Læsetid: 3 min.

Debatten styres af netværk

Medlemmerne af den islam-kritiske loge, Giordano Bruno, koordinerer deres udtryk i den offentlige debat. Samtidig forsøger selskabet at rekruttere blandt folketingspolitikere og integrationskonsulenter
4. december 2003

Deltagerne i den hemmelige islam-kritiske loge, Giordano Bruno Selskabet, spænder vidt.
En Venstrefolketingskandidat med anden etnisk baggrund, en aftrådt spindoktor, feminister, intellektuelle og – ikke at forglemme – en tidligere socialdemokratisk indenrigsminister.
Fælles for dem er, at de er kritiske over for islam og over for indvandring.
Gruppens medlemmer mødes ind i mellem til møder og sammenkomster, hvor de udveksler synspunkter og ideer, men ud over det er de næsten dagligt i kontakt med hinanden via mail, hvor de koordinerer, diskuterer og timer, hvordan de bedst får deres holdninger præsenteret for offentligheden.
Information er kommet i besiddelse af denne mailkorrespondance.

Brunoister
Medlemmerne henvender sig til hinanden som bruno’er eller brunoister og hjælper hinanden med at finde citater, koordinere hvilke medier, der skal kontaktes og hvilke emner, der skal slås på.
En af de mest aktive figurer på både den interne debat i selskabet, men også som pennefører på en sand strøm af kronikker og læserbreve er feministen Lone Nørgaard, der efter at være blevet rost af en af de andre medlemmer for en kronik i Jyllands-Posten beredvilligt deler den med andre fra selskabet
»Det er først og fremmest Torben og Henrik, der har støbt kuglerne – og så har jeg lånt flittigt fra Sharia-hjemmesiden. Jeg tager alene æren for indpakningen i pædagogisk papir fra Illums Bolighus... frem for Nettos gule discountposer,« skriver Lone Nørgaard.
Torben er historikeren Torben Hansen fra Københavns universitet, og Henrik med efternavet Gade Jensen er kirkeministerens just afgåede spindoktor. Sharia-hjemmesiden (sharia.dk), der henvises til, står der også medlemmer bag. Her er det forfatteren og journalisten Helle Merete Brix og feministen Jette Plesner Dali, der skal takkes.
Gruppen er også meget opmærksom på straks at kunne komme på banen, hvis borgerlige politikere taler for ’pænt’ om muslimske indvandrere. I en fællesmail til alle bruno’erne skriver Lone Nørgaard: »Vores beskæftigelsesminister udtaler til morgenradioavisen, at alle indvandrere gerne vil i arbejde, fordi det giver identitet. Sådan som jeg har forstået det, er det netop ikke korrekt. F.eks. får somaliere ikke identitet via arbejde, men via arbejdsfrihed. Er der nogen, der ligger inde med formuleringer, læserbreve eller kronikker... så kan jeg skrive et indlæg til Politiken.«

Styring af debatten
Den mailkorrespondance Information er kommet i besiddelse af viser også, hvordan Giordano Bruno Selskabet forsøger at planlægge, hvad den offentlige debat på indvandrerområdet skal dreje sig om.
»Næste tiltag i offentligheden skal være at ramme en pæl igennem myten om, at det er muligt at skelne mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber,« skriver Lone Nørgaard og fortsætter i en senere mail:
»Endvidere har jeg fået tilsagn om en kronik i Jyllands-Posten, der kobler indavl og tvangsægteskaber. Det er en varm kartoffel, og jeg er temmelig nervøs, så mit kronikforslag må til gennemlæsning hos nogle af jer. Jeg kontakter også journalisten på B.T., som er ophavskvinde til artiklerne fra Regnar. Regnar har sendt materialet om indavl til alle.«

Nye medlemmer
Giordano Bruno Selskabet er ivrig i forsøget på at rekruttere flere medlemmer. Folketingsmedlemmer er specielt inviterede – medlemmer af Dansk Folkeparti dog i det skjulte – men indtil videre er det kun lykkedes at få en enkelt til at indrømme medlemsskab, nemlig Karen Jespersen.
Information er dog bekendt med, at flere er blevet kontaktet af medlemmer af logen. Også mennesker, der i deres daglige arbejde beskæftiger sig med indvandrere er velkomne.
Integrationskonsulent i Københavns kommune Hanna Ziadeh blev kontaktet af Jette Plesner Dali og Helle Merete Brix både pr. mail og telefonisk efter at have offentliggjort en kronik i Politiken mod sharia-lovgivningen.
»Jeg følte mig nærmest snavset, efter at de havde kontaktet mig. Jeg vil på ingen måde forbindes med dem og deres menneskesyn,« siger Hanna Ziadeh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu