Læsetid: 4 min.

Filmens vidunderlige kælderetage

Det mærkelige er relativt sjældent i et massemedie som film, der af økonomisk nødvendighed sigter mod mainstream. Men nogle filmfans sætter lighedstegn mellem underlig og vidunderlig. Ofte med god grund
29. december 2003

Mærkelige film
Det mærkelige udøver en særlig fascination i et massemedie som film, fordi det er så relativt sjældent. Af økonomisk nødvendighed sigter langt de fleste film mod mainstream. Hærskarer af filmbranchefolk og manuskriptdoktorer advarer instruktørerne om ikke at være for sære: De skal sigte bredt for at få både teenager Frank og moster Oda ind i biografstolen, og helst også onkel Erik og lille Ida.
Heldigvis har der altid været instruktører, der fulgte deres egne tilgroede særlinge-stier et stykke eller meget langt fra alfarvej. Og nogle gange er det tilmed lykkedes disse enegængere at få noget, der ligner et massepublikum.
Amerikanske instruktører som David Lynch og Tim Burton har en særlig plads i mangen en filmfans hjerte, fordi de så åbenbart udlever deres ekscentriske fantasier på det store lærred - og tilmed har fået mange mainstream-tilskuere med på legen.
Det samme kan til en vis grad siges om navne som Coen-brødrene, Quentin Tarantino og canadieren David Cronenberg. For ikke at tale om den legendariske afdøde oddball over dem alle: Stanley Kubrick.

Stamfaderen Ed Wood
Når man taler om det mærkelige, kommer man især ikke udenom Tim Burton. Ikke kun fordi han selv rent fysisk i høj grad ligner en af de særlinge, han elsker at skildre. Eller fordi han med sin gennembrudsfilm Beetle Juice førte den trick-prægede surrealisme mod nye komiske højder.
Nej, Burton var frem for alt manden, der hev det mærkelige ind i lyset på en ny måde, da han lavede sin biografi-film med Johnny Depp om en af de underligste instruktører, der nogensinde har eksisteret: Ed Wood.
Med Ed Wood er vi helt inde ved selve særhedens rod. Wood tilhører den hårde kerne i alt, hvad der omfatter the weird and the wonderful, det underlige og det forunderlige.
En Hollywood-instruktør, der midt i konformismens årti – 1950’erne – troede fuldt og fast på sit totalt ikke-eksisterende talent og med jernvilje og spruttende begejstring lavede sine low budget-dramaer, der er så naivt ubehjælpsomme, at de fremtræder dybt fascinerende for et senere publikum.
Wood har opnået ry som verdens værste instruktør, f.eks. med Glen or Glenda (1952), der ikke blot er aldeles forfærdelig, men også yderst personlig, fordi den dramatiserer den kønsforvirring, som Wood selv lå under for. Skulle han være mand eller kvinde? Hvordan leve med trangen til at gå i kvindeklæder?
Af denne skæbne skabte Tim Burton sin kærlige og vittige film Ed Wood (1994), der uden unødig patos solidariserede sig med alle de farverige særlinge, der omgav super-særlingen Wood og giver et forstående og mildt ironisk portræt af manden i al hans vilde vanvid.

Underlige glæder
Mange mærkelige film har med årene opnået det, der med et lidt misbrugt ord kaldes ’kultstatus’. Det siger sig selv, at når man stopfodres med velafrettet Hollywoodunderholdning, opstår der et naturligt behov for at skeje ud med guilty pleasures, som det hedder med et uoversætteligt filmfan-udtryk.
Og så er det, at mange besøger den decideret stue-urene kælder-etage af filmscenen, hvor ustyrlige navne som Lucio Fulci, Jess Franco, Dario Argento, Radley Metzger, Mario Bava og Jack Hill og andre b- og c-filmkonger gennem årtier har huseret med abnorme attraktioner, pirrende perversiteter og bizarre blandinger af mange forskellige genrer. Fra blodige thrillere over erotisk krydrede dramaer til den rene splatter-kannibalisme.
Nogle instruktører forbliver hele karrieren i kælderetagen, hvor de for de indviede skaber kultfilm, som samtidig har fungeret som spekulationsvare for husarernes og the raincoat crowds mere tilfældige og filmisk ubevidste biobesøg.
Den æra er ved at være forbi med video, dvd og internet. Og enkelte af de skamløst kulørte kælder-instruktører er steget i hierarkiet og har taget ophold i den sømmelige stuetage. Det mest oplagte eksempel er newzealænderen Peter Jackson, der startede med sjove, vildt anarkistiske splatterfilm for kultdyrkerne, men nu puster sig patetisk op med Ringenes Herre-trilogien.
Og det er pudsigt at iagttage, at hvad der engang var et autentisk mærkeligt og stødende studie i kannibalisme og alskens grusomhed, nemlig Tobe Hoopers The Texas Chainsaw Massacre (1974), nu bare på de fleste virker som business as usual i den nyudsendte genindspilning under samme titel.

Weird and wonderful
Grænserne for det mærkelige udvider sig altså hele tiden i en filmverden på jagt efter nye thrills, så meget mere som det selvfølgelig vil være en forenkling at sætte lighedstegn mellem det mærkelige og det kulørte.
Ingen vil med nogen ret kunne hævde, at Lars von Trier ikke har forøget filmkunstens sum af mærkværdigheder, og det samme kan heldigvis siges om instruktører som Pedro Almodóvar, Atom Egoyan, Michael Haneke og Emir Kusturica.
Men her befinder vi os i en rendyrket æstetisk sfære, hvor der først og fremmest råder en renhjertet stræben efter kunstnerisk originalitet.
Vil man ind til kernen af en mere elementær underlighed, er der ikke andet for end at tilsmudse sine hænder med the weird and the wonderful i mindre ophøjet udgave. Hvis man vil have inspiration i den retning, kan jeg kun anbefale Fab Press’ to på alle måder fede og fint opdaterede guide-bind til de mærkelige film, DVD Delirium – en enestående dokumentation på omkring 1000 sider fulde af uudslukkelig tørst efter det bizarre, ikke mindst af erotisk art.
Det er bare om at komme i gang, inden mainstream skyller alle mærkværdigheder strømlinjede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her