Læsetid: 2 min.

Delte meninger i Mellemøsten

Ingen arabiske regeringer udtrykte i går støtte til Saddam Hussein, men blandt befolkningerne var reaktionerne blandede
15. december 2003

Mellemøsten
Nyheden om Saddam Husseins tilfangetagelse udløste i går afdæmpede reaktioner fra de arabiske regeringsledere. Kun i Kuwait, der i 1990 blev invaderet af Saddam Husseins tropper, var glæden stor:
»Saddam udførte adskillige forbrydelser mod sit eget folk, han torturerede dem og misbrugte deres ressourcer, og han truede den arabiske enhed og forhindrede samarbejde,« sagde Kuwaits ministerpræsident, Sobah al-Ahmad al-Sobah i går ifølge CNN. »Derudover var han en stor trussel mod sine naboer og var årsagen til den manglende stabilitet i hele regionen, mens han var ved magten i Irak.«
Amr Musa, generalsekretær for Den Arabiske Liga, kaldte tilfangetagelsen for »den totale afslutning på det forrige regime«.
»Saddams arrestation er en meget vigtig begivenhed, og det irakiske folk bør have noget at sige i denne sag,« sagde han.
Den egyptiske udenrigsminister, Ahmad Maher, udtrykte håb om, at irakerne snart vil få selvstyre, og at Saddam Husseins rettergang bliver retfærdig, mens den jordanske opfordrede til, at det irakiske folk selv får lov til at bestemme, hvad der skal ske med Saddam Hussein.

Blandede følelser
Rundt om på gaderne i de arabiske lande var følelserne blandede. Flere udtrykte frygt for, at tilfangetagelsen af Saddam Hussein vil resultere i øget støtte til USA’s præsident, George W. Bush.
»Det er godt nyt, men vi ville ønske, at det var irakerne selv, der havde fanget ham, ikke amerikanske tropper, for det her vil give Bush medvind i den kommende valgkamp,« sagde en bahrainsk sælger, Hussain Jafar til al-Jazeera.
Samme synspunkt udtrykte den syriske studerende Abd al-Nasir: »Jeg ville bare ønske, at det ikke var amerikanerne, som fik ham. Jeg bryder mig ikke om Saddam, men som araber ønsker jeg ikke, at de (amerikanerne, red.) trække ham rundt i Bagdads gader.«
Ifølge al-Jazeera var der også dem, som udtrykte beklagelse over, at den eneste arabiske leder, som nægtede at bøje nakken for USA, nu er sat endeligt ud af spillet.
»Selvfølgelig er det dårligt nyt,« sagde Azzam Hnaidi, et islamistisk medlem af det jordanske parlament. »For os var Saddam et symbol på udfordringen af USA’s planer i regionen.«
I Gaza og på Vestbredden udtrykte flere sorg over, at Israels støtte, USA, nu kan udråbe endnu en sejr.
»Det er en sort dag i historien. Det siger jeg ikke, fordi Saddam er araber, men fordi han er den eneste mand, som sagde ’nej’ til amerikansk uretfærdighed i Mellemøsten,« sagde Fadiq Husam, en 33-årig taxichauffør fra Ramallah på Vestbredden.
I Kuwait var glæden til gengæld stor også blandt befolkningen:
»Vi er så glade for, at de fik fat på ham,« sagde Muhammad al-Hudiab, mens han ligesom masser af sine medborgere kører dyttende op og ned ad hovedgaden langs vandet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu