Læsetid: 3 min.

Film i tv

19. december 2003


(2. sektion)

*Chaplin Det er i denne Chaplin-klassiker fra 1940, at komikeren, der var så meget mere end bare end funny man, spiller Hitler og danser med en globus, der er let som en ballon – et fantasifuldt højdepunkt, den rene ballet. Chaplin spiller dobbeltrollen som jødisk barber og tyrannen Hynkel. De bliver forvekslet, hvad der giver barberen mulighed for at gøre sig til talerør for Chaplins store afsluttende, lidenskabelige appel til verden om fred, sammenhold og tolerance. Desværre en opsang, som der også er brug for over 60 år efter.

Diktatoren. DR 2, lørdag kl. 20.15-22.15

*Theodor Christensens omstridte dokumentarfilm om samarbejdspolitiken og modstandskampen var bestilt af Danmarks Frihedsråd. Og efter premieren den 4. maj 1946 fik den en meget positiv anmeldelse af Informations stifter, chefredaktør og modstandsmand Børge Outze. Han skrev bl. a. her i bladet: »Filmen er farlig for al lunkenhed, fordi den er så blændende dygtigt gjort. Den vil aldrig kunne ties ihjel, og den vil få selv en værnemager til at snappe efter vejret (...) Det gælder din frihed er i næsten alle retninger en god film (...) i hele sin tendens en hårdere anklage mod vore egne end imod tyskerne og dermed i pagt med det oprindelige i frihedsbevægelsen.« Filmens mange rekonstruktioner og manipulerende montager profilerer modstandsbevægelsens synspunkter skarpt og udgør et lidenskabeligt angreb på samarbejdspolitiken. Men da vi når til sommeren 1943 lyder Karl Roos’ speakerkommentar: »Danmark er ikke Hitlers våbenfælle. Det er ikke hans fjende. Det er ikke hans ven. Mange stemmer spørger, hvad Danmark egentlig er. Danskerne spørger sig selv. De allierede spørger Danmark. Tyskland spørger Danmark.« Og da danskernes nej til tyskernes samarbejds-ultimatum kort efter er en kendsgerning, lyder kommentaren: »Det mest forsinkede nej i Danmarks historie.« Filmen førte til voldsom debat med spørgsmål i Folketinget, diskussionsmøder ude i landet og ikke mindst skarpe udfald fra radikale og socialdemokreter, som var ansvarlige for samarbejdspolitikken.

Det gælder din frihed. DK4, lørdag kl. 20.30-22.20

*Tim Burton er idémanden bag denne vaskeægte specialitet – en animationsfilm, der ikke klistrer af klæg julehygge, men sprutter vellystigt som et roterende fyrværkeri-hjul af frække gags og vilde påfund. Stankelbens-skelettet Jack er lillebyens suveræne ceremonimester på Halloween-natten - ekspert i gru og skræk. Men Hack længes efter nye udfordringer, f.eks. julefesten. Så julemanden bliver kidnappet og de små børn får afhuggede hoveder i julegave. Men skal han ikke hellere blive ved sin læst – den juleløse gru? - »Uden gru bliver hverdagen grå,« som det hedder i filmen, der er meget veloplagt instrueret af Burtons højre hånd Henry Selick

The Nightmare Before Christmas. DR 2, lørdag kl.22.50-00.05

*Ang Lee var bedst kendt for sine intime psykologiske dramaer, da han i 2000 overraskede alle ved at udsende denne eventyrfilm fra det feudale Kina. Den grundliggende genre hedder wuxia og byder på sværdkampe og lidenskabelige konflikter i stiliseret dramatisering. Filmen vandt Oscar som bedste udenlandske værk og blev af Salman Rushdie kaldt »et lysende kunstværk«. Og herhjemme skrev vores helt egen Christian Monggaard: »Filmen er både en smuk skæbnefortælling, som prædiker frihed til at vælge, ikke mindst kærligheden, og så er det en tempofyldt actionfilm, hvor hovedpersonerne opfører de mest utrolige svæve- og martialarts-balletter henover hustage og fra toppen af bambustræer.«

Crouching Tiger, Hidden Dragon/Tiger på spring, drage i skjul. DR 2, søndag kl. 20.20-22.15

*Ebbe Rode har sin første rendyrkede komedierolle på film i dette veldrejede lystspil fra 1942. Og Frøken Vildkat var også den første ud af fire film, hvor han spiller sammen med Marguerite Viby. DR 1 har valgt den som juleaftensfilm, og den gave skal nok vække glæde i mange stille stuer.
Det er en amerikansk inspireret screw ball-komedie, der ganske ofte rammer forbilledernes slagfærdige tone. Først og fremmest takket være Marguerite Vibys og Ebbe Rodes inspirerede samspil, der skaber komik ud af deres meget forskellige karakterer: Den impulsive spitfire over for den kejtede tørvetriller. Gerda Neumann, Ib Schønberg og Maria Garland ses i gode biroller. Og Marguerite Viby synger tre sange, den bedste sammen med Ib Schønberg ved klaveret. Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen har instrueret, rapt og veloplagt.

Frøken Vildkat. DR 1, onsdag 19.10-21.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu