tale om frie og demokratiske valg i Cambodia er stadig lidt af en tilsnigelse. Men trods den graverende fattigdom, der præger gadebilledet uden for Hotel Cambodianas tonede ruder, oplever man som turist, at landet i disse år, trods alt, er på vej til at komme på ret køl efter årtiers håbløshed. Man kan læse sig til, at Cambodia var et relativt velstående og velfungerende samfund i tiden efter, at den populære Prins Norodom Sihanouk i 1953 forhandlede sig frem til en løsrivelse fra den franske kolonimagt.
Problemet er bare, at kun ret få indbyggere er gamle nok til at huske den tid. Det anslås, at mellem halvanden og to millioner mennesker, ud af en befolkning på syv millioner, mistede livet under Khmer Rouge (1975-79). Og i dag er mindst tres procent af befolkningen under 25 år, hvilket betyder, at de færreste har oplevet andet end de betændte dønninger efter 70’erne med Lon Nol og Pol Pot og 80’erne med borgerkrig mellem de vietnamesiske besættelsestropper, de resterende lommer af Khmer Rouge-tro, mindre grupper af royalister og anti-kommunistiske buddhister samt den nuværende premiereminister Hun Sens på papiret eks-kommunistiske fraktion, i dag kaldet Cambodian People’s Party (CPP).
I 2003 står valget i realiteten mellem tre partier: Hun Sens CPP, det nye Sam Rainsy Party (SRP) samt det royalistiske Funcinpec (under ledelse af landsfader Sihanouks søn, Prins Norodom Ranaridh, som nu er vendt tilbage efter for nogle år siden at være blevet kuppet af Hun Sen). Og de internationale valgobservatører skal forsøge at forhindre en gentagelse af situationen ved valget i 1998, hvor atmosfæren stadig var præget af Khmer Rouge’s sidste krampetrækninger.
Af de to tilbageværende Khmer Rouge-fraktioner havde den ene i midten af 90’erne sluttet sig til regeringen, mens den anden (under Pol Pot) endnu holdt stand i junglen oppe ved den nordlige grænse til Thailand, en situation, der omsider opløste sig med Pol Pots afsættelse og død i april 1998. Det kan således ikke undre, at Cambodia på det tidspunkt langt fra havde vristet sig fri af skyggen fra den blodige fortid. Når de Hun Sen-kontrollerede medier eksempelvis udsendte meddelelser om, at den hemmelige afstemning var alt andet end hemmelig, idet satellitter kunne registrere, hvor den enkelte satte krydset i valgboksen, kan man næppe fortænke nogen i at stemme på det sikre. Og for at understrege pointen lukkede man munden på særlig fremtrædende repræsentanter for oppositionen. Således forsvandt den kvindelige leder af en etnisk vietnamesisk landsby op til valget i ‘98, efter at hun havde udtrykt sit håb om, at Prins Norodom Ranaridh ville vinde. Nogle dage senere blev hendes torturerede lig smidt på byens torv som en påmindelse om, hvad der skete med dem, der satte sig op mod CPP.
I den engelsksprogede The Cambodia Daily (en tryksag i A4-format) kan vi følge, hvordan situationen mellem CPP, SRP og Funcinpec tilspidses, efterhånden som dagen for 2003-valget nærmer sig. Sam Rainsy Partiet erklærer, at de under ingen omstændigheder vil indgå i en koalision med Hun Sen og CPP. Og da også Prins Norodom Ranaridhs Funcinpec åbenlyst kritiserer CPP for korruption, bliver advarslerne skåret ud i pap. En lille uge før valget findes en SRP-aktivist fra Pailin dræbt af mindst ti øksehug, angiveligt fordi han havde afspillet Sam Rainsy-taler over en megafon fra sit hjem. Og få dage efter læser vi ved morgenbordet, at tre Funcinpec-tilhængere i Kampong Chhnang aftenen forinden er blevet hakket til døde med økser og macheter.
Samtidig advarer en artikel i The Cambodia Daily om, at der vil blive slået hårdt ned på eventuelle »voldelige demonstranter« efter valget. Politichef Hok Lundy udtaler, at han nok vil være tilbageholdende med at lade sine betjente skyde demonstranter. »Men,« tilføjer han, »kommer det så vidt, vil politiet ikke tøve med at anvende ondsindede angrebshunde. Vi har ganske vist kun tredive af disse hunde, men hver af dem kan kæmpe mod op til 200 mennesker.«

Børnebødler
De færreste besøger vel Phnom Penh uden at aflægge en visit i Tuol Sleng Genocide Museum, det tidligere gymnasium, som Khmer Rouge omskabte til torturcentret S-21. Og de færreste går vel derfra uden en fornemmelse af, at man troede, man vidste, hvor galt det var, men det gjorde man ikke. Det var to fotografer, som i januar 1979 fandt det i al hast forladte S-21, efter at den vietnamesiske invasionsstyrke var rykket ind i spøgelsesbyen Phnom Penh. Det syn, der mødte fotograferne, var ligene af godt halvtreds nylig dræbte fanger, et antal tidligere skoleklasser indrettet som torturkamre samt et omfattende arkiv med dokumentationsmateriale over de tusindvis af mennesker, som i de foregående fire-fem år havde passeret igennem lokalerne.
Kort efter magtovertagelsen i april 1975 gik Khmer Rouge i gang med at omskabe Cambodia til en gigantisk koncentrationslejr med stålhård disciplin og nul tolerance over for nogen som helst form for afvigelse fra partilinjen. Man afskaffede penge, skoler, privat ejendomsret, det juridiske system og religion, og man tømte de større byer for mennesker, i starten under påskud af nært forestående amerikanske bombeangreb. For at kunne gøre kort proces mod »klassefjender« indrettede man en række fængsler og forhørscentre, hvoraf Tuol Sleng under ledelse af Kammerat Duch var det mest berygtede.
Vagterne i S-21 var ofte børn i 10-15 års alderen, som hurtigt blev vænnet til at behandle fangerne som dyr. Og på væggen hænger stadig reglementet, der i ti punkter siger en del om det kollektive vanvid, der drev Khmer Rouge til at begå det, der kaldes autogenocide, altså folkemord på eget folk. Punkt 6 lyder eksempelvis: »While getting lashes or electrification you must not cry at all.« Og punkt 7: »Do nothing. Sit still and wait for my orders. If there is no order, keep quiet. When I ask you to do something, you must do it right away without protesting.« Og punkt 9: »If you do not follow all the above rules, you shall get many lashes of electric wire.«
Rapporter opregner, at mere end 10.000 fanger forsvandt i S-21-lejre i perioden 1975-78, og hertil kommer mindst 2.000 børn, der ikke blev ført til protokols. Som andre blodtørstige, totalitære regimer førte Khmer Rouge minutiøst regnskab med egne misgerninger. De vietnamesiske befrielsestropper fandt mere end 4.000 håndskrevne »tilståelsesrapporter«, nogle op til flere hundrede sider lange. Hertil kom, at alle fanger blev fotograferet før og efter henrettelsen, og et udvalg af disse »forbryderfotos« er nu udstillet i de tomme skolelokaler, sammen med rustne jernsenge og andre remedier, der blev brugt under den daglige tortur. Et af Pol Pots mottoer var: Hellere slå ti venner ihjel end at lade én fjende overleve. Mindre end to håndfulde mennesker kom levende ud fra Tuol Sleng. Og med til dén historie hører naturligvis, at hverken Pol Pot eller andre af de højtstående Khmer Rouge-folk nogensinde er blevet retsforfulgt.

Upopulære udlændinge
Den fornemmelse af at iagttage den cambodianske virkelighed gennem en tyk glasrude, som allerede optrådte under taxaturen fra lufthavnen ind til Phnom Penh, forfølger os under hele opholdet. Ikke mindst på det komplet overdimensionerede Hotel Cambodiana, der ligger som et rumskib midt i den mishandlede by. Opførelsen af Hotel Cambodiana blev egentlig påbegyndt allerede i 1970, men da borgerkrigen kom, blev den halvfærdige bygning tilflugtssted for flygtninge. Først i 1990 kunne det pompøse projekt med midler fra et konsortium af sydøstasiatiske kinesere færdiggøres som Phnom Penhs første luksushotel.
Efter borgerkrigen rykkede to typer udlændinge ind i Cambodia. Den ene gruppe bestod af omkring 6.000 repræsentanter for hele det system af diplomater og hjælpeorganisationer, som fulgte i kølvandet på overgangsregeringen: UNTAC (United Nations Transitional Authority in Cambodia). Det var udstationerede udlændinge med diæter på 145 dollars i døgnet (i et land med en gennemsnitlig indkomst på 120 dollars om året). Den anden gruppe var en endnu mere broget flok af opportunistiske forretningsfolk og lykkejægere, som blev tiltrukket af det nye klondike. Og i hælene på dem kom naturligvis de sædvanlige horder af sexturister og mere uskadelige rygsæksrejsende på jagt efter eventyr, stoffer og udsigten til for en billig penge at kunne kaste med militærets efterladte håndgranater eller affyre maskingeværer.
Alle de omtalte kategorier var med til at give udlændinge et blakket ry i et land, hvor man måtte sande, at selv om det internationale samfund i 90’erne postede to milliarder dollars i at få Cambodia på fode, oplevede den menige cambodianer ikke nogen nævneværdige forandringer i sit liv.
Fra hotelværelsets airconditionerede komfort har vi til den ene side udsigt til Mekong floden, hvor et flydende casino hjælper strandede forretningsfolk med at fordrive ventetiden, og til den anden side kan vi se ind over kongepaladsets svungne, glasserede tegltage, et levn fra en svunden storhedstid. Nede i hotellets baggård roder store knægte efter madrester i affaldscontainerne, og lidt længere nede ad vejen ligger et nybygget kompleks med et supermarked i stueetagen. Vi går derind en dag og finder, at vi er de eneste kunder. Til gengæld sidder der tre damer ved hver kasse. I supermarkedets bogafdeling kan vi købe piratkopier af engelsksprogede bøger til en tiendedel af den pris, de samme titler koster i Phnom Penhs officielle engelske boghandel, London Book Center.
I den eksklusive lounge på hotellets øverste etage spiser vi morgenmad omgivet af møder mellem udenlandske forretningsfolk og cambodianere, som via tolke forhandler med hviskende stemmer, afbrudt af kimende mobiltelefoner.

Slagtemarken
Vi maser os igennem sværmen af motorcykel-taxaer, der konstant flokkes omkring den bevogtede indgang til Hotel Cambodiana, og lejer en bil med chauffør for at køre ud til The Killing Fields of Choeung Ek, endestationen for de fanger fra Tuol Sleng, som ikke døde i torturcentret. Kun få veje i Phnom Penh er asfalterede, og de 15-20 kilometer ad støvede og hullede grusveje ud til Choeung Ek tager et par timer. Vores chauffør hedder Vanny og deler bilen med en kollega. Han taler et rudimentært engelsk, samlet op fra CNN og NBC, og han drømmer om engang at åbne en restaurant for udlændinge. Han var fem år, da Pol Pot overtog magten, og blev anbragt i en børnelejr, hvor han mistede sine to søskende. Det er dog ikke det, han taler mest om på vejen ud til Choeung Ek. Nej, det, der lige nu kan få Vannys pis i kog, er det forestående valg, eller rettere den omstændighed, at valget sandsynligvis ikke vil ændre noget som helst ved den omsiggribende korruption.
»De rige og politikerne sørger for sig selv og stikker alle pengene i egne lommer,« siger Vanny. »Sådan vil det også være efter valget.«
Vanny må ikke vise os rundt i Killing Fields, dertil kræves en særlig guidelicens. I stedet overlades vi til en ung mand på 18-20 år, som virker sympatisk, kompetent, professionel. Uden at fortrække en mine går han i gang med at berette om, hvordan de fanger, der blev transporteret ud til Choeung Ek, blev bagbundet og beordret ned på knæ, hvorefter de blev slået i baghovedet med et markredskab eller lignende. Eller de fik savet halsen over med et savtakket bananpalmeblad. Børnene dræbte man ved at smadre deres hoveder mod et træ. Altsammen økonomiske metoder, forklarer den unge mand. Indtil videre har man fundet resterne af 9.000 lig på stedet, og man regner med, at der ligger i hvert fald 11.000 mere gemt i jorden. Ved hver regntid vaskes et nyt lag jord bort, og de besøgende går i bogstavelig forstand omkring på knoglerester og tøjstumper. Som for at levendegøre sin beretning bøjer guiden sig på et tidspunkt ned på stien og skraber en tand fri fra jorden. Med en pind puffer han tanden over på et blad og bærer den hen til en spand med ligrester.
»Vi bliver aldrig færdige,« siger han.

*Ved det cambodianske valg, der fandt sted den 27. juli, fik CPP 73 ud af de 123 sæder i parlamentet, mens Funcinpec og SRP fik henholdsvis 26 og 24 sæder. Det betyder, at ingen af de tre partier fik de nødvendige to-tredjedele af pladserne til at have enevældig magt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her