Læsetid: 5 min.

Drab der ikke straffes gør USA forhadt

Kun fem ud af flere end 90 drab på civile irakere er blevet efterforsket af amerikansk militær. Det er en af grundene til, at amerikanerne er ved at tabe kampen om irakernes hjerter og hjerner, mener Human Rights Watch-direktør
2. december 2003

Det Nye Irak
BAGDAD – Ni måneder gamle Dina er et mirakel, men hun ved det ikke selv endnu. Eller måske gør hun. Måske husker hun den aften, da et missil ramte hendes hus, og hun blev kastet omkring 25 meter gennem luften, før hun landede på græsplænen med murbrokker regnende ned over sig. Måske ved hun, at hun som den eneste af husets syv beboere – heriblandt hendes forældre og storesøster – overlevede angrebet den 7. april på hjemmet i den eksklusive del af al-Karrada-området i Bagdad.
Hvis ikke, så gør hendes bedstemor, Umm Zaid.
»Min mand og jeg sad herinde i stuen, da hele huset pludselig rystede, og vi hørte et kæmpe brag. Lyset forsvandt, og vi anede ikke, hvad der skete, men tanken strejfede mig ikke, at det var Zaids hus, der var blevet ramt,« fortæller bedstemoderen, der i en alder af 56 igen skifter ble og varmer mælk til sutteflasken.
Hendes eneste søn, Zaid, boede i nabohuset, der bogstaveligt talt lå i baghaven på den enorme grund. Her boede han med sin kone og to småpiger, Mina på to år og Dina på to en halvt måned. På grund af bombardementerne af Bagdad var også to af Zaids søstre og en tante flyttet ind i huset, da de vurderede, at det var en smule sikrere end forældrenes hus, der lå ud til vejen.
»De ramte huset med to missiler omkring 10 minutter efter hinanden ved ni-tiden om aftenen. Først senere, da vi vovede os ud for at se, hvad der var sket, så vi, at hele
Zaids hus og bagenden af vores eget var som sunket i jorden,« fortæller Umm Zaid, mens lille Dina hopper livligt på hendes skød.
Dina blev fundet klokken seks om aftenen dagen efter angrebet af nogle naboer, der hjalp til med at grave ligene ud af murbrokkerne. Sammen med tanten var hun blevet slynget ud af huset, da det første missil ramte. Tanten blev fundet død, men Dina trak stadig vejret.
»Hun var bevidstløs og havde brækket hånden og benet og havde slået hovedet, men efter tre uger på hospitalet kunne hun selv indtage mad igen,« fortæller Umm Zaid, der ikke har hørt et ord fra amerikanerne.
»Vi aner ikke, hvorfor de bombede Zaids hus, og vi har hverken fået en forklaring eller en undskyldning. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvad jeg mener om dem. Når jeg møder dem i byen, bliver jeg nødt til at kigge væk, for jeg kan ikke holde ud at se på dem,« siger hun.

Civile ofre
Amerikanerne har ikke opgjort antallet af civile dræbte, hverken under eller efter krigen. Organisationen Iraq Body Count opgør antallet af dræbte under krigen til et sted mellem 7.918 og 9.749 civile. Organisationen Human Rights Watch udgav for nylig en grundig rapport om drab på civile irakere efter krigen, hvor antallet opgøres til 94. Af disse er kun fem sager blevet efterforsket af det amerikanske militær, og på grund af en ordre udstedt af besættelsesmyndighederne i juni har det irakiske retsvæsen fået forbud mod at tage sager op, der omhandler amerikanske eller andre tropper i landet. I fire af de fem undersøgte sager blev soldaterne frifundet for at have brudt den amerikanske hærs retningslinjer. I det femte tilfælde kan to soldater se frem til disciplinære straffe for at have fjernet et shia-muslimsk banner i Sadr City, hvilket førte til væbnet sammenstød mellem demonstranter og militær. En sjette sag efterforskes stadig.
Human Rights Watchs London-direktør er rystet over både antallet af efterforskninger og efterforskningernes karakter:
»Selv i de fem sager, den amerikanske hær har efterforsket, ser det ærlig talt mere ud som om, at de har ønsket at hvidvaske soldaterne frem for at se ordentligt på omstændighederne omkring drabene. Vi fandt et ekstremt foruroligende mønster på straffrihed for soldaterne,« siger Steve Crawshaw til Information.
»Ved ikke at efterforske sagerne sender amerikanerne en katastrofal besked til det irakiske samfund om, at drab af civile irakere ikke er noget, man behøver at tage særlig alvorligt. Det er en meget farlig besked, for det er altafgørende at få skabt stabilitet i Irak, og sikkerhed for, at man ikke straffrit kan begå en forbrydelse, er afgørende for at skabe stabilitet.«

Dalende popularitet
Ud over drab er også andre alvorlige krænkelser af irakernes rettigheder en kendsgerning, som de fleste irakere i Bagdad synes at have første- eller andenhåndskendskab til. Næsten alle, som Information har mødt i Bagdad, kender en, som er blevet behandlet dårligt ved et checkpoint, kender familier til dræbte eller kender til vilkårlige fængslinger af tidligere Saddam-ansatte.
»Min fætter, Sinan, var chef for den biologiske afdeling i den nationale overvågningskomité under Saddam. En dag kom amerikanerne og hentede alle ansatte fra afdelingen. Vi fik at vide, at han ville komme tilbage efter tre timers afhøring, men seks måneder efter var han stadig væk. Vi anede ikke, hvor han var, eller hvordan han havde det,« fortæller Mazen Hussein, en 53-årig universitetslektor.
Fætteren, Sinan, blev løsladt den 11. november – 20 kg lettere.
»Amerikanerne holdt ham fanget i seks måneder uden adgang til en advokat eller til at tale med sin familie. Der sidder stadig ca. 80 af hans kolleger i fængslet,« fortæller Mazen Hussein.
Denne type historier har påvirket irakernes mening om de amerikanske besættelsesstyrker, som ellers mange stedet blev hilst velkommen, da de indtog Bagdad og resten af Irak i foråret. Ifølge både en fortrolig CIA-rapport og en Gallup-undersøgelse, hvor 1178 irakere i Bagdad blev interviewet, er USA ved at miste støtten i den irakiske befolkning. Ifølge Gallup-undersøgelsen tror for eksempel kun fem procent af de adspurgte, at USA invaderede Irak for at hjælpe det irakiske folk, mens 43 procent svarede, at USA først og fremmest er ude efter olien.
»Det havde ikke behøvet at gå sådan,« mener Steve Crawshaw fra Human Rights Watch. »Når man husker den stærke glæde, Saddams fald forståeligt nok medførte, og den velkomst soldaterne fik, skulle man synes, at det havde været muligt at vise befolkningen, at de civile irakere var den absolut højeste prioritet på koalitionsstyrkernes liste. Desværre har det ikke været tilfældet. Amerikanerne er ved at tabe kampen om befolkningens hjerter og hjerner - det er der ingen tvivl om.«
I det fattige al-Rashid-kvarter siger alle, Information taler med i den travle al-Mutanabi-gade, at de er glade for, at Saddam er væk, men der er ingen taknemmelighed at spore over for amerikanerne.
»Amerikanerne har ikke gjort noget som helst for os - vi har kun hørt falske løfter. De kan blive eller forsvinde - jeg er fuldstændig ligeglad,« siger 35-årige Souad Muhammad Hussein, der er helt pakket ind i sin sorte dragt.
»Det næste bliver vel, at de slår mig ihjel på grund af mit efternavn,« siger hun med et arrigt fnys, inden hun stormer afsted med indkøbsposer og søn for at nå en overfyldt bus.

*Dette er den niende og sidste artikel i en serie fra Irak om den kaotiske situation i landet, hvor genopbygningen langt fra går, som besættelsesmyndighederne havde håbet. Tidligere artikler kan læses på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu