Læsetid: 3 min.

Dommer: Utilsigtet sexchikane

Folketingsmedlem Anders Møller gjorde sig skyldig i utilsigtet sexchikane mod sin sekretær ved at spørge om et one-night-stand
4. december 2003

Byretsdommer Peter Lind Larsen var kun fire sekunder om at læse dommen op i sagen om æreskrænkelse, som folketingsmedlem Anders Møller har anlagt mod sin tidligere sekretær:
»Thi kendes for ret, sagsøgeren, Anders Møller, og sagsøgte, HK, som mandatar for NN, frifindes for de påstande, de har nedlagt over for hinanden. Inden 14 dage skal sagsøgeren betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.«
En sejr til sekretæren. Sådan tolkede hendes advokat, Peter Breum i hvert fald umiddelbart udfaldet: »Vi er godt tilfredse. Nu behøver man ikke at gå i angst for en injuriesag, når man klager til sin arbejdsgiver over chikane. Hvis man ikke kunne det, så var der ikke rigtig nogen retsbeskyttelse bag direktivet om sexchikane og ligebehandlingsloven. Min klient er blevet frifundet for injurier, og man har lagt til grund, at der var tale om sexchikane,« sagde han til den skov af mikrofoner og tv-kameraer, der var opmarcheret uden for Københavns Byret.
Sekretærens fagforening, HK, som har kørt sagen på hendes vegne, var ligeledes glade: »Klar sejr,« skrev forbundet i en pressemedelelse.

Møller også tilfreds
Modparten, Anders Møller, var tilsyneladende også ganske godt tilfreds: »Dommen endte uafgjort. Dommeren har ikke taget stilling til selve sexchikanen og har frifundet både hende og jeg for injurier,« meddelte han i en nyhedsmail.
Møllers advokat, Peter Herskind, var måske lidt mindre begejstret i tonen: »Dommen tager overhovedet ikke stilling til spørgsmålet omkring sexchikane. Sexchikane findes i reglerne i ligebehandlingsloven, det kører sexchikanesager efter, og sexchikane er overhovedet ikke behandlet i det, som vedrører dommen og injurielovgivningen.«
I dommen lægger Peter Lind Larsen vægt på, at der ikke kan være tvivl om, at sekretæren oprigtigt følte sig krænket.
Vidneforklaringerne fra Christian Mejdahl, Folketingets formand, og Flemming Damgaard Larsen, der begge talte med den grædende sekretær den pågældende dag om aftenen, »støtter sagsøgtes forklaring om, at hun ikke var i tvivl om, at sagsøgerens spørgsmål om et one-night-stand måtte opfattes som et tilbud til hende om samleje, og at det i sammenhæng med det, der i øvrigt var foregået den dag og tidligere under ansættelsen, var krænkende for hende«, står der i dommen.
Og lidt senere: »Det findes herefter bevist, at sagsøgerens optræden over for sagsøgte den 6. august 2002 (...) var af en sådan karakter, at den var egnet til at virke og faktisk virkede seksuelt krænkende på sagsøgte ...«
Ifølge byretsdommen er der ført bevis for sexchikane fra Møllers side. Men i ovenstående citat er følgende dommerord udeladt i parentesen: »selv om dette ikke var tilsigtet«.
Med andre ord accepterer Peter Lind Larsen samtidig Møllers påstand, nemlig at han ikke havde chikane som hensigt, da han spurgte sekretæren om et one-night-stand. Den tidligere Venstre-politiker har fastholdt, at hans spørgsmål blev fremsat i forlængelse af en diskussion om filmen Unfaithful, som netop handler om ægteskabelige sidespring. Sekretæren har lige så vedholdende afvist denne sammenhæng.

Overvejer at anke
Da sekretæren altså havde grund til føle sig krænket, handlede hun i god tro og i et berettiget forsvar for sine egne interesser, da hun klagede til Damgaard Larsen og Mejdahl, konkluderer Peter Lind Larsen, der ikke tillægger det betydning, at sekretæren senere brugte vendingen: »Han har tilbudt mig et samleje«, i stedet for one-night-stand, da hun talte med Mejdahl.
Møller er på sin side »meget glad for«, at retten fandt spørgsmålet om et one-night-stand ikke-tilsigtet. Og han er også »fortsat meget glad for, at jeg valgte at føre sagen i retten, og at sagens lidenhed derved blev udstillet offentligt.« Ifølge Ritzau vil Møller nu overveje, om han vil anke dommen til Landsretten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her