Læsetid: 4 min.

Fantasistykker fra revolutionens sorte romantik

Korte prosasekvenser, der mimer verskunstens strofer, isprængt dialoger. De kunne godt kaldes ’fremtidsminder’
30. december 2003

Prosadigtets barselsveer
Nu er der en mærkelig historie at fortælle om 1830’ernes Paris. hvor en gruppe unge kunstnere, der med et skævt udtryk kaldte sig les Jeunes-France, de unge-Frankrig, huserede. De var i det hele taget skæve, radikale, følte sig forrådt af den borgerlige magtovertagelse efter Julirevolutionen.
Derfor udviklede de et verdensfjernt mismod, klædte sig i sære dragter, uglede deres hår og skæg, provokerede med blasfemisk og grotesk opførsel i flok med råb og skrig, les bousingots, blev de kaldt, matroshattene. At de snart også tillagde sig vaner med hash og opium, fuldender billedet af en romantisk protestbevægelse, der har sære og mærkelige ligheder med en senere tids punkere.
En central skikkelse var den nu nærmest glemte Pétrus Borel, der egenelig hed Pierre, men de skiltede gerne med kulørte fornavne. De flirtede med mystik, illuminiation og ekstase, men helt uden metafysik, noget som ved siden af deres antiborgerlighed sikrede dem Georg Brandes’ interesse, som det kan ses i hans forelæsninger over Den romantiske skole i Frankrig fra 1878. Små romantikere, javist, men som »mere lødige og betydelige ånder« fremhævede Brandes bl.a. Louis Bertrand (1807-41).

Genrebilleder
Han hørte ikke direkte til Borel-gruppen, foregreb den nærmest, da hovedparten af hans værk, der her skal fremhæves, var skrevet før 1830, knyttet til hans barndoms by Dijon, hvor han var den første til at ville hejse tricolorens revolutionsflag. Victor Hugo og Sainte-Beuve blev hans guder og beskyttere i Paris, men ingen forlægger ville røre ved hans Gaspard de la Nuit, en samling prosadigte med undertitlen fantaisies à la manière de Rembrandt et Callot, dannet efter E.T.A. Hoffmans ældre Fantasistücke in Callots Manier.
Disse prosalyriske indfald i de store grafikeres fint detaljerede maner var ejendommelige scenerier eller perspektivkassebilleder. I forordet hævder Aloysius Bertrand, som han også lod sig kalde, at han fik manuskriptet overdraget af den mysteriøse Gaspard, som han mødte i Arquebuse-parken i Dijon. Det består af trekvart hundrede korte stykker med et inventar fra romantikkens pulterkammer af effekter, alkymi, commedia dell'arte, heksesabbat, balkonserenader og parisisk pjalteproletariat, en ondsindet gnom ved navn Scarbo, dværge, undiner, gotiske kamre og masser af måneskin. , i en stil med retning mod Michael Strunges tilsvarende prosadigte, der også påkalder sig »Månen, som skal erobres for vort syns skyld.«
Men endnu tydeligere peger Bertrands værk direkte mod den i tid mere nærliggende Billedbog uden Billeder (1839) af H.C. Andersen, som dér lancerede prosadigtet på dansk, fortalt af netop månen, så man skulle tro, at vores eget geni havde kendt til denne Aloysius. Men hans bog udkom efter diverse barselsveer først 1842, året efter hans tidlige død. Så Andersen vidste det først!

Georg Brandes
Det afgørende er ikke indholdet af støvede kulisser i Gaspards fantasier, men prosaens poetiske forfinelse, denne forbavsende omlejring af episk tradition. Brandes kunne selvfølgelig høre det:
Louis Bertrand udviklede en billedskærers og guldsmeds kunst i sprogets behandling, siger han. »Han har, før han skrev, ligesom rystet alle Sprogets Ord gennem et Sold, udrenset alle de Ord, hvis Klang var dump, hvis Farve var sløvet, hvis Præg var slidt, og i sin Kunsts Tjeneste kun anvendt dem, der havde malerisk Værdi og musikalsk Valuta.«
Baudelaire havde hørt musikken og udviklet sine egne, med god grund mere berømte prosadigte, Spleen de Paris, som Brandes også nævner.
Og det var før surrealisterne genlancerede Bertrand i det ny århundredede, formentlig via Arthur Rimbaud og hans Illuminationer og hans Tid i Helvede (1873) med ’ordenes alkymi’, hvor han ånd i hånd udbryder: »Jeg elskede tåbelige malerier, portaler, dekorationer, gøglernes forhæng, gadeskilte, kolorerede skillingstryk, afdanket litteratur, kirkelatin, kluntet pornografi, alderstegne romaner, trylleeventyr, småbørnsbøger, gamle operaer, banale omkvæd og slette vers.«
Det er nøjagtig samme fascination af klicheer og kitsch, som man tildeler nyt liv, transponeret til en anden sfære, der har formen som det egentlige indhold i sprogets musik.
Ikke så underligt, at Maurice Ravel faldt for Louis/Aloysius Bertrand og hans ironiske distance og oprørske anslag mod konventionernes maskerade. Han komponerede tre stykker for klaver over Undinen, Galgen og den onde Scarbo, Gaspard de la Nuit (1908), som har akkompagneret dette skriveri.

Den sorte gondol
Bilagt her er prosadigtet Aften på vandet om den sorte gondol, der får en til at tænke på alle disse gondolers kølvand gennem digtning og musik, samlet i erindringen om Tomas Tranströmers digt Sorgegondolen (1996), der i frie vers skildrer mødet i Venedig mellem Liszt og svigersønnen Wagner. Liszt spillede sin ’la lugubre gondola’ med havpedalen trykket i bund, så havets grønne kraft stiger op gennem gulvet. »Gondolen er tungt lastet med liv. Den er enkel og sort.«
Det ligner en karakteristik af Louis Bertrand.

Aften på vandet
Den sorte gondol gled langs med marmorpaladserne som en forbryder, der er ude på et natligt eventyr med en stilet og en lygte under sin kappe.
Dér talte en kavaler og en dame om kærlighed:
– Appelsintræerne så duftende og De så ligeglad! Ak, frue, De er en statue i en have!
– Er dette en statues kys, min Giorgio? Hvorfor surmuler du? – Så elsker De mig da? – Der er ikke en stjerne på himlen, som ikke véd det, og du véd det ikke?
– Hvad er det for en støj?
– Ingenting, det er sikkert skvulp fra de bølger, der stiger et trin op og ned ad trapperne i jødekvarteret.
– Hjælp, hjælp! Åh, Guds moder, der er en, der drukner! – Sejl blot videre, han har skriftet! sagde en munk, der dukkede op på terrassen.
Og den sorte gondol sejlede hurtigt væk, glidende langs marmorpaladserne som en forbryder, der kommer tilbage fra et natligt eventyr med en stilet og en lygte under sin kappe.

*(Ved Niels Johs. L. Iversen, der har oversat et udvalg af Louis Bertrand: ’Gaspard de la Nuit’. Husets forlag 1980)

*Dette er den tredje artikel i serien om ’Det mærkelige’. De to foregående blev bragt den 27.-28. dec., og den 29. dec. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her