Læsetid: 5 min.

Elektrisk kirke

Det Frank Gehry-designede Experience Music Project (EMP) i Seattle er så småt ved at blive det Jimi Hendrix-museum, som dets skabere oprindelig havde ønsket sig
27. december 2003

Rockmuseum
SEATTLE – Salig Jimi Hendrix, guitarikon og musikbegavelse af Guds nåde, havde visioner om et sted, han kaldte Sky Church. En transreligiøs katedral, hvor mennesker uanset race, alder, baggrund eller interesser kunne mødes og dyrke musik. En version af denne Himmel Kirke står nu i Seattle, Hendrix’ barndomsby i det nordvestlige USA, hvor den siden indvielsen i juni 2000 har dannet indgangsportal til hands-on museet Experience Music Project.
EMP er tilegnet amerikansk populærmusik og er ikke mindst i kraft af arkitekturen blevet et trækplaster i kulturparken Seattle Center, hvor det ligger klods op og ned ad tårnet Space Needle (byens vartegn). Selve huset er tegnet af Frank O. Gehry (også kendt for Guggenheim Bilbao) og ligner et fatamorgana af bugtende og blanke metalkonstruktioner, der spejler de omgivende bygninger, træerne samt selvfølgelig himlens skiftende kulører. Initiativet og de 100 millioner dollars, bygningen har kostet, kommer fra Paul G. Allen, inkarneret Hendrix-samler og en af grundlæggerne bag Microsoft. Og for opbygningen af stedet har stået Jody Patton, Allens søster.
Selv om EMP kan minde om et højteknologisk og postmodernistisk hurlumhejhus, kan der ikke herske tvivl om initiativtagernes oprigtige kærlighed til Hendrix og de musikgenrer fra det 20. århundredes amerikanske populærkultur, som forenedes i hans musik: blues, jazz, soul, rock og alt, hvad siden er fulgt. De gedigne og gennemarbejdede udstillinger er renhjertede hyldester til den musikkultur, som ændrede virkeligheden for indtil flere efterkrigsgenerationer, ligesom alt vedrørende EMP er state-of-the-art: fra Himmel Kirkens sansebombardament af lyd og videobilleder til udstillingsfaciliteterne, de pædagogiske formidlingsredskaber og de velbesøgte laboratorier, hvor publikum kan eksperimentere med diverse musikinstrumenter, indspille egne cd’er eller i simulerede koncertsituationer opleve sig selv som stjerner på scenen foran et frådende menneskehav.

Hendrixmania
Det største trækplaster har dog fra starten været sektionen Hendrix Gallery. Og naturligvis har det ærgret EMP’s stab, at man ikke kunne få Hendrix-familien med i projektet, men måtte nøjes med at udstille effekterne fra Allens egen samling. Striden stod om penge. Bestyrerne af Jimi Hendrix’ bo har været kendt for at være tunge at danse med. Men efter at faderen Al Hendrix døde i 2002, er der sket en optøning, og under ledelse af søsteren Janie og fætteren Bob har Hendrix Experience nu fundet en ordning med EMP. Resultatet er en ny permanent afdeling, åbnet i juni 2003 og ganske enkelt kaldet Jimi Hendrix. Her kan en mangfoldighed af hidtil ikke-offentliggjort materiale beses: Først og fremmest adskillige håndskrevne manuskripter, både til kendte numre og til kompositioner, Hendrix ikke nåede at indspille. Og dernæst dagbogsblade, breve og andre manuskripter. Alt i alt en væsentlig samling nye brikker til den almindelige indsigt i Hendrix’ liv og værk.
Et eksempel: Efter at have set Joni Mitchell optræde i en klub noterer Hendrix: »Fantastic girl with heaven words.« Og på samme side beklager han sig over den dårlige lyd ved en koncert, han netop selv har givet. Publikum elskede musikken, men det er kun en ringe trøst for manden, der under den spektakulære overflade var både ambitiøs og perfektionistisk. »Gonna get completely smashed,« slutter dagbogsnotatet. I få linjer skiserer Hendrix således balancegangen mellem den sorte arv og 60’ernes hvide psykedeliske beat, der udgjorde spændingsfeltet i hans musik, samtidig med at han lufter sine frustrationer som kunstner og afslører det selvdestruktive reaktionsmønster, der førte til hans alt for tidlige død.
Som illustrativ ramme omkring manuskripterne ses fotografier, pladeomslag, plakater, scenekostumer, instrumenter og mange andre effekter, altsammen brikker til historien fra opvæksten i Seattle via gennembruddet i London til højdepunkter med grupperne Experience og Band of Gypsies og de sidste eksperimenter i Electric Ladyland-studiet i New York. Kuriøse sager er der naturligvis også, eksempelvis nøglen til Hendrix’ værelse på Hotel Atlantic i Århus.

Blues og disco
De øvrige udstillinger under EMP’s hvælvede lofter trækker dels på husets egen samling bestående af mere end 80.000 effekter (fra Hank Williams’ Southern Jumbo Gibson til Grandmaster Flash’ turntables), dels et netværk af 64 andre amerikanske musikmuseer.
I afdelingen Milestones fortælles rockens historie i et flydende udstillingskoncept, hvor nyanskaffelser løbende får lov til at nuancere billedet. I Guitar Gallery gennemgås den elektriske guitars historie. Og i Northwest Passage får lokalpatriotismen frit løb i en udførlig fremstilling af den dynamiske musikscene i og omkring Seattle, som i flere omgange – mest markant med grunge – har sat afgørende fingeraftryk på den amerikanske musikkultur.
I den historiske afdeling vises den Fender Stratocaster, som The Kingsmen i 1962 brugte under indspilningen af »Louie Louie«, omgivet af FBI’s omfattende sagsakter som dokumentation af, hvorfor netop dét nummer blev et af rockhistoriens mest forkætrede. Og naturligvis afsluttes med en sektion, hvor Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden ophøjes til musealt arvesølv i en grad, så det problematiske i at anbringe rocken i støvede montrer for alvor begynder at rykke i selv det mest kultisk indforståede publikum.
Færre kvababbelser får man i den ene af efterårets store særudstillinger, en indsigtsgivende og appetitvækkende fremstilling af bluesmusikkens historie, med vægt på Chicago-årene 1946-66 og sammensat i anledning af, at 2003 af det amerikanske senat er udråbt til Year of the Blues.
Den anden aktuelle særudstilling, Disco: A Decade of Saturday Nights, stimulerer ikke på samme måde lyttelysten hos denne museumsgæst, men det ville være en fejl at frakende ophobningen af spejlkugler, hvide kropsnære glitterkostumer, danseinstruktionsvideoer og diverse Donna Summer-memorabilia en genuin underholdningseffekt.
Og så er det interessant at blive mindet om, at disco – uanset hvad man måtte mene om musikken – i 1979 rent faktisk var blevet en industri med en årlig omsætning på fire milliarder dollars, og at kulturen omkring dansetemplerne en overgang fyldte så meget i det kulturelle landskab, at tusindvis af rockfans samledes i Comiskey Parken i Chicago for at sætte ild til 10.000 disco-plader.

21.000 moduler
Trods det høje udstillingsniveau er det i sidste ende arkitekturen og den unikke indretning, der synes at gøre EMP til en attraktion ud over det sædvanlige. Med en overflade beklædt af 21.000 specialfremstillede metalmoduler, alle i forskellige former, ligger EMP i hjertet af Seattle som et fascinerende eksempel på en computergenereret arkitektur, som for blot få år siden ikke havde været mulig.
Man kan meget vel forlade EMP med en fornemmelse af, at nok har Woodstock-generationen fået en katedral, en Elektrisk Kirke, det er dog Gehry, man umiddelbart husker, når man går derfra. Fornemmelsen holder dog kun, indtil næste møde med Hendrix’ tidløse musik lægger et purpurrødt slør – et purple haze – over erindringen og minder én om, hvorfor selv den mest ambitiøse musealisering af rocken aldrig vil kunne hamle om med den gnist, gejst og guddommelige genialitet, som er det strømførende lag under den ægte vare.

*Experience Music Project, 325 Fifth Avenue North, Seattle. www.emplive.com

*Experience Hendrix L.L.C. www.jimihendrix.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu