Læsetid: 5 min.

Drømmen om at fare vild

2003 blev året, hvor det fredsommelige danske teater blev politisk. Få var de forestillinger, der kun handlede om Ham & Hende
29. december 2003

Teater i 2003
Teatret i 2003 løftede blikket ud mod den store verden. Fokus ramte uvægerligt tidens uoverskuelige terror og verdenskapitalismens menneskeforagt. Fremmedangsten krøb ind, og få var de forestillinger, der kun handlede om Ham & Hende. Verden pressede sig simpelthen på – og gjorde det fredsommelige danske teater politisk.
Øjenåbnerne i 2003 blev en sjælden københavner-konstellation, nemlig Verdens Ende af Astrid Saalbach på Husets Teater og Dada af Oscar K og Martin Tulinius på Kaleidoskop.
Begge forestillinger havde hovedpersoner, der kom til at fare vild. Astrid Saalbachs heltinde var en stewardesse, der pludselig ikke kunne genkende vejen hjem til sin lejlighed. Og i Dada var en af hovedpersonerne en taxachauffør, der mistede orienteringen, delvist sammen med en kynisk organ-spekulant. Og tilskuerens identifikation lå her i trangen til at forsvinde for at lede efter en ny humanisme...

Selvironisk Ofelia
Samtidig trivedes både humoren og selvironien med overraskende kraft. Teaterforeningerne rundt om i landet fik både hovedroller og biroller i Det Danske Teaters 40 års jubilæumsforestilling Det bli’r ikke med mig som Ofelia, hvor Adam Price og Jesper Malmose kærligt karikerede den geografiske kulturkløft mellem det formeksperimenterende hovedstadsdanmark og den jordbundne provins.
Netop selvironien trivedes sjældent veloplagt i 2003, både den rå danskersatire og den udglattende.
Peter Larsen tog politikerne kontant på ordet i Hans Kragh-Jacobsen og Jens Kløfts Farvehandler Madelungs Frihedstrang.... på Café Teatret, hvor eksperter og drømmere sniffede opløsningsmidler for åbent tæppe. Og Thor Bjørn Krebs lod sofadanskerne genkende sig selv som småskoede og passionsforladte i Europamestrene hos Teater Grob.
Peter Asmussen undlod det udglattende og inviterede i stedet til en tur i ondskabscentrifugen med Forbrydelse på Det Kgl. Teater, hvor danskernes handlingslammelse fik verbale krigstæsk og pædofile påmindelser i kryptiske replikker om meningsløsheden.

Ambitiøs Leonardo
Årets mest grandiose manuskriptambition lå grangiveligt hos Ole Bornedals Leonardo da Vinci på Østre Gasværk, hvor hele renæssancetænkerens verdensbillede blev oprullet.
Og seks debuterende dramatikere fra Dramatikeruddannelsen blev præsenteret i flok gennem projektet Midtvejs som et samarbejde mellem Det Kgl. Teater, Odense Teater, Århus Teater og Aalborg Teater.
Ellers blev der godt nok talt meget om penge i teaterverdenen 2003. Kulturministeren ville gerne undersøge teaterverdenen grundigt – »vende hver en sten«, som han sagde – men alligevel blev en egentlig teaterlovsfornyelse udskudt.
Flere af de øvrige teatre i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab blev desuden angrebet af rygter om at miste repertoire-selvstændigheden og blive underlagt fælles administrationer.
Geografisk spredning blev et væsentligt kodeord i teaterdebatten, og det havde derfor sin egen pointe, at det var Vendsyssel Teater, der fik Danske Teaterforeningers pris for bedste forestilling, nemlig Vivian Nielsens Den yderste nat om Marie Krøyer.

Baldelokkende Aude
En enkelt mand tog bukserne i egen hånd og skabte teater uden økonomisk sikkerhedsnet. Det var Peter Aude, som havde forelsket sig i den gamle tapperihal på Tuborg.
Her ville han lokke 2002 (!) kvinder i teatret hver aften til The Full Monty – og så hyrede han en hoben baldeblafrende skuespillere, sangtalenter eller ej. Castingen blev kronet af solodanser Alexander Kølpin som professionel stripper...
Forinden havde Betty Nansen Teatret kilet en ny slags virkelighedsunderholdning – og virkelighedsgru – ind i deres repertoire ved at præsentere publikum for projektet De Andres Tanker, der fortsætter til foråret.
Dette er en bestræbelse på at vise dramatik om konflikterne i Mellemøsten, skrevet som bestillingstekster af forfattere fra forskellige lande i Mellemøsten – og spillet af både professionelle danske skuespillere og uprofessionelle, men virkelighedserfarne, herboende israelere og palæstinensere.
Den herboende, chilenske dramatiker-instruktør Claudio
Morales skabte desuden manifestforestillingen 11. 9 - historien fortsætter om Pinochets magt-overtagelse og torturregime for sit nystiftede teater Umlaut i Pumpestationen på Østerbro. Og i Kanonhallen viste den herboende venezuelanske koreograf Sara Gebran sin danseforestilling Butcher’s House, der var en krigsdesperat og flygtningevrimlende collage udstyret med rødpølset danskersatire.
Endelig blev danskerne også begavet med Meridiano Teatret og den italienskfødte Giacomo Ravicchios svimlende humanismeforsvar Comoedia Humana i Pakhus 11 – med udgangspunkt i det gøgl, som seriøst teater ikke kan være foruden.

Klog Zangenberg
Børneteatret prøvede generelt også at mane til fred og tænksomhed, men med mindre drastiske virkemidler.
Det lille Teater i København spillede Jacques Matthiessens finurlige dramatisering af Louise Fatios Den glade løve – levendegjort af Poul Arne (Mette Wuns) Krings mankepåklistrede løve med de undrende øjne.
Og Zangenbergs Teater ved Hovedbanegården i København fejrede 25 års jubilæum ved at spille Jesper B. Karlsens Nikio og den store samurai – med en visdom om, at det blinkende sværd skal bruges for at opnå respekt – ikke som våben.

Hip Hoffmann
Nogle få teatre formåede dog at fortolke klassikere, så både det enkelte individ og hele verden kunne tolkes i de gamle værker, verdensdestruktion eller ej.
Hos Den Kgl. Ballet fik Nikolaj Hübbe de Bournonville-garvede dansere til at nyfortolke Sylfiden, så tragediens psykologi stod lige så skarpt som folderne i skottekiltene.
Og hos Jytte Abildstrøm på Riddersalen blev Gustav Wieds Skærmydsler forvandlet til et jomfrunalsk psykodrama med fart over de oprullede fletninger, så den ukuelige præstation resulterede i de danske teaterjournalisters teaterpokal.
På Aveny-T fornyede hip-hop’eren Steen Koerner den gamle Nøddeknækkeren af Tjajkovskij og Hoffmann, så teatersalen larmede af street energy – og i Kanonhallen fik instruktøren Katrine Wiedemann skuespillerne til at sjaske rundt mellem vand-sprøjt og stigereoler i scenografen Christian Friedländers ørkenmystiske og lysende fortolkning af Shakespeares Stormen.
Forinden havde Christoffer Berdal instrueret Shakespeares Stor Ståhej for Ingenting så eksklusivt ubesværet, at sommernatten lyste i Kunstindustrimuseets have. Og endnu før havde Staffan Valdemar Holm begået en genistreg over for Schillers ellers så utilgængelige Kabale og Kærlighed i Per Øhrgaards oversættelse og Torben Lendorphs hvide lyssøjler, så forestillingens kompromisløse skildring af individets sammenbrud skaffede en Reumert til Det Kgl. Teater.
Her overraskede dansk teaters grand old man, Jørgen Reenberg måske allermest i sin dæmpede og næsten intime fortolkning af herskeren Kreon i Anouilhs Antigone – heftigt drevet fremad af Sonja Richters selvlysende Antigone i en truende jordhule.
Tankevækkende nok foregik denne sene decemberpremiere samtidig med, at Saddam Hussein blev fundet i sin jordhule i Irak. Og sådan blev det danske teater og den storpolitiske verdenssituation altså samlet i ét: Krigen, nu’et – og drømmen om at fare vild.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu