Læsetid: 6 min.

Fra Elvis til Eminem

Siden rock’n’rollen stak sit beskidte fjæs frem i USA i starten af 50’erne, har flere af genrens udøvere været både kontroversielle, forhadte ... og grænseoverskridende
12. december 2003

2. sektion
Oprør á la rock
Da Elvis Presley vrikkede med hofterne på landsdækkende amerikansk tv i 1956, skyldtes det to ting. For det første kunne han ikke lade være, eftersom det var – efter tidens standard – rimelig heftig rytmisk musik, han sammen med Scotty Moore og Bill Black leverede. Og for det andet vidste han udmærket fra sine mange shows i sydstaterne i perioden før det store (inter)nationale gennembrud, at det havde en vis effekt – ikke mindst på det smukke køn. Men ikke i hans vildeste fantasi havde han forestillet sig den furore, det ville udløse.
Og selvom Elvis et eller andet sted godt vidste, at rock’n’roll besad et mål af kontroversialitet, var han både et arketypisk stykke ’white trash’ og en forkælet, men uhyre velopdragen dreng, som i dén grad elskede Mor, Gud, USA og junk food... i nævnte rækkefølge! Han hverken drak eller bandede og ville, hvis han dukkede op i dag, næppe få lov til at slæbe grej for Marilyn Mansons bassist! Men i de drivhusagtige og koldkrigsparanoide 50’ere var alene hans afsæt i efterkrigstidens livsglade og swingende R&B suspekt – og det må ikke glemmes, at den tidlige rock’n’roll var noget nær raceintegreret og nogle af dens største stjerner var – gys, gru & bumser – negre! Chuck Berry, Bo Diddley, Little Richard, Fats Domino m.fl.
Og i den kontekst virkede The King of Rock’n’Rolls sexede hoftevrik som en rød klud.
Ikke bare på de mange bizarre kristen-fundamentalistiske sekter, USA myldrer med – og som igen og igen får lov til at sætte den ene besynderlige dagsorden efter den anden, fordi de med og vold og magt vil påtvinge en hel nation et sæt arkaiske jødiske stammelove – men helt ind i den veltempererede middelklasses sjæl. Og så er Fanden løs i Laksegade. For siden rock’n’roll stak sit beskidte fjæs frem i USA i 50’erne, har den været både kontroversiel, udskældt og grænseoverskridende. I første omgang på grund af dens fysisk frigørende effekt – »hej, kroppen er egentlig et ret fedt hylster at hoppe rundt i!« – men fra og med midt-60’erne begyndte den endvidere at fucke med folks hoveder, hvilket ikke gjorde furoren mindre.
Fra Elvis over Rolling Stones og Sex Pistols til Marilyn Manson og Eminem er rocken og dens aflæggere blevet angrebet af såvel det kristne højre som dele af den kulturradikale venstrefløj og beskyldt for alt mellem Himmel og Jord. Bedre reklame kan selvfølgelig ikke købes for penge, men det er dog aldrig lykkedes de moralske frontkæmpere seriøst at undertrykke musikernes ytringsfrihed eller udbredelse. Tværtimod har fløjene kun formået at forstærke musikkens tillokkende image som fræk, subversiv og provokerende.

Det kontroversielle kan primært knyttes til tre felter: Først og fremmest har musikken ad flere omgange nedbrudt raceskellene mellem sort og hvid, selvom det her i starten af et nyt årtusinde kan konstateres, at der er opstået en (race)barriere mellem rock’n’roll og hiphop. Et skel, f.eks. en Eminem dog snildt overskrider, da hans appeal langt hen ad vejen er universel. Derimod er f.eks. tidens elektroniske dansescene et sted, hvor race overhovedet ingen rolle spiller. Tværtimod betragtes etnisk diversitet som en postiv faktor på den scene.
For det andet har rocken og dens aflæggere spillet en væsentlig rolle i opløsningen af tidligere tiders strikte seksualmoral. Hvilket betragtes som en trussel hos dem, der betragter kønsakten som noget, der under ingen omstændigheder bør udspille sig uden for ægtesengen. Og glem ikke tidligere tiders angst for en skæbne værre end døden: uønsket svangerskab. Med tilhørende skummel, ulovlig og livsfarlig fosterfordrivelse til følge. Læg dertil, at rocken givet seksuelle minoriteter såvel et frirum som stemme, hvilket i år 2003 stadig er svært for somme at sluge.
Endelig har mange rockmusikere levet livet farligt med rigelige mængder af sprut, narko, sex, fart og tvivlsomme bekendtskaber. Nogle bukkede under i en ung alder, når pludselig adgang til cool cash medførte et umådeholdent forbrug, andre døde i trafikulykker, grundet voldsom turneaktivitet, nogle døde for egen hånd eller blev gement myrdet, hvorfor rocken har en pæn portion afdøde ikoner med et tillokkende outsiderimage, som både svage og stærke sjæle kan fristes til at efterligne.
Besad Elvis en charmerende uskyld, og blev han blandt rock-purister udnævnt til bærer af et i musiksammenhæng meningsløst ’autentcitets’-princip, havde rockens næste store navn, The Beatles, en manager med et udpræget småborger-gen. Det var først da denne Brian Epstein døde, at en John Lennon kunne springe ud som én af de mest radikale rockmusikere ever. I midt-60’erne løb The Rolling Stones derimod med alle de bedste overskrifter, fordi deres manager, den herostratisk berømte Andrew Loog Oldham, indså offentlighedens behov for et modsvar til de nuttede beatler og decideret opfordrede sine proselytter til at være så uartige som muligt. Det var ham, der opfandt sloganet »Would you let your daughter go out with a Rolling Stone?«, hvilket pressen slubrede i sig og villigt videregav.
Det var dog Dylans geniale ordkaskader i parløb med psykedeliske stoffer, der blæste låget af den småborgerlige trykkoger, det vestlige samfund havde befundet sig i siden krakket på Wall Street i ’29. De store årgange – de såkaldte babyboomers – gjorde oprøret til en provokerende livsstil, men endte med at politisere det i sådan en grad, at musikken måtte underlægge sig budskabet. Der kom punkeksplosionen – anført af de antiglamourøse Sex Pistols, hvis manager, Malcolm McLaren var alle tiders største mediemanipulator – ind fra venstre og gav alt og alle fingeren. Det var kort og heftigt, men det fik fejet den værste fims ud af lokalerne og gav plads til 80’ernes mangeartede udtryk. Selvom det paradoksalt nok endte som rockens mest tandløse årti, hvad angår kontroverser og andre uartigheder.

Rigtigt er det, at nogle puddelhårs-heavymusikere fik ørerne i maskinen, fordi det blev mode blandt udstødte amerikanske teenagere at blæse knoppen af sig selv med en shotgun til lyden af Judas Priest eller Ozzy Osbourne, men ser man bort fra nogle kostelige retssager, hvor disses plader bl.a. afspilledes baglæns (!) for at dechifrere skjulte sataniske budskaber, var det hiphoppen, der overtog rollen som klassens uartige dreng. Det mest radikale outfit var Chuck D’s velformulerede, Black Pride-inspirerede Public Enemy i slut-80’erne, men det, som fik Den Moralske Majoritets repræsentanter op af divaneseren var den hedonistiske, materialistiske og misogynistiske gangsta-rap med N.W.A. i spidsen, der blev 1990’ernes mest kommercielt succesfulde tilbud på musikfronten – med den i 1997 dræbte Tupac Shakur som selve indbegrebet af gangstarapperen i al sin vælde.
Nu gik der politik i den og Nationens Mødre rejste sig samlet i forarget rædsel over, at lille Bobby lå inde på værelset og gokkede den af til tegneserieagtige, men effektive voldsscenarier fra USA’s betrængte bykerner. Igen var det truslen fra den sorte minoritet, som fik kedlerne i kog, men der skulle en Eminem til for alvor at sætte tingene på spidsen. Fordi han var hvid og fræk som en slagterhund. Og populær som bare fanden trængte han ind i teenageværelser verden over med et begavet, men også yderst velkalkuleret angreb på den småborgerlige skinhellighed, der p.t. sætter dagsordenen i den vestlige verden.
Og som alle rockens oprørere før ham er Eminem i dén grad afhængig af Tingenes Tilstand. Uden et dominerende småborgerskabs snæversyn, ville han hurtigt blive arbejdsløs. Og uden en udhulet mediemaskine til at piske en stemning op gik denne Eminem såmænd nok stadig rundt i trailerparken i Detroit og spekulerede over, hvor den næste løncheck skulle komme fra. Jo, da – vi har de oprørere vi fortjener. Og behøver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu