Læsetid: 5 min.

Til fest med fjenden

Selvom rapperen Eminem er blevet mainstream, er hans Cadillac stadig parkeret på øretævernes holdeplads. Unge amerikanere tror mere på ham end på Bushs taler
12. december 2003

2. sektion
Reaktionen
Fuck penge, jeg rapper ikke for døde præsidenter, jeg så hellere at præsidenten var død.
Ordene tilhører rapperen Eminem, og i sidste uge var de skyld i, at den amerikanske præsidents hemmelige tjeneste, the US Secret Service, måtte overveje, om det var tid til at kigge nærmere på hiphop-fænomenet fra Detroit.
Sangen, We as Americans stammer fra en uudgivet mini-lp, som ifølge stjernens PR-chef var »blevet væk eller stjålet« og nu florerer på internettet.
En talsmand for US Secret Service sagde mandag, at Eminem ville slippe for en officiel undersøgelse, men at den slags udgydelser kunne misforstås, og at kunstneren burde overveje den indflydelse, han kunne have på nogle mennesker.

Indflydelse?
Uanset om han kalder sig Marshall Mathers III, Slim Shady eller Eminem, har kun få kunstnere evnet at påkalde sig opmærksomhed i den grad fra Amerika’s Politisk Korrektheds-politi eller som de selv vil kalde sig: folk, der ikke bryder sig om homofobe, voldelige, racistiske tekster med rutinemæssige ringeagtsytringer om kvinder.
Eminems angreb på USA’s regering, landets sociale afgrund mellem rige og fattige og hans totale mangel på ydmyghed over for nationale symboler såsom præsidentfruer og præsidenter har gjort ham til indbegrebet af forstædernes fremmedgjorte unge. Og en helt, der ses op til fra villaer og ghettoer.
For Eminem er alt andet end ghetto. Hans musik har sprængt sig vej til villakvarterer og trøstesløse trailerparker – hvide som sorte – i en grad, som de fleste sorte rappere kun kan drømme om. Selv præsident Bush er muligvis misundelig.
Da marketing research-firmaet Euro RSCG i New York for nylig spurgte 1.000 amerikanere, fandt det, at 53 procent var enige i, at Amerikas unge ser mere sandhed i Eminems tekster end i præsident Bushs taler. 19 procent var uenige.

Fra fem til 50
I år 2000 stod Eminem endnu på scenen som den nye, kontroversielle rapper, en whigger (white nigger – wanna-be nigger, red.) fra Detroits urbane slum med en vrede og foragt for samfundet, der nok var set før i rapmusik, men ikke fra en hvid rapper, der oven i købet havde den gyldne hiphop-producer Dr. Dre bag sig.
Ord som »bitch« og »bøsserøve« fløj lytterne om ørene, og for mange var det svært at acceptere, at rapperen fra Detroits havde noget nyt at tilføje musikken ud over sin ansigtsfarve.
Men Eminem blev omgående accepteret som kunstner i hiphop-kredse – til tonerne fra egne offentlige slagsmål og efterfølgende anholdelser for våbenbesiddelse.
Samtidig havde USA knapt sundet sig efter skolemassakren på Columbine High School året før, og politikerne i Washington var stadig på udkig efter syndebukke som Eminem og Marilyn Manson.
Dengang var publikum til koncerterne ifølge Eminem selv i alderen fra 10 til 25.
Tre år senere, 33 år gammel, er det ligegyldigt, hvor i USA Eminem går på scenen. Hans delvist selvbiografiske film, 8 Mile, der fortæller historien om en hvid Detroit-rappers kamp for at slippe væk fra slummen, manuelle dumme-job og en fordrukken, uansvarlig mor, spillede for udsolgte sale sidste år. Hans seneste album, The Eminem Show, fik platin adskillige gange.
Når Eminem går på scenen, står man ansigt til ansigt med en mand, der i den grad har påkaldt sig USA’s vrede, samtidig med at han faktisk har udvidet sin skare af fans, både i antal og alder.
»Hvide Amerika, jeg kunne være en af jeres unger,« hyler Eminem i nummeret »White America«.
Amerika ved, han har ret.
I 2003 er en Eminem-koncert ligeså meget en familie-begivenhed som Nascar racerløb og fodbold om søndagen er det. De yngste fans er fem og sidder på skulderen af far eller mor, der er mellem 35 og 50 og købte billetten. Hvide og sorte fra forstæder, trailer-parker og villakvarterer. Har Amerika ladet Eminem taget skridtet fra »blot« at være en populær figur i verdens bedst sælgende musikgenre til et af de amerikanske fænomener, der bringer tankerne hen på Elvis og Jim Morrison?

Højlydte protester
Eminem ville i hvert fald ikke være den første til at træde ud af fordømmelsernes mørke og ind i popkulturens kommercielle centrum. Alt andet lige, når man er et af de mest populære musikfænomener i verden – uanset hvor provokerende og kriminel – står der betydelige økonomiske interesset bag og venter, at de får deres.
NWA (Niggers With Attitude, red.) og Ice-T fik begge – for mere end ti år siden - udgivet henholdsvis deres Fuck the Police og Cop Killer trods højlydte protester fra rystede politikere i Washington og fornærmede politi-organisationer. Musik- og filmindustrien lufter ganske vist også deres rutinemæssige bekymringer over halv- eller helgrove raptekster, men hvis pladen eller filmen skovler dollar ind, står heller ikke de i kø for at lægge låg på folk som Eminem.
Samtidig anklages Eminem ofte for at have en enestående evne til at lokalisere ethvert politisk kors i nærheden, kravle derop og bestille en handfuld nagler til omgående levering.
Den del af det amerikanske samfund, der ikke finder Eminem specielt besnærende, siger ligefrem, at hvis ikke det var for provokationen, det bombekastende og utilpassede image, ja så var der måske ikke så meget Eminem tilbage.
Og han har været der.
Organisationer for bøsser og lesbiske i USA har raset og demonstreret mod Eminem, fordi de mener, at hans tekster opfordrer til vold og had mod homoseksuelle. I sangen »Criminal« spurgte Eminem retorisk: »Hader jeg bøsser? Svaret er ja«. Og det mener foreningerne er »farligt, fordi på mange unge mænd går den slags ind af øret den ene dag og ud af munden den næste.«
De samme organisationer havde dog svært ved at finde grimassen, da Eminem ved Grammy-uddelingen i 2001 sang nummeret »Stan« i duet med Elton John, som selv er åbent homoseksuel. Eminem siger, at de grimme tekster er tanker fra hans uregerlige alter ego og ikke hans personlige følelser.
Husmorforeninger har anklaget ham (og Marilyn Manson og Elvis Presley og Miles Davis) for at forføre deres børn og ødelægge deres humør med samfundsnedbrydende tekster. Men der er vel heller ikke så mange eksempler, selv blandt rappere, på sønner, der i deres 30. år stadig skriver hidsige, hadske sange til deres mor om at rydde ud i skeletterne i skabet.
Patriotiske amerikanere har givet udtryk for, at med den massive eksport af amerikansk popkultur til hele verden, var det måske på tide, at eksportere Eminem til Iraq eller Afghanistan – helt bogstaveligt.
Men måske også der har Eminem lavet et nyt hjulspor i kulturkampens sandklitter (der kun er hjemme søndag formiddag, når USA’s politiske talkshows kværner løs.): »Efter 11. September 2001,« sagde Jimmy Lovine fra Eminems pladeselskab Interscope, »står det klart at tidligere vicepræsidentkandidat Joe Lieberman (en af Eminems værste kritikere, red.) burde havde kigget CIA eller FBI over skulderen de sidste par år i stedet for at forsøge at køre mit firma.«
Talkshow-værten Jay Leno sagde, at »nu har vi ødelagt vores egen kultur med fast-food, elendigt fjernsyn og musik, så nu kommer vi og ødelægger jeres«.
Organisationer for USA’s sorte langede fornylig ud efter et nummer, der omtalte sorte som niggas.
For Eminem er formentlig det samme som før. Alle står i kø for at råbe deres uenighed og foragte af ham om fredagen. Om lørdagen står de samme mennesker i Virgin Megastores endnu længere kø for at købe hand plader.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her