Begreb
Da filosoffen Gilles Deleuze sprang ud ad sit vindue og i sin spektakulære død på den parisiske Avenue Niels fortov den 4. november 1995, tog fans over hele verden sig simultant til hovederne og fik opklarede lys i øjnene. For Deleuze var om nogen eventens filosof, og hans død var let at se som den ultimative event eller, som kollegaen Eric Alliez udtrykte det: »den afsluttende akt i et eksemplarisk filosofisk liv.« »Eventens filosof« kaldte både Michel Foucault og Jacques Derrida ham, og eventen var en rød tråd i et forfatterskab, der satte mangfoldigheden, singulariteten og vitalismen i højsædet.
Det er et sigende sammentræf, at Deleuzes berømte Leibniz-bog Le pli for alvor satte event-begrebet på dagsordenen i 1988, på tærsklen til et årti, der på helt andre måder blev eventbegrebets storhedstid. For parallelt med at Deleuze og tankekumpaner gjorde eventen (eller begivenheden, lévénement) til grundformen for enhver given-mening-til-verden, forstærkede kulturindustrien begrebet til de storproducerede, multimediale særforestillinger, der blev indbegrebet af årtiets utålmodige og forkælede oplevelseskultur. Deleuze brugte eventbegrebet til at påpege, at alt omkring os er dynamisk og unikt; kulturmagerne brugte det til at påberåbe sig selv deres forestillinger den gradvist mere udhulede dynamik og unikhed, der var lige så postuleret som den var eftertragtet.
Skæringspunktet
I Le pli (Folden) betragter Deleuze eventbegrebet, som det findes hos filosofferne Leibniz og Whitehead. Men som typisk er for hans stil, er det sjældent helt klart, om det er dem eller ham, der taler. For også skriften er en event, og hvor det er muligt, at intet ændrer sig i historien, er alting nyt i eventen sådan skriver Deleuze og hans skrivepartner Félix Guattari tre år senere, i 1991, i Quest-ce que la philosophie? (Hvad er filosofi). Selv om den filosofiske tradition er uforanderlig, bliver den ny i det øjeblik, Deleuze sætter den på skrift. Allerede i filmbogen Limage mouvement fra 1983 definerer han eventen som skæringspunktet mellem bevægelse og tid; det øjeblik, hvor betydning bliver til. Pointen er, at eventen altid er singulær, enestående, og for at forstå os selv og vores verden må vi lægge abstraktionerne fra os og betragte hver enkelt hændelse i sin konkrethed, ikke som udtryk for et større og uforstyrreligt system.
Oplevelse i nuet
Den antisystemiske oprørskhed gav sig ikke mindst udtryk i Deleuze og Guattaris skrifters revolutionære agenda, sympatien for 68-oprøret og den konstante vægring mod at acceptere overleverede kategorier. Måske lå der en lignende drift til grund for eventkulturens opståen: en insisteren på at kunne investere fuldt ud i oplevelsen i nuet, at gøre det én enkelt gang og at gøre det uden at skæve til en kunstnerisk genre eller tradition.
I dag sker der så to ting: eventkulturen forsøges institutionaliseres, for eksempel i et erhvervsorienteret kulturministerium, der ser eventen som den ypperste sammensmeltning af underholdning og kommercialitet, og samtidig er den kommet under beskydning i Handelshøjskole-rapporter om varm luft og begejstring med ophøret af Kaospiloternes statstilskud som et foreløbigt resultat. Begge dele må være udtryk for en krise. Men denne krise forklares også med begrebet om den deleuzianske event. For hvis eventen simpelthen er grundformen for hvordan vi er i verden, kan man ikke sælge en oplevelse på, at den er en event. Dem har vi nok af i forvejen.
